Vejledning til Forskrift for hønsehold og forbud mod hold af kalkuner, påfugle, ænder og gæs i byzone og sommerhusområder i Vejen Kommune
Generel lovgivning
De landsdækkende miljøregler for mindre dyrehold i byzone og sommerhusområder findes i Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter, også kaldet Miljøaktivitetsbekendtgørelsen.
Miljøaktivitetsbekendtgørelsen fastsætter regler om at forebygge og imødegå forurening og uhygiejniske forhold fra ikke-erhvervsmæssige dyrehold. Bekendtgørelsen fastslår også, at kommunen kan udstede mere detaljerede lokale forskrifter f.eks. inden for bestemte geografiske områder om, hvordan man må holde sine høns, hunde eller andre dyr. Formålet med sådanne forskrifter er at forebygge forurening eller uhygiejniske forhold. Forurening skal i denne sammenhæng forstås bredt f.eks. også lyd- og lugtforurening.
I Vejen Kommune er der udstedt en lokal forskrift der fastlægger reglerne for at holde høns i haven, samt indfører, at der ikke må holdes kalkuner, påfugle, ænder og gæs i byzone og i sommerhusområder. I særlige tilfælde kan der dog søges en dispensation fra denne forskrift ved Vejen Kommune.
Kommunen skal offentliggøre udstedte forskrifter og beslutningen eller ordlyden af forskriften kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Denne forskrift har været i offentlig høring i perioden 19. september 2024 til 17. oktober 2024 og er blevet offentliggjort på Vejen Kommunes hjemmeside den 13. maj 2025.
Udenfor byzone og sommerhusområder, f.eks. i boligområder i landzone, kan Vejen Kommune behandle indkomne klager over f.eks. hønsehold efter Miljøbeskyttelseslovens § 42. Efter en konkret vurdering, dvs. efter besigtigelse af de forhold der klages over, kan Vejen Kommune give påbud til ejer af et dyrehold om, at en forurening skal nedbringes, herunder også påbud om gennemførelse af bestemte afværgende foranstaltninger. Kan ulemperne ikke afhjælpes, kan Vejen Kommune forlange dyreholdet fjernet. Afgørelser efter Miljøbeskyttelseslovens § 42 kan ikke påklages.
Vejledning til forskriften
Hvis du bor i byzone eller i et sommerhusområde er det tilladt at have husdyr som kæledyr. Det kan for eksempel være hunde, høns eller katte. Der er dog nogle regler, du skal overholde, hvis du ønsker at holde høns. Se nærmere herom i ”Forskrift for hønsehold og forbud mod hold af kalkuner, påfugle, ænder og gæs i byzone og sommerhusområder i Vejen Kommune”
Som udgangspunkt må alle holde høns og/eller kyllinger i haven, også når man bor i byen.
Der må dog højst være ét hønsehold bestående af maksimalt 10 høns, heraf én hane, på hver adresse. Undlad at have en hane, medmindre de omkringboende er indforstået med det.
Hvis hønsene får kyllinger, skal du desuden være opmærksom på at dit hønsehold ikke bliver for stort:
En kylling bliver i forskriftens forstand til en voksen høne eller hane, når den er 25 uger gammel
Der må ikke være mere end maksimalt 10 høns i haven ad gangen, heraf evt. én hane
Hønseholdet må maksimalt bestå af 30 individer (høns og kyllinger) i alt
En ejer af husdyr skal også altid undersøge, om der er lokale forskrifter eller andet, der begrænser eller forbyder visse dyrehold, f.eks. lokalplaner, grundejerforeningsvedtægter, deklarationer eller lignende.
Hønsehus og -gård
Hønseholdet skal etableres med et hønsehus samt en lukket hønsegård. Byggeriet skal opfylde bygningsreglementets krav til placering af småbygninger på grunden, og kan kræve byggetilladelse, så husk at anmelde hønsehusbyggeri til kommunen. Kontakt os, hvis du er i tvivl.
Hønseholdets størrelse og placeringen af hus, voliere og indhegning skal afpasses efter forholdene og afstandskravene i forskriften skal overholdes.
Hønsegården og hønsehuset skal etableres mindst 2,5 m fra skel. Hvis hønsene går frit i haven, skal haven være hegnet ind, så hønsene bliver på grunden. Der skal mindst være 10 m fra hønsehus og -gård til beboelse på nabogrunden.
Det er altid en god idé at orientere naboer om aktuelle planer om at holde høns, herunder placeringen af hønsehus, voliere eller indhegning. Naboerne må ikke være generet af, at der holdes høns på grunden.
Støj fra dyrene
I forbindelse med hønsehold kan der i nogle tilfælde opstå støjgener i natte- og morgentimer. Oftest er der tale om støj fra en hane, eller hanekyllinger, som galer før solopgang.
Hvis der i hønseholdet er en hane eller hanekyllinger, så skal du holde dyrene lukket inde i et mørklagt hønsehus i perioden fra kl. 22:00 indtil kl. 07:00. Husk, at hvis du vælger at have høns i haven, så er det dit ansvar, at omgivelserne ikke generes.
Vejen Kommune vil kunne kræve hønsehuset støjisoleret, hvis der kommer klager fra omkringboende, uanset om du har haner eller ej i hønseholdet.
Rengøring, fodring og rottesikring
Der skal holdes godt rent i og omkring hønseholdet, så uhygiejniske forhold ikke tiltrækker rotter, fluer eller andet utøj. Hønseholdet må ikke give anledning til lugtgener eller uhygiejniske forhold. Opsamlet gødning skal enten opbevares i en lukket beholder, indtil bortskaffelse kan finde sted, iblandes jorden til gødningsformål (dvs. nedgraves) eller tilsættes komposten i en lukket kompostbeholder.
Hønsene må ikke fodres på en måde, så det tiltrækker rotter eller andre skadedyr. Specielt madrester fra husholdningen kan tiltrække rotter. Undlad derfor at overfodre og opbevar hønsenes foder i rottesikrede beholdere.
Uanset hvor rent der er ved hønsene, så vil lugten fra dyrene eller deres foder kunne tiltrække omstrejfende rotter, der leder efter føde eller steder at bo. Du skal derfor sikre dig, at rotterne ikke flytter ind hos dig eller hønsene.
Grundejer har pligt til at sikre sin ejendom mod rotter i bymæssig bebyggelse:
Ydermure og sokler skal være intakte og uden beskadigelser.
Ydermure kan kræves sikret med galvaniseret trådnet med en tykkelse på ca. 1 mm og med en maskestørrelse på højst 20 mm, skifer-, eternitplade el.lign. ned til 60 cm under og op til 30 cm over jorden.
Bygningernes tage skal være hele og tætte.
Vinduer skal altid være forsynet med hele glas eller galvaniseret trådnet med en maskevidde på max. 20 mm.
Yderdøre og porte skal afpasses og vedligeholdes således, at de slutter tæt i karm og dørtrin.
Hønsehuse, der ikke kan rottesikres, som beskrevet herover, skal hæves mindst 35 cm over jorden.
Du kan læse mere om hvordan man undgår at tiltrække rotter eller hos Miljøstyrelsen
For at sikre hønsene mod fugleinfluenza, skal Fødevarestyrelsens generelle anbefalinger vedrørende fugleinfluenza altid følges. Her skal du også holde dig opdateret på trusselsniveauet og om hvornår der er indeluknings- og overdækningskrav. Smittebeskyttelse er altid ejerens ansvar.
Påbud og forbud
Hvis hønseholdet alligevel medfører væsentlige gener for omgivelserne, kan Vejen Kommune meddele påbud om, at ejeren fjerner årsagen til generne.
Hvis der fortsat er gener, kan kommunen forbyde hønseholdet.
Gyldighedsområde
Forskriften og vejledningen er gældende for hønsehold i byzone og sommerhusområde i Vejen Kommune.
Kontakt
Yderligere information fås ved Vejen Kommune, Teknik & Miljø, Team Erhvervsmiljø.
Majbrit Holst Nielsen
Teknik & Miljø
Ring til os
Bemærk
Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.
Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.