Vejen Kommune inviterer til møde om nye lavbundsprojekter og vådområder
Nu kan lodsejere være med til at sætte sit præg på lokale naturprojekter
Lodsejerne er vigtige aktører i opgaverne i Lokal Trepart, og i Vejen Kommune er der allerede flere lodsejere, der har budt ind med idéer til kommende projekter. Nu skal potentielle vådområder og lavbundsprojekter kortlægges. Derfor inviteres alle interesserede til to arbejdsmøder, hvor der er mulighed for at bidrage med lokal viden og forslag.
Grøn Trepart danner rammen for omlægningsplanerne, og her spiller lodsejerne en afgørende rolle i at identificere de bedste løsninger på basis af frivillige aftaler, forklarer Vagn Sørensen, der er formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Vejen Kommune.
Vejen Kommune ønsker at sikre, at lodsejernes erfaring og engagement bliver en aktiv del af processen. Sammen med Jysk Landboforening sættes scenen for arbejdet og herefter gennemgår Jysk Landboforening landbrugets rolle og potentialer i forbindelse med projekterne, inden udtagningskonsulenter fra Jysk Landboforening og Spiras præsenterer de mulige virkemidler. Efter præsentationerne er der workshops, hvor alle får mulighed for at arbejde sammen om at kortlægge egnede områder.
De to møder afholdes den 1. og 3. april kl. 14.00-16.00 i henholdsvis Brørup Hallerne og Rødding Centret. Programmet er ens begge dage, så der er frit valg i forhold til, hvad der passer bedst, og man kan blot dukke op og gerne sammen med sin nabo.
Faktaboks:
Der er nedsat 23 lokale treparter på tværs af Danmark. De lokale treparter har fået til opgave at planlægge alle de lavbundsprojekter og vådområdeprojekter der skal til, for at de lokale kystvande kommer i god tilstand.
I lavbundsprojekter tages landbrugsjord, der har en høj CO₂-udledning ud af drift for at reducere klimaaftrykket og forbedre naturen. Vådområder skabes ved at genskabe eller beskytte områder med naturlig vandstand. Det bidrager til at reducere udledning af kvælstof og fosfor til vandmiljøet samt styrke biodiversiteten.
Dertil skal de lokale treparter også indtænke skovrejsning, drikkevandsbeskyttelse, friluftsliv og biodiversitet. Ved udgangen af 2025 skal alle kommunerne være klar med deres omlægningsplaner.
Billedtekst:
Seneste lavbundsprojekt er Vejen Mose, hvor der forventes en reduktion på ca. 1.900 tons CO2 og knap 3.000 kg kvælstof årligt.
Kontakt:
Udvalgsformand for Teknik og Miljø Vagn Sørensen, tlf 4028 9354