Skip til hoved indholdet

Grøn Pulje

Ansøgning til Grøn Pulje

Hvad er en Grøn Pulje?

Folketinget har vedtaget, at der i alle kommuner skal oprettes en grøn pulje, som opstillere af vedvarende energi (også kaldet VE anlæg) skal indbetale til. Midlerne herfra indgår i en pulje, som kommunens borgere kan søge til almennyttige projekter. Herunder ses retningslinjerne for Grøn Pulje i Vejen Kommune.

Puljens størrelse

Der vil blive indbetalt midler til puljen, når det første VE-anlæg kommer i drift.

For øjeblikket er der ingen midler i puljen. Så snart der indbetales midler til puljen offentliggøres dette på kommunens hjemmeside, facebookside samt i trykte lokalaviser. Kommunens lokalråd vil derudover få direkte besked via deres kontaktperson.

Fremover offentliggøres puljens størrelse i januar måned på kommunens hjemmeside.

Samtidigt oplyses det hvilke beløb, der udmøntes i de fire ansøgningsrunder.

Foreninger og øvrige, som er bekendte med VE-anlæg i nærområder kan derfor allerede nu begynde at forberede ansøgning til et eventuelt kommende projekt.

Ansøgningsfrister

Der er fire årlige ansøgningsrunder.

1. runde har ansøgningsfrist den 1. februar

2. runde har ansøgningsfrist den 1. maj

3. runde har ansøgningsfrist den 1. august

4. runde har ansøgningsfrist den 1. november

Ansøgningsfristerne offentliggøres ligeledes på Vejen Kommunes facebookside samt i trykte lokalaviser. Kommunens lokalråd vil derudover få direkte besked via deres kontaktperson.

Ansøgningsskema

Du finder det digitale ansøgningsskema herunder. Her kan du ligeledes læse mere om hvem der kan søge, hvilke projekter, der kan søges til samt de generelle retningslinjer for Grøn Pulje herunder.

Læs mere om Grøn Pulje

For at komme i betragtning til puljen, skal du udfylde et ansøgningsskema digitalt herunder.

Ansøgning til Grøn Pulje

Se ansøgningsskemaet i PDF

Hvem kan søge?

Alle kan søge puljen, både foreninger og enkeltpersoner. Det stilles som krav, at hvis det er en privatperson, der søger puljen, skal projektet være almennyttigt, f.eks. at offentligheden efterfølgende har adgang til og kan benytte det færdige projekt. Det beror på en administrativ vurdering ud fra de beskrevne retningslinjer, hvorvidt et projekt på privat jord og/eller ansøgt af en enkeltperson, bliver godkendt til politisk behandling.

Ansøgningerne vil blive prioriteret i følgende rækkefølge
  • Ansøgninger om tiltag fra lokalområde, borgere og foreninger op til 5 km fra VE anlægget i Vejen Kommune.
  • Ansøgninger fra lokale borgere og foreninger op til 10 km fra VE anlægget i Vejen Kommune
  • Ansøgninger fra borgere og foreninger i hele Vejen Kommune

Projekterne skal være beliggende i Vejen Kommune.

Hvad kan man søge til?

Midlerne i Grøn Pulje kan anvendes til forskellige formål til gavn for lokalsamfundet, herunder eksempelvis grønne tiltag, landskabelige, rekreative eller kulturelle formål. Projektet skal være offentligt tilgængeligt.

Midlerne udbetales kun til anlægsomkostninger, afholdelse af arrangementer, udarbejdelse af informationsmateriale, indkøb af udstyr og lignende engangsudbetalinger. Midlerne kan ikke udbetales til fremtidig drift af de ansøgte eller eksisterende projekter. Dog indarbejdes der mulighed for – i særlige tilfælde – at give støtte til finansiering af 1. års driftsudgifter.

Lokal forankring

Projekter, der indeholder en høj grad af lokal forankring prioriteres højt. Lokal forankring kan vises ved en støtteerklæring fra lokalrådet/lokalrådene, en kreds af naboer, lodsejere, foreninger eller lignende.

Tilskud til private

Hvis tilskuddet udbetales til privatejede bygninger, anlæg, arealer og lignende, kan der tinglyses et pantebrev på ejendommen. Pantebrevet beskriver at, hvis ejendommen videresælges og det offentligt tilgængelige formål med det ansøgte projekt bortfalder, skal tilskuddet tilbagebetales. Tilbagebetalingskravet opretholdes i 36 måneder. Hvis tilsagnet dækker tilskud til opførelse af faciliteter på privatejede arealer, tinglyses der en servitut, der sikrer offentlighedens adgang.

Tilladelser

Tilsagn om tilskud til et projekt fra Grøn Pulje er alene et tilsagn om økonomiske midler til det pågældende projekt. Der skal altid opnås tilladelse eller dispensation efter gældende lovgivning til at gennemføre projektet. Ansøgninger, der vedlægges i forvejen meddelte tilladelser, dispensationer, tilsagn fra ejeren af arealet/bygningen og lignende (eller beskriver hvilke dokumenter, der skal indhentes, før projektet kan gennemføres), vil blive prioriteret højt.

Svar på ansøgninger

Indkomne projektansøgninger bliver vurderet af en administrativ gruppe efter ovenstående retningslinjer.

Ansøgningerne indstilles til Økonomiudvalget, der beslutter, hvilke projekter, der skal have tilskud fra puljen. Forud for indstillingen, har ansøgningerne været sendt i høring hos lokalrådene. Nærmere krav om udbetaling, revision og dokumentation beskrives i forbindelse med tilsagnet. Udbetalinger sker på baggrund af den indsendte finansieringsplan og på baggrund af afholdte udgifter.

Offentliggørelse

De projekter, der har fået tilsagn om tilskud offentliggøres på kommunens hjemmeside senest en uge efter tilsagnet. Offentliggørelsen indeholder en beskrivelse af projektet og tilskudsbeløbets størrelse.

Administration

Til dækning af administrationsomkostninger afsættes 5 % af de indbetalte midler til Vejen Kommune.

Grundlag for retningslinjer for Grøn Pulje

Disse retningslinjer er udarbejdet på grundlag af:

Bekendtgørelse om Grøn Pulje. BEK nr. 742 af 30/05/2020 og

Energistyrelsens Notat om Grøn Pulje af november 2019.

Retningslinjerne er vedtaget af Vejen byråd den 6. februar 2024.

Birgith M. Hansen

Teknik & Miljø

Ring til os

Bemærk

Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.

Denne side er printet den 30-12-2024 02.54

Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.

Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

Hold dig opdateret om Vejen Kommune

Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen


CVR-nummer 29189838

Genveje