---
title: "Nye kræfter til livet i vandløbene ved Glad Zoo"
description: "Restaurering af vandløb ved Lintrup giver bedre forhold for fisk, dyr og planter"
date: "2026-06-16"
created: "2026-06-16"
---

[Hjem](https://vejen.dk/)

                    [Presserum](https://vejen.dk/presserum)

                    [Pressemeddelelser og nyheder](https://vejen.dk/presserum/pressemeddelelser-og-nyheder)

                [Nye kræfter til livet i vandløbene ved Glad Zoo](https://vejen.dk/presserum/pressemeddelelser-og-nyheder/nye-kraefter-til-livet-i-vandloebene-ved-glad-zoo)

# Nye kræfter til livet i vandløbene ved Glad Zoo

Restaurering af vandløb ved Lintrup giver bedre forhold for fisk, dyr og planter

Vejen Kommune er i gang med det første ud af flere vandløbsprojekter omkring Lintrup. Projekter, der skal give bedre forhold for naturen i og omkring vandløbene – til gavn for både fisk, smådyr og planter. Arbejdet sker i tæt samarbejde med Sydvestjydsk Sportsfiskerforening, medarbejdere og elever fra Glad Zoo samt Dalgas, der er entreprenør på opgaven.

Baggrunden for projekterne er, at mange danske vandløb gennem tiden er blevet rettet ud, uddybet og påvirket af menneskelig aktivitet. Det har gjort dem for ensartede og har forringet levevilkårene for det liv, der naturligt hører til i vandløbene.
Derfor arbejder Vejen Kommune målrettet med at genskabe mere naturlige forhold.

>
> *- Når et vandløb bliver for lige og ensartet, forsvinder de variationer, som er afgørende for, at fisk og smådyr kan leve der. Med restaurering kan vi give naturen et løft og være med til at bringe livet tilbage i vandløbene,* forklarer Nikolai Ludvigsen, anlægsingeniør og projektleder i Teknik & Miljø.

## Gydegrus udlægges

En vigtig del af arbejdet handler om at genskabe de naturlige forhold i vandløbet. I de aktuelle projekter udlægges der blandt andet gydegrus, som ørred og laks har brug for, når de skal gyde. Gydegruset lægges i et lag på cirka 25 cm i stryg på omkring 20 meter. Her kan fiskene lægge deres æg mellem stenene, hvor de ligger beskyttet og får tilført iltrigt vand – en forudsætning for, at de kan overleve.

Derudover udlægges større sten i vandløbet. Stenene skaber variation i strømmen, så der opstår både hurtige og rolige områder. Det giver fiskene bedre muligheder for at finde føde, hvile i læ og gemme sig for rovdyr – samtidig med at det skaber gode levevilkår for smådyr og planter.

## Samarbejde med lokale kræfter

Projekterne er i høj grad båret af et stærkt samarbejde mellem kommune, fagfolk og frivillige.

>
> *- Vi er meget glade for det tætte samarbejde med Sydvestjydsk Sportsfiskerforening, medarbejdere og elever fra Glad Zoo samt Dalgas. Det gør en stor forskel, at vi kan kombinere faglig viden med lokale kræfter og sammen skabe bedre natur i vores vandløb,* siger Nikolai Ludvigsen.
>

De frivillige spiller en central rolle og bidrager med både tid og engagement.

>
> *- Jamen vi elsker jo at komme ud og fiske. Det giver en stor tilfredsstillelse at være med til at forbedre vandløbene og se resultaterne. Og det er derfor, vi frivilligt stiller op og hjælper, når kommunerne sætter gang i den slags projekter,* forklarer Lars Hammer-Bek fra Sydvestjydsk Sportsfiskerforening.
>

I alt gennemføres der fem delprojekter: fire sammenhængende ved Lintrup og ét ved Højskoleengen i Rødding. Den samlede strækning er cirka 350 meter.

Projekterne er en del af kommunens arbejde med vandområdeplanerne, som udspringer af EU’s vandrammedirektiv, og de er støttet med omkring 0,5 mio. kr. fra EU.

Samlet set bidrager projekterne til at styrke biodiversiteten og skabe sundere vandløb. Målet er, at vandløbene igen bliver levende og varierede økosystemer med et rigt dyre- og planteliv – til glæde for både naturen og de mennesker, der færdes i den.

## Kontakt:

Vejen Kommune: Nikolaj Ludvigsen, tlf. 7996 6243
Sydvestjydsk Sportsfiskerforening: Lars Hammer-Bek

## På billedet ses:

Per Karskov, faglærer Glad Zoo, Nikolai Ludvigsen, projektleder Teknik & Miljø, Michael Rasmussen, Jan Hammer-Bek og Søren Rygaard Lenschow fra Sydvestjysk Sportsfiskerforening samt Christoffer, der er STU-elev i Glad Zoo.
