Hvad er ikke tilladt ved vandløb?
Hvad er vandløb?
Vandløbsloven omfatter alle vandløb, grøfter, kanaler, rørledninger og dræn samt søer, damme og andre lignende indvande. Loven omfatter også bygværker og anlæg i og ved vandløbene såsom broer, overkørsler, pumpestationer, diger, sluser, brinksikringer m.v..
Hvad er ikke tilladt ved vandløbene?
For at sikre den eksisterende afstrømning er der i vandløbsloven fastsat bestemmelser om, at ændringer ikke er tilladt uden godkendelse fra vandløbsmyndigheden.
Ændring af vands naturlige afløb
Ingen må uden vandløbsmyndighedens tilladelse ændre vands naturlige afløb til anden ejendom eller hindre det naturlige afløb af vand fra højere liggende ejendomme.
Det betyder, at naturligt vand skal have lov til at løbe, sådan som naturen giver mulighed for dels som afstrømning gennem vandløbene og dels som overfladisk afstrømning som følge af regnskyl og tøbrud.
Det betyder dog ikke:
- At man har ret til at aflede vand, som ikke løber naturligt, herunder vand som er reguleret gennem en form for rørledning eller afløb.
- At man er pligtig til at anlægge nye vandløb for at aflede vand fra arealer, hvor der aldrig har været vandløb.
Ændring af vandløbs vandføring
Vandløbs vandføring skal opretholdes. Det betyder:
- At vandløb ikke må ændres (reguleres)
- At vandløb skal vedligeholdes, så afledningen af vand kan opretholdes, sådan som det er godkendt – eventuelt som det har eksisteret i flere årtier.
Bortledning af vand fra vandløb
Ingen må uden vandløbsmyndighedens tilladelse bortlede vandet fra vandløb, forandre vandstanden i vandløb eller hindre vandets frie løb.
Det betyder, at det f.eks. ikke er tilladt at pumpe vand op fra vandløb til vanding o.l. eller at bygge opstemninger i vandløb, hvis der ikke er indhentet en godkendelse.
Beplantning ved rørledninger:
Ingen må foretage beplantning så nær rørlagte strækninger af vandløb, at der kan være fare for, at
rørledninger beskadiges eller tilstoppes.
Regulering af vandløb
Ingen må ændre eller regulere vandløb uden vandløbsmyndighedens tilladelse.
Ved regulering af et vandløb forstås ændring af vandløbets skikkelse, herunder vandløbets forløb,
bredde, bundkote og skråningsanlæg.
Medbenyttelse af vandløb
Det er ikke tilladt at medbenytte vandløb, der er anlagt til særligt formål eller af en kreds af
lodsejere. Denne regel gælder for vandings- og pumpekanaler samt for rørledninger.
Ændring af broer og overkørsler
Broer, overkørsler eller lignende må ikke anlægges eller ændres uden vandløbsmyndighedens
godkendelse.
Beskadigelse af vandløb
Det er ikke tilladt at beskadige vandløb eller bygværker i og ved vandløb.
Beskadiges vandløb, diger, bygværker eller andre anlæg omfattet af vandløbsloven eller foretages
foranstaltninger i strid med loven, kan vandløbsmyndigheden meddele påbud om genoprettelse af
den tidligere tilstand.
Nedlæggelse af kabler og rørledninger i vandløb
Der må ikke nedlægges rørledninger, kabler m.v. i vandløb uden vandløbsmyndighedens
godkendelse.
Skal berørte parter give oplysninger?
Den enkelte lodsejer skal afgive alle oplysninger, som er nødvendige for vandløbsmyndighedens
vurdering af aktuelle sager, herunder dokumentation for om vedligeholdelsespligten er overholdt.
Denne pligt er beskrevet i vandløbslovens § 58.
Loven har fastsat straffebestemmelser for den, der undlader at meddele de nødvendige oplysninger.
Straffeforanstaltninger, som omfatter politianmeldelse og bødestraf, er beskrevet i vandløbsloven.
Hvilke love handler om forhold ved vandløbene?
Vandløbsloven.
Bekendtgørelse om vandløbsreguleringer og –restaureringer m.v..
Lovgivningen kan findes på www.retsinfo.dk.
Mere information
Her kan du finde relevant læsestof om vandløb.
Bedre vandløb - en praktisk håndbog
Vejledning om grødeskæring i vandløb
Berit Aagaard Thuesen
Teknik & Miljø
Ring til os
Skriv til os
Bemærk
Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.
Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.