Information om hjemmehjælp

Formålet med at yde hjemmehjælp

Vejen Kommune har fokus på en helhedsorienteret, en rehabiliterende, forebyggende og sundhedsfremmende indsats, der tager udgangspunkt i hjælp til selvhjælp.

Lov om Social Service § 1 og 83 danner grundlag for bevilling af hjemmehjælp.

Formålet er:

  • at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,
  • at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og
  • at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer
Hvordan får jeg bevilget hjælpen?

Du skal enten mundtligt eller skriftligt søge kommunen om at få bevilget hjemmehjælp. Det skal ske med en kontakt til visitationen i Vejen Kommune.

Du kan også bede pårørende eller hjemmeplejen om at kontakte kommunen på dine vegne.

Herefter bliver du kontaktet af en visitator. Vi vil for det meste gerne besøge dig i hjemmet. Det sker for at vi kan vurdere dine behov og afgøre, hvilken hjælp vi kan bevilge dig. Vurderingen tager afsæt i hjemmets samlede ressourcer.

Hvis din tilstand ændrer sig, er du forpligtet til at kontakte visitator, så hjælpen kan blive justeret.

Personalet, der yder hjælpen, har ligeledes en pligt til at oplyse ændringer i din tilstand, som betyder at hjælpen skal justeres.

Ret til bisidder

Du har ret til at have en bisidder med ved mødet med visitator. Dog kan bisidderen ikke være en medarbejder fra kommunen eller fra en eventuel privat leverandør af hjælpen i hjemmet.

Rehabilitering - Bevar en aktiv og selvstændig hverdag

Som en naturlig del af hjælp til selvhjælp arbejder Vejen Kommune med hverdagsrehabilitering.

Vurderes det at du gennem en målrettet rehabiliterende indsats i eget hjem kan blive helt eller delvist selvhjulpen, skal du tilbydes et korterevarende og tidsafgrænset forløb.

Det rehabiliterende forløb foregår i og omkring dit hjem og kobler sig til præcise funktioner og aktiviteter med det formål at opretholde eller styrke din funktionsevne og dermed nedsætte dit behov for hjemmehjælp.

Rehabiliteringsforløbet tilrettelægges og udføres tværfagligt og kan eksempelvis indeholde:

  • Hverdagsrehabilitering – bevar en aktiv og selvstændig hverdag (BASH)
  • Fokus på ernæring
  • Frivillige træningshjælpere
  • Aktivitetstilbud/daghjemstilbud
  • Træning
  • Hjælpemidler

Rehabiliteringsindsatsen vil løbende blive tilpasset udviklingen i dit funktionsniveau.
Efter endt rehabiliteringsforløb vil der ske en vurdering af dit behov for hjælp.

Hvilke former for hjælp kan jeg få?

Følgende er eksempler på hjælp i hjemmet som kommunen kan tilbyde.

Hjælpen bevilges efter en konkret individuel vurdering af behov for hjælp til opgaver du ikke selv kan udføre.
Vurderingen tager udgangspunkt i hjemmets samlede ressourcer.

Hjælp til personlig pleje kan bestå i:

  • bad, hårvask
  • øvre og nedre toilette
  • mundhygiejne
  • neglepleje hænder/fødder ved ukomplicerede negle
  • hjælp til hjælpemidler, du bærer på dig, for eksempel høreapparat.

Du kan ikke få hjælp til at:

  • tage karbad
  • blive barberet med kniv
  • få rullet hår op
  • neglepleje ved komplicerede negle

Hjælp til kost og ernæring kan bestå i at:

  • tilberede og anrette morgenmad
  • varme og servere mad
  • dække bord, rydde af og vaske op hos den enkelte borger. Opvask udføres som udgangspunkt én gang dagligt

Du kan ikke få hjælp til at:

  • tilberede varm mad, herunder at skrælle kartofler
  • tilberede og anrette mad og drikke samt rydde af og vaske op efter gæster.

Har du behov for hjælp til at tilberede varm mad kan du bevilges madservice.
Madservice i Vejen Kommune leveres som kølemad en gang om ugen.
Der er mulighed for at låne mikroovn.

Hjælp til psykisk støtte og omsorg kan bestå i:

  • tilsyn/omsorg ved særlige problemer i en afgrænset periode på ca. 1-2 uger
  • hjælp og støtte til at strukturere hverdagen

At få læst post og at få hjælp til økonomiske ordninger kan vi som udgangspunkt ikke tilbyde som selvstændige ydelser.

Hjælp til målrettede pædagogiske opgaver kan bestå i:

  • oplære og instruere i praktiske gøremål, som handler om at gøre rent, vaske tøj og købe ind.
  • oplære og instruere i brug af mindre hjælpemidler til personlig pleje fx strømpepåtager
  • oplære og instruere i brug af mikroovn

Hjælpen ydes som udgangspunkt i en afgrænset periode.

Hjælp til ledsagelse kan bestå i at:

  • ledsage dig til aktiviteter i områdecentret
  • ledsage dig til fællesspisning i områdecentret

Du skal være opmærksom på, at ledsagelse til aktiviteter omfatter det områdecenter, som du er tilknyttet og ikke andre af kommunens aktivitetscentre. Det forudsættes at du bor i en kommunalt anvist bolig.

Hjælp til rengøring kan bestå i at:

Omfatter rengøring af de rum hvor du primært opholder dig. Hjælpen omfatter rengøring af et areal der svarer til en ældrebolig på ca. 60-65m2, det vil sige entre eller bryggers, fordelingsgang, badeværelse, køkken opholdsstue og soveværelse.

  • Støvsuge
    • gulve hver tredje uge
    • synlige gulvpaneler hver sjette uge
    • møbler hver sjette uge
    • indvendig trappe hver sjette uge
  • Vaske gulv
    • i køkken, bad og gangarealer hver tredje uge
    • i stue og soveværelse hver sjette uge
    • indvendig trappe hver sjette uge
  • Tørre støv af
    • i stue, soveværelse, køkken og gang hver tredje uge.
    •  Støvet bliver tørret af i nå-højde på større flader, for eksempel vindueskarme, borde, reoler/hylder.
  • Skifte sengelinned
    • sengelinned skiftes hver tredje uge (ved yderligere behov kan der skiftes på 2 sæt)
  • Badeværelse
    • bad, håndvask, spejl, hylde og toilet samt fliser heromkring tørres af hver tredje uge.
  • Køkken
    • køkkenborde, køleskab, komfur, mikroovn / miniovn og køkkenvask tørres af efter behov

Øvrige ydelser

  • hjælpemidler (f.eks. kørestol, toiletstol, rollator) gøres rent efter behov.

Medvirken til rengøring kan som udgangspunkt omfatte det, der svarer til en ældrebolig på ca. 60-65 m2.

Du kan ikke få hjælp til at:

  • pudse vinduer ind – og udvendig
  • gøre hovedrent
  • banke tæpper
  • flytte tunge møbler
  • vaske gardiner.
  • få ekstra gjort rent og vasket op efter gæster
  • vende madras
  • rede seng som selvstændig ydelse
  • vaske udvendig trappe, herunder vasket trapper i alment boligbyggeri
  • gøre rent ved ind – og udflytning
  • gøre rent efter håndværkere
  • gøre ekstra rent efter husdyr (vi varetager ikke opgaver vedrørende husdyr)
  • rengøre kumme – / skabsfryser

Hjælp til tøjvask kan bestå i at

  • træne dig i selv at klare tøjvask
  • sætte vaskemaskine i gang
  • hænge vasketøj op eller lægge i tørretumbler

Du kan ikke få hjælp til at:

  • vaske gardiner og dyner
  • vaske tøj der kræver specialbehandling
  • reparere lynlås, lapper og lignende
  • transportere vasketøj til/fra møntvask og vaskeri, som ikke tilhører boligen.

Tøjvask foregår i vaskemaskine i hjemmet eller i boligens fælles vaskeri.

Hjælp til indkøb kan bestå i at

Du kan få hjælp til indkøb, hvis du ikke selv enten kan ringe og bestille varer eller bestille varer via nettet.

  • udarbejde indkøbsliste
  • bestille og /eller indkøbe varer i nærmeste dagligvarebutik.
  • sætte varer på plads

Du kan ikke få hjælp til at:

  • købe stort ind
  • hente medicin
  • indkøb hvor forretningen eller butikken kan levere gratis
  • komme med ud at handle
  • hente tips og lotto - gevinster
Mulighed for at klage

Hvis du er utilfreds med afgørelsen, kan du klage. Klagen sendes til visitationen i Vejen Kommune, som vurderer afgørelsen. Hvis visitationen i Ældre & Rehabilitering fastholder afgørelsen bringes klagen herefter til Ankestyrelsen.

Er du utilfreds med samarbejdet med hjælperen eller med det arbejde, hjælperen udfører, skal du kontakte den leverandør, du har valgt til at løse opgaven.

Dit hjem som arbejdsplads

Medarbejderen, der komme i dit hjem, er omfattet af de bestemmelser, som står i Arbejdsmiljøloven.

Følgende forhold skal håndteres:

  • forflytninger, løft og arbejdsstillinger
  • håndtering af kemikalier såsom rengøringsmidler
  • psykisk arbejdsmiljø
  • brug af maskiner (støvsuger og lignende) og andre tekniske hjælpemidler.

Din bolig skal være indrettet, så arbejdsforholdene er i orden, før arbejdet påbegyndes.
Du kan læse mere om det i ”Borgerens hjem som arbejdsplads

Valg af leverandør

Du skal vælge, hvem der skal levere hjælpen.

Du kan vælge mellem de leverandører, der er godkendt af Vejen Kommune.

Når du får bevilget personlig og praktisk hjælp samt madservice, oplyser visitator om godkendte leverandører.

Skift af leverandør

Du har mulighed for at skifte leverandør. Du skal kontakte visitationen, hvis du har et ønske herom. Skift til en anden leverandør kan træde i kraft ved udgangen af den måned, der følger efter tidspunktet for din anmodning.

Privat hjælper

Serviceloven åbner op for, at personlig pleje samt praktisk hjælp kan udføres af en hjælper, som du selv udpeger. Ifølge loven skal kommunen godkende, ansætte og lønne hjælperen.

Fleksibel hjemmehjælp

Serviceloven stiller krav om, at den tildelte hjælp skal udføres fleksibelt.

Det betyder, at du har mulighed for at bytte til en anden hjemmehjælpsydelse end den, der er aftalt.

Det sker i et samarbejde med leverandøren. Du kan også bytte mellem personlig pleje og praktisk hjælp, hvis du er visiteret til begge dele.

Det er leverandøren, der i den konkrete situation fagligt vurderer, om det er forsvarligt at ombytte eller fravælge den tildelte hjælp til fordel for anden hjælp.

Hvis du gentagne gange fravælger hele eller dele af den tildelte hjælp til fordel for anden hjælp, skal der ske en fornyet vurdering af dit behov.

Tilsyn og opfølgning

Kommunen har pligt til at føre tilsyn med, at hjælpen leveres i overensstemmelse med det, du er blevet tildelt.

Det gør kommunen ved at følge op med besøg i hjemmet og ved uanmeldte tilsyn hos leverandørerne.