---
title: "Ny direktør i Vejen Kommune"
description: "Et enigt ansættelsesudvalg har valgt Gülcan Güven Grud som ny direktør i Vejen Kommune og dermed er direktionen igen fuldtallig."
date: "2025-02-26"
created: "2025-02-26"
---

[Hjem](https://vejen.dk/)

                    [Presserum](https://vejen.dk/presserum)

                    [Pressemeddelelser og nyheder](https://vejen.dk/presserum/pressemeddelelser-og-nyheder)

                [Ny direktør i Vejen Kommune](https://vejen.dk/presserum/pressemeddelelser-og-nyheder/ny-direktoer-i-vejen-kommune)

# Ny direktør i Vejen Kommune

Et enigt ansættelsesudvalg har valgt Gülcan Güven Grud som ny direktør i Vejen Kommune og dermed er direktionen igen fuldtallig.

![](https://vejen.dk/i/MOLIRIMEDIA/c8690b74-7596-48c6-8a41-08dd557ce9b7?width=800)

Med det nyeste direktionsmedlem er
der nu sat navn på direktørområdet for Skoler, kultur og fritid, Børn, PPU og
Sundhedspleje, samt Familie, Handicap og socialpsykiatri, hvor den tidligere
direktør fratrådte i slutningen 2024.

>
> - Jeg glæder mig til samarbejdet og til at vi i direktionen skal i gang med
> mange store vigtige opgaver sammen. Vi har valgt Gülcan fordi hun har et stærkt
> borgerfokus og vil passe godt ind i den kultur, som Vejen Kommune også står for
> omkring samarbejdet med borgerne. Hun er en dygtig leder, der har en lang
> erfaring med de velfærdsopgaver, som hun får ansvaret for og har skabt store
> resultater i sine tidligere jobs, siger Kommunaldirektør Thomas Reintoft.

Gülcan Güven Grud kommer fra et job som chef for Social og Handicap i Kolding
Kommune og er valgt i et stærkt ansøgerfelt.

>
> - Jeg er meget glad for den tillid, som ansættelsesudvalget har vist med min
> ansættelse, og jeg ser meget frem til vores samarbejde. Jeg glæder mig til at
> komme til Vejen, og til at arbejde med de store velfærdsområder, som jeg har en
> stor interesse i. Vi står overfor spændende udfordringer, som jeg ser frem til
> at arbejde med i samarbejde med medarbejdere, ledere og politikerne i Vejen
> Kommune, udtaler Gülcan Güven Grud.

Også politisk er der stor tilfredshed med valget af Gülcan på posten som
direktør.

>
> - I Vejen Kommune ser vi ind i nogle meget travle og spændende år med store
> reformer på alle de store velfærdsområder, det kommer til at kræve en
> ekstraordinær indsats af vores medarbejdere, direktionen og os politikere og
> som også berører det direktørområde, som Gülcan skal overtage. Vi ser frem til
> at den nye og nu samlede direktion kan hjælper os politikere i mål med de
> politiske ambitioner vi har, og jeg ser meget frem til samarbejdet, udtaler
> Borgmester Frank Schmidt- Hansen.

Gülcan Güven Grud tiltræder
1. april 2025 og får kontor på rådhuset i Vejen sammen med den øvrige
direktion.

## Fakta

Gülcan Güven Grud kommer fra et job som Social og handicapchef i Kolding
Kommune.

Hun er uddannet pædagog og har en kandidatgrad i pædagogisk psykologi og master
i offentlig ledelse.

Gülcan bor i Horsens, er 48 år og mor til to piger på 15 og 18 år.

## Billedtekst

Vejen Kommunes nye direktør Gülcan Güven Grud.
