Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Stikker du snuden for langt frem?

Vejen Kommune sætter plakater op på udvalgte parkeringspladser for at få bilister til at tænke over, hvordan de parkerer – og hvad det betyder for andre.

I disse uger sætter Teknik & Miljø i Vejen Kommune en ny kampagne i gang med en opfordring til bilister: ”Stikker du snuden for langt frem?”

Plakaterne hænges op på udvalgte parkeringspladser og langs fortove for at gøre opmærksom på et problem – nemlig biler, der holder så tæt på fortovet, at forenden stikker ind over. Det spærrer vejen for fodgængere og gør det vanskeligt at komme forbi med rollator, barnevogn eller kørestol.

Vi får flere henvendelser fra borgere, der oplever, at det ikke er muligt at passere på fortove, fordi en bil spærrer vejen. Og det er ikke kun generende – det er i nogle tilfælde en reel forhindring for at kunne udføre driftsopgaver på fortovet, fortæller Mie Namann Brøchner, der er leder af Infrastruktur & Anlæg i Vejen Kommune.

Uhensigtsmæssig parkering skaber udfordringer for kommunens drift, når der skal fejes, ryddes sne eller bekæmpes ukrudt. Pullerter, ny belægning eller udvidelse af fortovet kan være både dyre og pladskrævende løsninger. Derfor forsøger kommunen sig nu med en mere enkel og humoristisk tilgang, som forhåbentlig kan få flere til at blive opmærksomme, når de parkerer.

Med plakaterne håber vi, at flere får øje på, hvad deres parkering betyder for andre. En lille ændring i adfærd kan gøre en stor forskel for dem, der bruger fortovet hver dag, forklarer Mie Namann Brøchner.

Kontakt:

Mie Namann Brøchner, Telefon: 7996 6154.

Ros og ris til hjemmesiden

Hold dig opdateret om Vejen Kommune

Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen


CVR-nummer 29189838

Genveje