Flytning til Danmark
Hvis jeg flytter til Danmark
Du har ret til at blive bopælsregistreret i CPR, hvis du skal være i Danmark mere end tre måneder og har et sted at bo eller et fast opholdssted. Du skal også have lovligt ophold i Danmark. Det betyder, at alle, der ikke er nordiske statsborgere, skal have en opholdstilladelse for at blive bopælsregistreret i Danmark.
Kommunen kan kræve, at du møder personligt op hos kommunen og anmelder din indrejse. Du skal medbringe din opholdstilladelse og anden relevant dokumentation. Det kan fx være lejekontrakt, andelsbevis, skøde eller logiværtserklæring.
Du skal anmelde din tilflytning senest fem dage efter, du opfylder betingelserne for at blive registreret som tilflytter i Danmark.
Flytter du til Danmark fra et land inden for Norden, eller er du statsborger i et EU/EØS-land eller Schweiz, har du ret til at opholde dig her i landet i op til seks måneder uden at blive bopælsregisteret i CPR. Du har pligt til at tilmelde dig, hvis du finder ud af, at opholdet kommer til at vare mere end seks måneder.
Alle andre har pligt til at lade sig bopælsregistrere ved ophold på over tre måneder.
- Husk at sætte navn på din nye brevkasse. Mindst efternavnene på de postmodtagere, der anvender brevkassen, men også gerne fornavnene, for det mindsker risikoen for fejl
Hvis jeg flytter fra ét nordisk land til et andet
Flytter du fra ét nordisk land til et andet, skal du altid melde det til bopælskommunen/skatteverket i det land, du flytter til.
Du skal medbringe legitimation, herunder dokumentation for dit statsborgerskab (pas), dokumentation for dit personnummer fra det nordiske fraflytningsland samt dokumentation for din bopæl – fx din lejekontrakt.
Nordiske lande:
- Danmark
- Finland
- Færøerne
- Island
- Norge
- Sverige
Hvis du flytter fra Danmark til et andet nordisk land, skal du anmelde det til din danske fraflytningskommune inden udrejsen.
Her kan du give konstruktiv feedback til redaktøren af denne side
Skriv en kommentar til siden.
Vi følger op på alle henvendelser, men husk at dette er feedback til denne side og hjemmesiden vejen.dk.