Etablering af sandfang og olie- og benzinudskillere

Formål

Formålet med at etablere en udskiller er at fjerne olie- og benzinrester fra spildevandet – uanset om det skal ledes til renseanlæg eller til regnvandssystemet. Olie og benzin i spildevandet kan give problemer i både i kloak system og renseanlæg, og i regnvandssystemet kan det give anledning til forurening af vandløb og søer.

Det er derfor vigtigt, at virksomheder med olie- og benzinholdigt spildevand har en veldimensioneret olie- og benzinudskiller, og at udskilleren vedligeholdes og tømmes regelmæssigt.

Hvornår skal der etableres sandfang og olie- og benzinudskillere?

Der skal være sandfang og olie-/benzinudskiller på afløb fra steder, hvor der under normal drift kan forekomme olie eller benzin i afløbsvandet, eller hvor der er risiko for olie- og benzinspild, f.eks:

  • Påfyldningspladser, hvor der fyldes benzin og dieselolie fra tankvogn til tankanlæg
  • Salgspladser til diesel og benzin og andre pladser, hvor der tankes dieselolie og benzin
  • Benzin- og oliedepoter
  • Værksteder, hvor der repareres biler og landbrugsmaskiner m.v.
  • Større garageanlæg
  • Gulvområde ved kedler i større oliefyrede kedelcentraler
  • Vaskepladser til biler og maskiner (erhvervsmæssige)
  • Oplagspladser til jernskrot
  • Større parkeringshuse og –pladser
Kontrol og tømning af sandfang- og olie-/benzinudskillere

Kontrol og tømning af sandfang og olieudskiller skal foregå i henhold til Regulativ for erhvervsaffald. Affald fra sandfang og olieudskillere betragtes som farligt affald.

Sandfang samt udskiller, skal være tilmeldt den kommunale tømningsordning. Alternativt kan der søges om fritagelse for at deltage i den kommunale tømningsordning. Ansøgning skal sendes til Vejen Kommune, Industrimiljø.

Tilmelding

Tilmelding og afmelding til ordningen skal ske skriftligt til Vejen Kommune, Industrimiljø

Send Digital Post til Industri (som virksomhed)

Fritagelse

Ønsker du ikke, at din virksomhed benytter den kommunale tømningsordning, skal du søge kommunen om fritagelse.

Din virksomhed skal dokumentere, at der er indgået aftaler med en anden transportør/indsamler til tømning af olie- og benzinudskillerne.

Send Digital Post til Industri (som virksomhed)