Skip til hoved indholdet

Ofte stillede spørgsmål til byggeri

Vi har samlet en oversigt over de oftest stillede spørgsmål til byggeri

Her kan du orientere dig om, om dit byggeri kræver byggetilladelse.

Lokalplaner, fredninger o.lign.

Din tilladelse til at bygge afhænger af, om der er vedtaget lokalplaner for det område, du skal bygge i, samt hvilke rammer kommuneplanen udstikker for området. Endelig kan fredninger, servitutter og tinglysninger være afgørende for, om du kan få byggetilladelse.

Læs mere om lokalplaner i Vejen Kommunes planportal her.

Det er en god idé at få en rådgiver

Der stilles store krav til de ansøgninger, kommunen modtager. Derfor foreslår vi, at du tager kontakt til en professionel rådgiver, for eksempel en arkitektvirksomhed, en byggeherrerådgiver eller anden fagperson inden for byggeri og beskriver dit projekt.

Du skal sende din ansøgning via Byg og Miljø

Søg byggetilladelse via Byg & Miljø

Sagsbehandlingstider varierer, men generelt overholder vi de nationale servicemål.

Du kan dog selv hjælpe med at få sagsbehandlingen til at glide hurtigt. Det kræver, at du undersøger eventuelle byplanvedtægter, lokalplaner og deklarationer samt bestemmelser i bygningsreglementet, inden du søger byggetilladelse. På den måde kan du sikre, at du udformer dit byggeprojekt efter de gældende bestemmelser på ejendommen og i bygningsreglementet. Derudover forlænger det sagsbehandlingen, hvis vi ikke har alle de nødvendige oplysninger i forhold til dit projekt. 

Du skal selv søge via Byg og Miljø, som også guider dig til, hvilke dokumenter vi skal bruge til dit projekt. Det kan dog være en udfordring at planlægge, søge og udføre et byggeprojekt.

Du er som ejer ansvarlig for, at dit byggeri overholder den gældende lovgivning fra ansøgning til udførelse og brug.

Hvis du har mange spørgsmål eller er i tvivl om projektet, kan det ofte betale sig at søge rådgivning hos en ingeniør, en arkitekt eller en bygningskonstruktør.

Inden du bygger, skal du undersøge, om dit område er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt.

Læs mere om lokalplaner her

Lokalplaner og byplanvedtægter kan indeholde bestemmelser om, hvad du må bruge ejendommen til, hvor meget du må bygge på grunden, krav til byggeriets udseende, hvilken type bolig eller erhverv, der må ligge på grunden osv. 

Er dit område ikke omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt, er det kommuneplanen, og byggeloven og bygningsreglementet, samt eventuelle deklarationer, der regulerer, hvordan du må bygge. 

Efter en lovgivning i 1975 blev "byplanvedtægt" ændret til "lokalplan".

Du kan søge oplysninger om lokalplaner, byplanvedtægter og kommuneplanrammer på Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

Du finder mere information om Kommuneplan her

En tinglysning er en offentlig registrering af de rettigheder, der knytter sig til en bestemt ejendom. 

En deklaration er en bestemmelse knyttet til en fast ejendom, som begrænser ejerens ret til at råde over den. Hvis der er en deklaration knyttet til din ejendom, vil det være tinglyst, og det er vigtigt, at du - inden du planlægger eller søger om byggeri på din ejendom - har undersøgt, om du overholder eventuelle deklarationer.

En deklaration og en servitut er det samme.

Ønsker du at søge om at få lov til at bygge noget, der er i strid med bestemmelserne i en deklaration, skal du sende en kopi af deklarationen og din begrundelse for, hvorfor dit projekt er i strid med deklarationsbestemmelserne.

Ønsker du at søge om at få en deklaration ophævet, skal du sende en kopi af deklarationen og din begrundelse for at få den ophævet. 

tinglysning.dk kan du se, om der er deklarationer på din ejendom.

I forbindelse med sagsbehandling af byggesager findes der tre slags breve om nabohøring. De skal alle oplyse omkringboende om specifikke forhold i en konkret byggesag, og de giver de omkringboende mulighed for at komme med bemærkninger til byggesagen.

De tre slags breve er: naboorienteringer i henhold til planlovens § 20, partshøringer i henhold til forvaltningslovens § 19 og informationsbreve, der typisk sendes ud i forbindelse med byggesager, hvor projektet afviger fra bestemmelserne i en deklaration. 

I nogle sager kombineres flere høringer. Eksempelvis hvis et byggeri både kræver en dispensation fra en lokalplan og en helhedsvurdering i henhold til bygningsreglementet. 

Om der skal gennemføres en nabohøring, afhænger af den enkelte byggesags omfang og kompleksitet. Vi vurderer i den enkelte sag, om der skal gennemføres en nabohøring, og hvor mange omkringboende, der skal have brev. Høringsbreve sendes ud via Digital Post på Borger.dk. (Hvis du er fritaget for brug af Digital Post, får du breve som papirpost).

Bygherren - ofte totalentreprenøren - tegner og betaler byggeskadeforsikringen.

Byggeskadeforsikringen er lovpligtig ved nybyggeri, så du skal sikre dig, at din entreprenør har tegnet den. Du skal ikke lade dig overtale til at undgå forsikringen, da det er dig, som kan komme til at hænge på regningen, hvis der opstår byggeskader i løbet af de første ti år.

Det kræver ikke byggeskadeforsikring i de tilfælde, hvor du som forbruger selv står for hele byggeprocessen og indgår aftaler med forskellige håndværkere i forbindelse med byggeriet af din bolig (selvbyg). Hvis du fravælger forsikringen, skal du udfylde en erklæring, som du sender til os sammen med din byggeansøgning. Dit byggeri bliver så registreret i selvbyg i BBR. 

Byggetilladelser gælder fra datoen for meddelelse af byggetilladelsen og et år frem. Vi har desværre ikke mulighed for at forlænge gyldigheden.

Er du ikke begyndt på dit byggeprojekt inden for et år, skal du søge en ny byggetilladelse, hvis du stadig ønsker at bygge.

weblager kan du se, hvilke byggesager vi har registreret i forbindelse med tidligere byggesager på din ejendom. Alle dokumenterne er tilgængelige på siden. 

Kan du ikke finde din sag, kan du kontakte Vejen Kommune på telefon 79 96 50 00.

Du må gerne drive liberale erhverv i en del af din egen bolig, også i et almindeligt boligområde. 

De liberale erhverv, som du normalt kan drive i et boligområde er for eksempel frisør, ejendomsmægler, advokat, revisor, arkitektvirksomhed, dagpleje og lignende.

Vil du etablere liberalt erhverv i en del af din bolig, kræver det ikke en byggetilladelse. 

Du skal dog være opmærksom på, at reglerne kun gælder, så længe du driver virksomheden, og så længe du ikke har ansatte. Desuden skal boligen stadig have karakter af bolig. 

Hvis du vil ændre hele eller dele af bygninger fra boligformål til erhvervsformål eller omvendt, kræver det en byggetilladelse - også selvom der ikke umiddelbart sker bygningsmæssige ændringer. Det skyldes, at der er tale om en væsentlig anvendelses ændring.

Vi skal undersøge, at for eksempel parkeringsarealer, bygningens indretning, brandmæssige forhold og indeklima er i orden i relation til det erhverv, du vil drive fra ejendommen.

Modsat skal tidligere erhvervslokaler være hensigtsmæssigt indrettet til bolig.

Der er dog undtagelser i forhold til liberale erhverv. Se mere under "Må jeg drive liberalt erhverv i min bolig?"

Inden du bygger skal du undersøge bestemmelserne i bygningsreglementet.

Du kan finde Bygningsreglement 2018 (BR 18)

Hvis vi ikke godkender din ansøgning, får du altid en skriftligt begrundet afslag og en klagevejledning.

Er du ikke enig i vores afgørelse efter byggeloven, kan du klage til Byggeklageenheden senest 4 uger efter, du har fået vores afgørelse.

Gå til Byggeklageenheden og start din klage

Afgørelser vedrørende for eksempel dispensationer fra lokalplaner og byplanvedtægter sker ifølge planloven. Her skal du klage til Planklagenævnet.

Gå til Planklagenævnet og start din klage

Byg & Ejendomsdata

Teknik & Miljø

Ring til os

Bemærk

Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID.  På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.

Denne side er printet den 26-12-2024 15.16

Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.

Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

Hold dig opdateret om Vejen Kommune

Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen


CVR-nummer 29189838

Genveje