Solar og Vejen Kommune sætter skub i den grønne omstilling
Fælles handling og videndeling skal inspirere andre aktører og bidrage til en klimaneutral fremtid
Vejen Kommune og Solar Danmark A/S har netop indgået et klimapartnerskab med det fælles mål at bidrage aktivt til at opfylde Parisaftalens ambitioner. Partnerskabet er en del af kommunens DK2020 Klimaplan, og skal være med til at sikre, at Vejen Kommune som geografisk område er klimaneutral og klimatilpasset senest i 2050.
Med klimapartnerskabsaftalen forpligter Solar sig til en række konkrete bæredygtighedstiltag. For virksomheden handler det ikke kun om deres egen bæredygtighedsrejse. De ønsker også at dele deres erfaringer og løsninger med kommunen og andre lokale aktører og på den måde være med til at løfte hele området og inspirere andre til at handle mere klimabevidst:
- Vi ser et stærkt potentiale i at samarbejde med Vejen Kommune om konkrete initiativer. Som en stor aktør i området har vi både et ansvar og en mulighed for at gøre en forskel, forklarer Carsten Antonisen, der er adm. direktør i Solar Danmark.
Med mere end 800 medarbejdere er Solar Danmark den største virksomhed i Vejen Kommune. Derfor glæder borgmester Frank Schmidt-Hansen sig særligt over samarbejdet:
- Jeg er meget glad for, at Solar er en af de virksomheder, der tager ansvar og går forrest i den grønne omstilling. Det er netop denne type partnerskaber, der skal til, hvis vi skal nå vores klimamål, anerkender Frank Schmidt-Hansen.
Partnerskabet er et eksempel på, hvordan offentlige og private aktører sammen kan skabe reel forandring og ikke mindst inspirere andre til at tage del i den grønne omstilling.
Kontakt:
Frank Schmidt-Hansen
Carsten Antonisen, ca@solar.dk
Billedtekst:
Vejen Kommunes borgmester Frank Schmidt-Hansen og Solar Danmark’s administrerende direktør Carsten Antonisen giver hinanden hånd på partnerskabsaftalen.