Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Skovrejsning for både borgere, lodsejere og virksomheder. - Fart på klimaindsatsen med inspiration og hjælp i nyt partnerskab.

Vejen Kommune har indgået et KLIMA+ partnerskab med Klimaskovfonden. Det giver mulighed for at gå sammen om klimahandling lokalt og søge finansiering.

Der er masser af plusser ved den aftale, Vejen Kommune har indgået med Klimaskovfonden om at sætte skub på klimaindsatsen i kommunen. Klimaskovfonden rejser skov som en del af klimaindsatsen, og når man bruger naturens egne metoder til at optage CO2, så følger der en masse plusser med i form af ny skov, der både kan beskytte drikkevand, skabe mere og bedre natur og nye muligheder for friluftsliv, der gør det attraktivt at bo i området.

”Partnerskabet og samarbejde med borgere, lodsejere og virksomheder tror vi kan bidrage både til opgaven i Grøn Trepart, hvor vi skal etablere store arealer med ny skov og lavbundsarealer, og være med til at opfylde Vejen Kommunes mål i DK2020 Klimaplanen om etablering af både skov og lavbundsarealer. Og det vil give endnu flere skønne naturområder i vores kommune”, siger borgmester Frank Schmidt-Hansen, Vejen Kommune.

Klimaskovfonden har gode erfaringer med at bringe virksomheder og lodsejere sammen og få nogle helt nye muligheder for klimahandling, som kommer alle til gode.

Det betyder blandt andet, at lodsejere kan få finansieret skovrejsning, og virksomheder, der vil gøre en ekstra indsats for klimaet, kan give bidrag til lokal skovrejsning med dokumenteret CO2-effekt. - Borgere og virksomheder i kommunen får mulighed for klimahandling, der giver et helt konkret aftryk i form af ny skov eller natur indenfor kommunens grænser, til gavn for klimaet og til glæde for kommende generationer. Samtidig kan virksomheder bruge deres bidrag til klimaet i markedsføring og ESG-rapport.

”Klimaindsatsen og den omlægning af landskabet, vi står overfor, kræver handling fra alle sider. Derfor er det stærkt, at Vejen Kommune nu tager et nyt redskab i brug, som kan engagere alle i den fælles klimaindsats som har mange plusser for lokalsamfundet.,” siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.

”Et partnerskab med Klimaskovfonden giver nogle andre muligheder for skovrejsning end de eksisterende statslige ordninger”, supplerer Sally Huntingford, leder af Natur & Miljø. ”Skovrejsning kan være både på private arealer, på kirkernes arealer, på arealerne ved vandværkerne eller i samarbejde med virksomheder, der af klimahensyn og klimaregnskab har en interesse i at plante skov. Og der kan også være mulighed for at etablere skov i forbindelse med nogen af alle de vådområde- og lavbundsprojekter, der er på vej, som følge af Grøn Trepart. Og det super gode er også, at vi kan opnå synergier som for eksempel beskyttelse af drikkevand, beskyttelse af vandmiljøet, rekreative muligheder og mere biodiversitet”, slutter Sally Huntingford.

Fakta:

  • Klimaskovfonden blev etableret af et enigt Folketing i december 2020 for at bidrage til Danmarks CO2-reduktion. Det sker konkret gennem støtte til skovrejsning og udtagning af lavbundsjorder og finansiering af projekterne gennem salg af CO2-effekten som klimabidrag.
    Klimaskovfonden har siden arbejdet på at styrke den danske klimaindsats gennem skovrejsning og udtagning af kulstofrige lavbundsjorde. Klimaskovfonden har aktuelt 180 skovrejsningsprojekter over hele Danmark.
    Fonden fungerer som uafhængig statslig enhed under Ministeriet for Grøn Trepart.
  • Klimaskovfondens hjemmeside https://www.klimaskovfonden.dk
  • Med Vejen Kommunes partnerskab med Klimaskovfonden kan projekter både finansieres igennem fondens almindelige ansøgningsrunder, og ved at Klimaskovfonden faciliterer partnerskaber mellem lodsejere og virksomheder, der gerne vil bidrage til et skovrejsnings- eller lavbundsprojekt i lokalområdet https://www.klimaskovfonden.dk/ansoeg-klimaskovfonden
  • Ud over finansiering igennem Klimaskovfondens ansøgningsrunder, fokuserer partnerskabet på tiltag, der engagerer både private lodsejere, vandselskaber, borgere og virksomheder i kommunen.
  • Klimaskovfondens samarbejde med andre fonde og organisationer, åbner også for mulighed for medfinansiering fra anden side til fx særlige indsatser for biodiversitet og rekreative tiltag, som klimaskovfonden ikke selv kan finansiere.

Kontakt:

Sally Huntingford, leder af Natur & Miljø, Vejen Kommune, tlf. 7996 6272.

Billede:

Der bliver plantet nye skove mange steder i landet og nu gør Vejen Kommune en særlig indsats for at være med i klimaindsatsen gennem et partnerskab med Klimaskovfonden.

Ros og ris til hjemmesiden

Hold dig opdateret om Vejen Kommune

Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen


CVR-nummer 29189838

Genveje