Hvis jeg vil krydse vandløb med ledninger, kabler, m.v.?
Hvad er vandløb?
Vandløbsloven omfatter alle vandløb, grøfter, kanaler, rørledninger og dræn samt søer, damme og andre lignende indvande. Vandløbsloven omfatter også bygværker og anlæg i og ved vandløbene såsom broer, overkørsler, pumpestationer, diger, sluser, brinksikringer m.v.
Vandløbsarealet ved åbne vandløb omfatter selve bunden med strømrende og brinkfødder, brinkerne samt 2 m bræmmerne langs de øverste vandløbskanter.
Hvorfor kræves der tilladelse til krydsning af vandløb?
Ifølge vandløbsloven kræves der tilladelse til at ledninger, kabler m.v. kan krydse alle vandløb og bygværker omfattet af vandløbslovens bestemmelser.
Der er flere grunde til, at der kræves tilladelse til krydsning af vandløb:
- Vandløbene var der først og kan derfor betragtes som vært for den krydsende ledning, som altså er gæst.
- Vandløb skal vedligeholdes. Denne pligt skal bredejerne eller vandløbsmyndigheden kunne udføre uden at blive generet af en krydsende ledning/kabel.
- Vandløbsmiljøet må ikke tage skade i forbindelse med krydsende ledninger/kabler.
Ledningsejeren skal indsende ansøgning om projekt til vandløbsmyndigheden.
Hvordan behandler vandløbsmyndigheden ansøgningen?
Alle projekter skal behandles efter vandløbslovens bestemmelser om regulering.
Det er vigtigt, at alle bredejere (lodsejere) til både åbne og rørlagte vandløb er bekendt med projekterne og har kendskab til konsekvenserne.
Bredejerne har pligt til at vedligeholde alle vandløb på egen ejendom. Og de pådrager sig erstatningsansvar, hvis de ikke vedligeholder vandløbene.
Derfor er det meget vigtigt at krydsende ledninger/kabler ikke generer bredejerne, når de skal udføre vedligeholdelse af deres åbne og rørlagte vandløb.
Ansøgningen behandles således:
- En ansøgning om krydsning skal opfylde nedenstående krav (se næste afsnit).
- Bredejerne skal kunne acceptere krydsningen.
- Projektet skal offentliggøres med 4 ugers klagefrist inden anlægsarbejdet må udføres. Hvis afgørelsen påklages, må anlægsarbejdet ikke sættes i gang, før klagen er behandlet.
Undtagelser
Såfremt en krydsning af særlige grunde ikke kan opfylde nedenstående krav, skal der stilles andre vilkår, som skal tilpasses det enkelte projekt.
Sådanne projekter skal først offentliggøres med 4 ugers indsigelsesperiode og derefter skal tilladelsen offentliggøres med 4 ugers klagefrist inden anlægsarbejdet må sættes i gang.
Hvilke krav stilles til krydsninger?
For at sikre vandløbets afstrømning og miljø i forbindelse med anlægsarbejdet samt fremtidige vedligeholdelsesarbejder i vandløbet og vandløbsforbedrende projekter fastsættes normalt en række vilkår i tilladelsen.
Læs mere om kravene, der stilles til krydsninger
Den krydsende ledning/kabel kræves normalt placeret mindst 1,5 m under den regulativmæssige vandløbsbund eller – hvis der ikke findes regulativ for vandløbet - mindst 1,5 m under fast bund eller rørledningens bund.
Desuden skal ledningens overkant, i en afstand af 5 m på hver side af vandløbet, ligge i samme dybde som under vandløbet.
Den krydsende ledning skal normalt skydes under vandløbet ved styret underboring.
Afhængig af det enkelte vandløb og omgivelserne vil der blive stillet krav til sikring af vandløbet under anlægsarbejdet, herunder at der ikke må tilføres sand m.v. til vandløbet.
Der vil også blive stillet krav om retablering af vandløbet efter vandløbsmyndighedens anvisning, hvis der sker skader på vandløbet.
Såfremt vandløbet skal reguleres eller restaureres, skal ledningsejer foranstalte og betale flytning af ledning/kabel, således at vandløbsprojektet kan gennemføres. Ledning/kabel vil fortsat skulle ligge minimum 1,5 m under den nye vandløbsbund.
Ledningen/kablet skal afmærkes tydeligt ved anbringelse af skilte eller lignende på begge sider af vandløbet og disse skal vedligeholdes.
Der kan i øvrigt blive stillet krav til fremtidig vedligeholdelse af ledningen/kablet af hensyn til vandløbets beskyttelse.
Mere information
Her kan du finde relevant læsestof om vandløb.
Bedre vandløb - en praktisk håndbog
Vejledning om grødeskæring i vandløb
Søren Winsløv
Teknik & Miljø
Ring til os
Skriv til os
Bemærk
Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.
Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.