---
title: "Torsdag underskrives aftalen om det regionale fodboldcenter"
description: "Torsdag 4. juni mødes politikere fra Vejen Kommune og repræsentanter for DBU for at underskrive samarbejdsaftalen om det regionale fodboldcenter ved Vejen Idrætscenter."
date: "2026-06-02"
created: "2026-06-02"
---

[Hjem](https://vejen.dk/)

                    [Presserum](https://vejen.dk/presserum)

                    [Pressemeddelelser og nyheder](https://vejen.dk/presserum/pressemeddelelser-og-nyheder)

                [Torsdag underskrives aftalen om det regionale fodboldcenter](https://vejen.dk/presserum/pressemeddelelser-og-nyheder/torsdag-underskrives-aftalen-om-det-regionale-fodboldcenter)

# Torsdag underskrives aftalen om det regionale fodboldcenter

Torsdag 4. juni mødes politikere fra Vejen Kommune og repræsentanter for DBU for at underskrive samarbejdsaftalen om det regionale fodboldcenter ved Vejen Idrætscenter.

Efter en intens proces med at få placeret fodboldcenteret og en erstatningsbane ved Vejen Idrætscenter, er aftalen nu landet. Det fejres med underskrift af aftalen og en lille markering.

> - Vi er rigtig glade for at være i mål med aftalen med DBU. Vi glæder os til at komme i gang med at bygge fodboldcentret, og vi er stolte af, at vi er en af de første kommuner, der har landet en aftale om et af de regionale fodboldcentre. Dette fodboldcenter vil trække endnu flere mennesker til Vejen Idrætscenter, der i forvejen gør det rigtigt godt, siger borgmester Christian Schmidt Lund.

> - Vores ambition er, at Danmark skal være verdens bedste land at være barn i. Det kræver stærke fællesskaber tæt på børn og unge, og derfor er de regionale fodboldcentre en hjørnesten i Hele Danmarks Klubhus. Med aftalen om et fodboldcenter ved Vejen Idrætscenter tager vi nu et vigtigt skridt mod at skabe et sted, hvor leg, læring, trivsel og fodbold går hånd i hånd til gavn for klubber, skoler og lokalsamfund. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Vejen Kommune om opførslen af anlægget, siger DBU-formand Jesper Møller.

## Hvad er et regionalt fodboldcenter?

Formålet er at skabe de bedste fodboldfællesskaber, der giver børn og unge lyst til være aktive i idrætslivet. Fodboldcentrene skal være samlingssteder og et sted at vise nye initiativer og aktiviteter frem og inspirere klubber, skoler og andre med lyst til fodbold.
 Konkret kommer der:

- et innovativt baneanlæg, der fremmer legende, inkluderende og udviklende fodboldaktiviteter
- klubhusfaciliteter til socialt samvær, netværk og uddannelse.
- en play agent, der er vært og forandringsaktør, inspirerer og understøtter særligt foreningslivet.
- et aktivitets- og arrangementsprogram for fodboldklubber, skoler og daginstitutioner.

## Fakta:

Pressen er velkommen torsdag 4. juni kl. 14-15, hvor politikere fra Vejen Kommune og repræsentanter for DBU mødes for at underskrive samarbejdsaftalen om det regionale fodboldcenter ved Vejen Idrætscenter. Det foregår ved bane 7 på Vejen Idrætscenter eller i Sportsbyhuset, hvis det regner.

## Kontakt:

Borgmester Christian Schmidt Lund, 3052 1251, chlun@vejen.dk
