Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Nye regler om emballageaffald

Emballage er en del af vores hverdag – vi møder den mange steder, fra mælkekartoner og plastikindpakket frugt i supermarkedet til papkasser fra onlineindkøb. Den beskytter varerne, gør transport nemmere og forlænger holdbarheden, men den efterlader også affald, som kræver ansvarlig håndtering.

Fra 2025 træder nye regler i kraft for håndtering af emballageaffald i Danmark. Reglerne betyder, at virksomheder, der producerer eller importerer emballage, fremover skal tage ansvar for genanvendelse og affaldshåndtering af deres emballage – også efter den er brugt ude hos dig som borger. Dette kaldes udvidet producentansvar for emballageaffald.

Målet er at motivere virksomheder til at mindske emballageforbruget og øge brugen af miljøvenlig emballage.

Mere om de nye regler

De nye regler betyder, at virksomheder, der producerer eller importerer emballerede varer, skal betale for håndtering af emballagen, når den bliver til affald. Virksomhederne skal betale for fx administration, indsamling, sortering og genanvendelse af emballagen, når den bliver til affald.

Dette betales gennem såkaldte kollektive ordninger, hvor virksomhederne bidrager økonomisk efter, hvor meget emballage de bruger.

Fra 1. oktober 2025 skal virksomhedernes fælles ordning betale for håndteringen af emballageaffald i Vejen Kommune. Indtil nu har borgerne betalt for håndteringen gennem affaldsgebyrer. Vejen Kommune vil fortsat stå for at indsamle affaldet, men får dækket omkostningerne til håndtering af emballageaffald af den fælles ordning.

Når du sorterer dit affald, blandes emballage- og ikke-emballageaffald naturligt. Vejen Kommune skal stadig betale for håndteringen af ikke-emballageaffald og skal derfor tilbagebetale en del af udgifterne til virksomhedernes fælles ordning.

I perioden fra 1. oktober til 31. december 2025 forventes Vejen Kommune at modtage ca. 3 millioner kr. i kompensation, og på et helt år vil beløbet være omkring 12 millioner kr. Hvor meget Vejen Kommune skal tilbagebetale for ikke-emballageaffald, er endnu ikke afklaret, men forventes at være væsentligt lavere end den modtagne kompensation.

  • Du skal fortsat sortere emballageaffald som normalt. Vejen Kommune vil stadig stå for indsamlingen.
  • Emballage vil på sigt blive mere miljøvenlig, fordi virksomhederne skal betale for, hvor meget de belaster miljøet.
  • Vi forventer, at affaldsgebyrerne i 2026 kan sænkes på grund af tilbagebetalingen.
    Affaldsgebyrerne bliver fastsat efter hvile-i-sig-selv-princippet. Det betyder, at gebyrindtægterne alene skal dække de faktiske omkostninger, der er til håndtering af de enkelte affaldsordninger.

For at sikre, at producenterne betaler den korrekte andel af omkostningerne til håndtering af emballageaffald, er der gennemført undersøgelser. Undersøgelserne viser, hvor meget emballageaffald og ikke-emballageaffald, der findes i de forskellige affaldstyper, som borgerne sorterer.

Resultaterne viser, at nogle affaldstyper består af meget emballage, mens andre kun indeholder lidt emballage. Her er en oversigt over forskellige affaldstyper:

  • Glas består af 97 % emballage og 3 % ikke-emballage
  • Pap består af 88 % emballage og 12 % ikke-emballage
  • Papir består af 2 % emballage og 98 % ikke-emballage
  • Plast består af 51 % emballage og 49 % ikke-emballage
  • Mad- og drikkevarekartoner består af 54 % emballage og 46 % ikke-emballage
  • Metal består af 33 % emballage og 67 % ikke-emballage

De nye regler for emballageaffald ændrer ikke på din affaldssortering, men fra 2025 overtager producenterne ansvaret for håndteringen gennem en fælles ordning, der dækker Vejen Kommunes omkostninger. Målet er at sikre, at producenterne betaler for håndteringen, så emballage på sigt bliver mere miljøvenlig.

Jens Peder Matthiesen

Teknik & Miljø

Ring til os

Bemærk

Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.

Denne side er printet den 13-11-2025 20.20

Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.

Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

Ros og ris til hjemmesiden

Hold dig opdateret om Vejen Kommune

Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen


CVR-nummer 29189838

Genveje