title: "Lokal Trepart Vadehavet"
date: "2026-03-10"
created: "2025-03-04"

[Hjem](https://vejen.dk/)

[Erhverv](https://vejen.dk/erhverv)

[Miljø, affald og energi](https://vejen.dk/erhverv/miljoe-affald-og-energi)

[Lokal Trepart Vadehavet](https://vejen.dk/erhverv/miljoe-affald-og-energi/lokal-trepart-vadehavet)

Den Lokale Trepart for Vadehavet er etableret som en del af den grønne trepartsaftale, der blev indgået i 2024. Formålet med treparten er at fremme samarbejdet mellem kommunerne, Naturstyrelsen (NST), Landbrug & Fødevarer (L&F) og Danmarks Naturfredningsforening (DN) for at sikre en bæredygtig omstilling af landbrugs- og naturområder i Vadehavet.

Arbejdet udspringer af Den Grønne Trepart – en national aftale, der skal sikre, at en del af landbrugsjorden i Danmark omlægges til natur, skov og vådområder frem mod 2045. Målet er at forbedre vandmiljøet, mindske klimabelastningen og give bedre plads til planter, dyr og drikkevandsbeskyttelse. Sammen arbejder vi for at skabe mere natur, et sundere vandmiljø og en grønnere udvikling i oplandet til Vadehavet.

I Vadehavet betyder det, at treparten arbejder med projekter som udtagning af lavbundsjorde, etablering af vådområder, skovrejsning og andre naturtiltag. Der er stor fokus på tæt dialog med lodsejere og lokale aktører, så løsningerne udvikles i samarbejde med dem, der kender området bedst.

# Lokal Trepart Vadehavet

## Hvad er opgaven for den Lokale Trepart?

- Udarbejde en omlægningsplan inden udgangen af 2025, der beskriver, hvordan Vadehavet vil opfylde målene for udtagning af lavbundsjorde og reduktion af kvælstof.
- Fremme tværgående koordinering for at opnå fælles mål
- Sikre godt samarbejde mellem alle parter, så der er fremdrift i projekterne og at man i fællesskab når målet

## Indgang for dig som lodsejer

Hvis du som privat lodsejer eller landbruger overvejer at deltage i arealomlægningsindsatsen under Den Grønne Trepart, kan du her få et overblik over, hvem du kan kontakte, og hvilke muligheder du har.

### Én indgang for generelle spørgsmål

Har du generelle spørgsmål om Den Grønne Trepart eller arealomlægning, kan du kontakte [Kontaktcenter for Grøn Trepart i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV)](https://lbst.dk/om-os/kontakt "Kontaktcenter for Grøn Trepart i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV)"): Telefon: 33 95 80 00.

### Ønsker du at indgå i et lokalt projekt?

Kommunerne i Vadehavet, Naturstyrelsen og landbrugets konsulenter er en del af Lokal Trepart Vadehavet og arbejder løbende med udtagningsprojekter, vådområder, skovrejsning og andre naturtiltag.

Du kan derfor kontakte **din kommune,** **Naturstyrelsens lokale enhed eller din lokale udtagningskonsulent**, hvis du:

- har arealer, du gerne vil bringe i spil
- ønsker at høre om igangværende eller kommende projekter
- vil vide mere om mulighederne i dit område

#### Kontakt

- Naturstyrelsen (NST) kan kontaktes på telefon 72 54 30 00.
- De lokale enheder i NST findes her: [Kontakt os lokalt - Naturstyrelsen](https://naturstyrelsen.dk/kontakt-os-lokalt "Kontakt os lokalt - Naturstyrelsen")

### Vil du tilbyde din jord eller ejendom til udtagningsprojekter?

Hvis du ønsker at gå i dialog om salg af jord eller ejendom i forbindelse med arealomlægning, kan du kontakte **jordfordelingsenheden** i Natur- og Landbrugsudvikling (NLU) i SGAV.

Jordfordelingsenheden arbejder med køb, salg og ombytning af arealer i forbindelse med udtagningsprojekter og kan hjælpe dig videre i processen.

#### Kontakt

Kontaktoplysninger findes på [Ministeriet for Grøn Treparts hjemmeside](https://sgav.dk/groen-trepart/lokale-treparter "Ministeriet for Grøn Treparts hjemmeside") i deres [guide til lodsejerhenvendelser om jordsalg](https://sgav.dk/Media/638832609066201929/Guide%20til%20lodsejerhenvendelser%20om%20jordsalg.pdf "guide til lodsejerhenvendelser om jordsalg").

## Repræsentanter i Lokal Trepart Vadehavet

Deltagende kommuner og deres repræsentanter| Kommune | Repræsentant |

| Aabenraa Kommune |

Christian Mutwa Christensen – Byrådsmedlem

Simon Bødker Egholm – Byrådsmedlem

| Billund Kommune |

Robert Terkelsen – Formand for Teknik-, Plan- og Klimaudvalget

Mette Pipper Bertelsen – Områdechef

| Esbjerg Kommune |

Kurt Bjerrum – Formand for Plan, By og Lokalsamfundsudvalget

Søren Hjortsø Kristensen – Kontorchef for Natur og Vandmiljø

| Fanø Kommune |

Lasse Harder Schousboe – Formand for Teknikudvalget

Iben Tranberg-Jensen – Arkitekt, Teknisk Forvaltning

| Haderslev Kommune |

Signe Knappe – Formand for Senior- og Sundhedsudvalget

Marie Skødt – Formand for Børne- og Familieudvalget

| Kolding Kommune |

Jørn Cremnitz – Formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget

Sanne Munk – Afdelingsleder

| Tønder Kommune |

Morten Gaarde Gad – Byrådsmedlem

Lars-Erik Skydsbjerg – Fagchef for Klima, Plan og Udvikling

| Varde Kommune |

Preben Friis-Hauge – Formand for Plan- og Udviklingsudvalget

Jan Pedersen – Fagleder for Vandmiljø

| Vejen Kommune |

Vagn Sørensen – Formand for Klima, Miljø og Teknik

Sally Jane Huntingford – Leder af Natur og Miljø

| Naturstyrelsen (NST) |

Bent Rasmussen – Skovrider

| Dansk Naturfredningsforening (DN) |

Birgit Brink Lorenz – Formand, DN Vejen

Merete Vigen Hansen – Formand, DN Varde

| Landbrug & Fødevarer (L&F) |

Kåre Flye Andersen

Stine Bundgaard – Politisk chef

## Omlægningsplanen for Vadehavet kan ses i MARS – den digitale platform

MARS (Multifunktionelt Areal Registrerings System) er en online platform, udviklet som en del af den grønne trepartsaftale. Platformen understøtter planlægning, overvågning og rapportering af omlægningsplanerne i hele Danmark og skal benyttes til at identificere mulige projektområder, som kan omlægges til vådområder, skov og natur. Det er muligt for alle at udarbejde et skitseprojekt i MARS, som efterfølgende kan downloades som shape-fil. Det er kun teknikergruppen i den Lokale Trepart som kan tegne reelle projekter ind i MARS, som en del af omlægningsplanen.

I statusmodulet inde i MARS kan man se omlægningsplaner for alle lokale treparter: [MARS.](https://mars.sgav.dk/ "MARS.")

Omlægningsplanen er dynamisk og vil ændre sig, i takt med at projekter bliver gennemført

## Link til styrelsen

Den Grønne Trepart bliver nu en realitet takket være en bred politisk aftale blandt Folketingets partier. Denne aftale markerer en betydelig milepæl i Danmarks grønne omstilling. Den vil ikke kun ændre det danske landskab markant ved at skabe mere natur og biodiversitet, men også sikre et sundt og rent vandmiljø. Aftalen indebærer omfattende omlægning af landbrugsjord til skov, vådområder og andre naturområder, hvilket vil bidrage til at reducere udledningen af drivhusgasser og forbedre vandkvaliteten. Dette samarbejde mellem regeringen, landbrugssektoren og miljøorganisationer viser en stærk fælles vilje til at tage ansvar for miljøet og fremtidige generationer. Du kan læse meget mere om Den Grønne Trepart på [ministeriets hjemmeside](https://mgtp.dk/ " ministeriets hjemmeside").

## Mødeplan og referater

### Referat fra afholdte møder

- [23. februar 2026](https://vejen.dk/MOLIRIPAGE/fd300c84-e439-4873-ad78-ace662bb6744 "23. februar 2026")
- [3. november 2025](https://vejen.dk/MOLIRIPAGE/78c9f602-2073-47fc-b6e1-1f99e1d49078 "3. november 2025")
- [6. oktober 2025](https:///MOLIRIPAGE/0eaa754d-6b50-4392-83ce-92e0cf6a544c "6. oktober 2025")
- [19. september 2025](https:///MOLIRIPAGE/f186defa-42f2-4440-926a-115357c3868a "19. september 2025")
- [10. juni 2025](https:///MOLIRIPAGE/0f4f3cda-1ed5-4d82-8fd1-52c4b6320867 "10. juni 2025")
- [12. maj 2025](https:///MOLIRIPAGE/3cf67326-eac8-41bc-a3ec-797ead5aa5fc "12. maj 2025")
- [20. februar 2025](http:///MOLIRIPAGE/5fdf7e4b-270c-4535-847b-8cf3d98175df "Referat 20. februar 2025")
- [7. april 2025](https:///MOLIRIPAGE/1c25e31e-2031-4d5d-9c1b-c0fded6a4735 "7. april 2025")

### Yderligere møder

- 28. april 2026, 9-11
- 18. juni 2026, 15-17
- 2. september 2026, 14-16
- 27. oktober 2026, 9-11
- 3. december 2026, 15-17

## FAQ: Ofte stillede spørgsmål om Grøn Trepart og Lokal Trepart Vadehavet

Hvad er Lokal Trepart Vadehavet og hvilken rolle har den?

Lokal Trepart Vadehavet er et samarbejde mellem kommunerne i oplandet til Vadehavet, Naturstyrelsen, landbrugets organisationer og Danmarks Naturfredningsforening. Sammen arbejder parterne for at finde lokale løsninger, der kan skabe mere natur, forbedre vandmiljøet og bidrage til den grønne omstilling.

Treparten har ansvaret for at udarbejde de lokale omlægningsplaner og pege på konkrete indsatser, der kan reducere kvælstofudledning, binde mere kulstof, øge skovrejsningen og skabe nye naturområder. Arbejdet bygger på frivillige omlægninger af arealer og sker i tæt dialog med lodsejere og lokale aktører.

Formålet er at sikre, at Den Grønne Trepart bliver omsat til løsninger, der passer til de lokale forhold i Vadehavet – og at den viden, der findes lokalt, bliver brugt aktivt i planlægningen.

Hvad er en omlægningsplan og hvad betyder det, at mit areal indgår i en?

En omlægningsplan er en fleksibel plan, som hver lokale trepart udarbejder for at vise, hvor der er gode muligheder for at skabe mere natur, renere vandmiljø, mindre udledning af klimagasser og en mere bæredygtig udvikling af landbruget. Planen peger på områder, der har potentiale til at blive omlagt til natur, vådområder, skov eller mere ekstensiv drift.

Hvis dit areal indgår i en omlægningsplan, betyder det, at der *kan* være mulighed for et projekt på din jord. Det er dog vigtigt at understrege, at alle projekter er frivillige – du bestemmer altid selv, om du vil være med. Planen indeholder både nye potentielle områder og projekter, hvor lodsejere allerede har sagt ja til at undersøge mulighederne nærmere.

Er omlægningsplanen juridisk bindende og er alt frivilligt?

Omlægningsplanen er ikke juridisk bindende. Den fungerer som et redskab, der giver overblik over, hvor der kan være gode muligheder for arealomlægningsprojekter.

Det er altid frivilligt for lodsejere at deltage i konkrete projekter, og ingen bliver pålagt at afgive jord.

Planen bruges udelukkende som grundlag for samarbejde og fælles planlægning mellem parterne.

Bliver lodsejere kompenseret for omlægning af deres jord og hvor meget/hvordan?

Det er frivilligt at deltage i projekter, og lodsejere får kompensation, hvis et projekt gennemføres på deres jord.

Kompensationens størrelse afhænger af projektets type og den ordning, der finansierer det – for eksempel om der er tale om et lavbundsprojekt, et vådområde, et minivådområde, skovrejsning eller ekstensivering.

Mulighederne for kompensation drøftes altid direkte med lodsejeren, og den endelige aftale fastlægges først, når projektets indhold og rammer ligger klart.

Du kan læse mere om de forskellige ordninger her: [Tilskud til vand- og klimaprojekter - Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.](https://sgavmst.dk/tilskud/tilskud-til-vand-og-klimaprojekter "Tilskud til vand- og klimaprojekter - Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.")

Hvordan ved jeg, om jeg som lodsejer indgår i en omlægningsplan for en af de lokale treparter?

Hvis dine arealer allerede er en del af et igangværende projekt, vil du som regel være blevet kontaktet af din kommune, udtagningskonsulent eller Naturstyrelsen.

Hvis dine arealer derimod er markeret som et *skitse*projekt i omlægningsplanen betyder det blot, at området er vurderet som et område med potentiale for projekt. I de tilfælde har vi sendt dig et brev med information om dette.

Mine arealer er en del af et projekt med naturpotentiale. Hvad betyder det?

Når et område er udpeget som et projekt med naturpotentiale, betyder det, at arealet vurderes at have gode muligheder for at udvikle sig til mere og sammenhængende natur. Det kan for eksempel være arealer, der ligger tæt på eksisterende naturområder, lavbundsjorde eller randarealer, hvor en omlægning kan styrke biodiversiteten, skabe bedre levesteder for dyr og planter og binde landskabet bedre sammen.

Et naturpotentiale kan også handle om at forbedre økologiske forbindelser, skabe mere robuste naturområder eller øge de rekreative muligheder i lokalområdet. Det er altså en faglig vurdering af, hvor naturindsatsen vil give mest værdi.

At dit areal er udpeget, betyder ikke, at der automatisk sættes et projekt i gang. Det viser blot, at der *kan* være gode muligheder – og at du som lodsejer har mulighed for at gå i dialog om, hvad der kunne lade sig gøre på netop din jord.

Kan områderne i omlægningsplanen ændres?

Ja. Omlægningsplanen bliver løbende opdateret, når der kommer ny viden eller lokale input. Den fungerer som et arbejdsredskab og et udgangspunkt for dialogen med lodsejere og andre lokale aktører.

Alle input er velkomne – også hvis du har arealer, der ikke er markeret i planen. Målet er at finde frivillige løsninger, der giver størst mulig effekt for både vandmiljø, klima og landbrug.

Mit projekt er privat, men er alligevel en del af en omlægningsplan. Hvorfor?

Selvom dit projekt er privat og ikke er sat i gang af den lokale trepart, kan det stadig være en del af omlægningsplanen. Planen skal nemlig give et samlet overblik over alle relevante indsatser i området – både offentlige og private – så længe de bidrager til målene om mindre kvælstofudledning, mere natur og bedre klima.

Når private projekter indgår i planen, giver det treparten et mere fuldstændigt billede af, hvad der allerede sker i området. Det hjælper med at koordinere indsatserne, undgå overlap og sikre, at din indsats bliver anerkendt som en del af den samlede udvikling. Det kan også være med til at styrke sammenhængen mellem projekter og skabe større natur- og miljøeffekter på tværs af ejendomsgrænser.

Hvem kontakter jeg, hvis jeg vil byde ind med arealer eller har spørgsmål?

Du er altid velkommen til at kontakte de fagtekniske medarbejdere i din kommune, hvis du har spørgsmål eller ønsker at byde ind med arealer til fremtidige projekter. Du kan kontakte:

- Din landbrugsrådgiver
- En udtagningskonsulent –
- (LINK: https://udtagningskonsulenterne.dk/kontakt/ )

- De fagtekniske medarbejdere i din kommune, som arbejder med lokal trepart og omlægningsarbejdet

Kommunen kontakter altid lodsejere, inden et nyt projekt igangsættes.

Vi lægger vægt på åbenhed og dialog, og du kan altid få forklaret, hvorfor et område er udpeget – og hvad det betyder (eller ikke betyder) for dig som lodsejer.

## Inspiration

- [Kystvandrådets hjemmeside](https://vardekommune.dk/kommunen/raad-og-naevn/ "Kystvandrådets hjemmeside")
- [KL’s hjemmeside om Grøn Trepart](https://www.kl.dk/klima-og-erhverv/klima/groen-trepart "KL’s hjemmeside om Grøn Trepart")
- [Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø](https://sgav.dk/groen-trepart/lokale-treparter "Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø ")

## Nanna Werdelin Ravn

### Teknik & Miljø

### Ring til os

[79 96 62 82](tel:79%2096%2062%2082)

### Skriv til os

[Send Digital Post til Klima og energi (som borger)](https://post.borger.dk/send/31e49274-e5ac-4724-851c-d50c72eeea5e/face49db-c27a-4475-ab11-b14d81850688/)

[Send Digital Post til Klima og energi (som virksomhed)](https://virk.dk/digitalpost/new/31e49274-e5ac-4724-851c-d50c72eeea5e/face49db-c27a-4475-ab11-b14d81850688/)

### Bemærk

Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.