Vejen Kommune skaber plads til et af Danmarks største Power to X-anlæg
Vejen Kommune tager nu et vigtigt skridt i retning af at realisere energiparkerne, når kommuneplantillægget for et stort erhvervsområde i Revsing sendes i høring. Samtidigt justeres tidsplanen, så den er koordineret med statens tidsplan for de statslige energiparker.
Nu starter den politiske behandling af det første kommuneplantillæg omkring de to energiparker i Vejen Kommune. Det sker, når Teknik- og miljøudvalget på deres møde på tirsdag behandler et kommuneplantillæg om et stort erhvervsområde ved Revsing. Erhvervsområdet skal give plads til både erhverv og et Power to X-anlæg.
- Med kommunalplantillægget rykker vi et vigtigt skridt nærmere på at sikre, at energiparkerne kommer til at skabe vækst i Vejen Kommune. Vi udnytter vores unikke placering tæt på både det kommende brintrør og el-nettets knudepunkt i Revsing. Motoren i væksten er PtX, og derfor er det vigtigt for os, at vi kan sikre fundamentet for Everfuels kommende milliardinvestering, siger Borgmester Frank Schmidt- Hansen.
CEO i Everfuel Jacob Krogsgaard bekræfter, at Everfuel ønsker at opføre et stort PtX-anlæg i Energipark Revsing, og at det er afgørende for virksomheden, at Vejen Kommune hurtigt kan sikre det nødvendige plangrundlag.
- Vi er glade for, at vi nu kan fortsætte vores planlægning med Vejen Kommunes opbakning via kommuneplanstillægget. Det har stor betydning for os, og det bringer Everfuel et væsentligt skridt tættere på at skabe det nødvendige fundament for en investeringsbeslutning, der gør, at vi kan medvirke til at skabe vækst i kommunen og bidrage til, at der skabes vedvarende arbejdspladser. Vores PtX-anlæg i Revsing vil blive et banebrydende projekt for den grønne omstilling og udbredelsen af PtX anlæg i Danmark, fortæller Jacob Krogsgaard.
Kommuneplantillæg 43 skal i løbet af de kommende uger behandles i både Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet, hvorefter forslaget sendes i 8 ugers høring.
Når det kun er erhvervsområdet og ikke de to energiparker i Revsing og i Holsted, der i første omgang planlægges for, så skyldes det, at Vejen Kommunes planlægning for de to energiparker skal følge statens planlægning for de statslige energiparker. Derfor udsættes tidsplanen for disse kommuneplantillæg nogle måneder.
- Jeg forventer ikke, at justeringen i tidsplanen får betydning for udarbejdelsen af lokalplaner og dermed heller ikke for, hvornår naboerne i områderne får sikkerhed for deres fremtid, fortæller Borgmester Frank Schmidt-Hansen.
At Vejen Kommune skal tilpasse tidsplanen til statens bekendtgørelse for energiparker møder stor forståelse fra de VE-aktører, som håber på at komme til at opstille solceller og vindmøller i energiparkerne:
- At der ændres i procesplanen, udgør ikke et problem for os. Slet ikke. Vi har stor respekt for den proces, som både kommunen og staten skal følge for at skabe fundamentet for energiparkerne, og vi ser frem samarbejdet med Vejen Kommune, siger Christian Bech Petersen, partner i Energigårdene.
Fakta
- Kommuneplantillæg 43 – Erhvervsområde i Energipark Revsing – godkendes i Byrådet den 1. april og sendes samme dag i i offentlig høring i 8 uger.
- Kommuneplantillægget forventes endeligt vedtaget på Byrådets møde den 24. juni 2025.
- Kommuneplantillægget indeholder 2 rammeområder: 1.E.25 (erhverv inkl. PtX) og 1.E.26 (kun PtX).
- Kommuneplantillægget omfatter et område på ca. 207ha. i området mellem Vejen, motorvejen og Gesten.
- Kommuneplantillægget udarbejdes som tillæg til Kommuneplan 21, men indarbejdes efterfølgende i Kommuneplan 25, som aktuelt er i høring.
Kontaktoplysninger
Borgmester Vejen Kommune Frank Schmidt-Hansen, tlf .20 72 19 48