Skip til hoved indholdet

Flytning indenfor Danmark

Du skal være registreret i Folkeregistret på den adresse, hvor du bor og opholder dig. Flytningen skal meldes senest fem dage efter du har skiftet bopæl.

Meld flytning til folkeregistret Huskeliste, når du flytter til en ny adresse

Læs mere om selvbetjeningsmulighederne

Du har pligt til at oplyse din nye adresse senest fem dage, efter du har skiftet bopæl. Flyttedatoen er den dag, du faktisk er flyttet ind. Det vil sige, når du har flyttet dine ejendele og overnatter på adressen.

  • Du kan melde flytning for dig selv og for de øvrige beboere i husstanden.
  • Du kan tidligst anmelde flytning fire uger, før du skifter adresse.
  • Du skal melde din flytning digitalt, og du vælger samtidigt din læge.
  • PostNord får automatisk besked om din flytning, når den træder i kraft. (Dog ikke, hvis du har navne- og adressebeskyttelse.)
  • Husk at sætte navn på din nye brevkasse. Mindst efternavnene på de postmodtagere, der anvender brevkassen, men også gerne fornavnene, for det mindsker risikoen for fejl.

Midlertidig adresseflytning

Har du i en afgrænset periode brug for at få din post sendt til en anden adresse end din folkeregisteradresse, skal du give dine afsendere besked.

Navne- og adressebeskyttelse

Hvis du ønsker navne- og adressebeskyttelse, skal du huske at søge om det i forbindelse med din flytteanmeldelse.

Bemærk også, at du selv skal give besked til PostNord, hvis du har eller vil have navne- og adressebeskyttelse hos dem. Dermed frabeder du dig videregivelse af information til andre distributionsselskaber end PostNord.

Ingen MitID 

Kommunens borgerservice kan hjælpe dig, hvis du ikke har MitID. Husk at bestille tid.

Bøde

Hvis du ikke anmelder din flytning i tide, kan du få en bøde.

Hvad er en c/o-adresse?

Hvis du flytter ind hos en ejer eller lejer, og dit eget navn ikke står på døren, skal du angive ejerens eller lejerens navn i feltet 'Hos (c/o er en forkortelse for det engelske udtryk "Care of")'. Du kan ikke registreres i CPR på en c/o-adresse, hvis du ikke rent faktisk også bor der.

Kommunen kan kræve, at ejeren/lejeren med en logiværtserklæring bekræfter, at du bor hos ham eller hende.

I nogle kommuner er det i nogle situationer ikke muligt at bruge den digitale løsning. Du skal i stedet kontakte kommunens borgerservice. Husk at bestille tid.

Det kan fx være, hvis du:

  • flytter fra en ukendt til en fast adresse eller omvendt
  • bliver løsladt fra et fængsel og skal flytte til en ny adresse
  • er værnepligtig

Flytning til eller i udlandet

Flytter du til udlandet i mere end 6 måneder, skal du melde flytning digitalt, og hvis du flytter adresse i udlandet, kan du også melde din nye udenlandske adresse digitalt.

Kan ikke selv melde flytning

Hvis du ikke selv er i stand til at melde flytning, kan du give en fuldmagt til en pårørende.

Det er gratis at skifte læge, så længe lægevalget gennemføres samtidig med din flytteanmeldelse til kommunens folkeregister. Venter du med at foretage dit lægevalg, vil du blive opkrævet et gebyr for lægevalget.

Vær opmærksom på, at flytning og skift af læge på nuværende tidspunkt foretages i 2 forskellige selvbetjeninger.

Du kan frit vælge en læge eller klinik, der har åbent for tilgang af nye patienter.

Du kan læse mere om reglerne for at skifte læge på siden 'Valg af læge'.

Kommunen har ret til at ændre dine oplysninger, hvis:

  • det kan bevises, at du ikke bor på den adresse, du er registreret med i CPR
  • eller du nægter at ændre din adresse.

Et barn skal, ligesom voksne, være registreret på den adresse, hvor det opholder sig mest. Det gælder også, hvis I som forældre bor hver for sig, og uanset hvem af jer, der er bopæls- eller samværsforælder.

Hvis barnet bor hos dig, og du ønsker at ændre barnets bopælsadresse, skal du varsle det til den anden forælder senest seks uger, før flytningen finder sted. Dette gælder både, hvis I har fælles forældremyndighed, eller hvis én af jer har forældremyndigheden alene.

Hvordan anmelder jeg adresseændring for mit barn?

Når dit mindreårige barn skal flytte adresse, skal det anmeldes i den kommune, hvor barnet skal bo. Inden flytningen af dit barn kan blive registreret i CPR, skal kommunen tage stilling til, om den anmeldte flytning kan accepteres. Kommunen skal fx partshøre den forælder, der ikke flytter med, hvis han / hun ikke over for kommunen har accepteret flytningen.

Den anden forælder får et brev fra kommunen, et partshøringsbrev.

  • Ved enighed mellem forældrene registrerer kommunen den nye adresse for barnet.
  • Ved uenighed mellem forældrene beder kommunen om flere oplysninger om barnets faktiske ophold. Derefter træffer kommunen en afgørelse

Hvilke konsekvenser har registreringen af barnets bopæl?

Registreringen har både betydning for tildelingen af offentlige ydelser og tilskud og for jeres bidrag til forsørgelsen af barnet.

Skrevet af borger.dk

Folkeregistret

Borgerservice

Ring til os

Bemærk

Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.

Denne side er printet den 22-12-2024 01.47

Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.

Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

Hold dig opdateret om Vejen Kommune

Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen


CVR-nummer 29189838

Genveje