Grøn kørsel i Vejen Kommune fra 1. august
Endnu et skidt i den grønne omstilling i Vejen Kommunes klimaforebyggelse er taget. Fra 1. august 2025 er skolekørsel og patientkørsel 100% ”grøn”.
”Vejen Kommunes opgave med ’skolekørsel’ og ’patientkørsel’ er så stor, at vi som kommune har pligt til at sende opgaven i EU-udbud. Vi har valgt det mest fordelagtige bud af hensyn til kommunens samlede økonomi og arbejde med klimaforebyggelse - målt på pris, kvalitet og “grøn omstilling/bæredygtighed”, udtaler leder af indkøbskontoret Martin Larsen
Vejen Kommune har haft opgaven i udbud i 2024, og der har været flere bydere.
”Vi synes selv, at der er tale om en succes: Det er lykkedes at blive 100% ”grønne” på kørslerne allerede fra dag 1 og samtidig holde udgiftsniveauet neutralt. Det er godt gået af vores nye leverandør og viser, at vores samarbejdspartnere også tør satse på at passe på miljøet”, fortsætter leder af indkøbskontoret Martin Larsen.
Med baggrund i kommunens planer for klimaforebyggelse blev der i udbuddet anvendt tildelingskriterier med baggrund i, at vi ønskede at stille krav om bæredygtig (fossilfri) kørsel i udbuddet som del af Vejen Kommunes arbejde med grøn omstilling.
Det internationale samfund har lagt en plan for at reducere udledningen af drivhusgasser - og forhindre voldsomme klimaforandringer. Danmark har forpligtet sig til at opnå reduktionsmålene - og det har vi også i Vejen Kommune.
Borgmester Frank Schmidt-Hansen pointerer, ”I Vejen Kommune ønsker vi at lykkes med klimaindsatsen. Vi vil leve op til FN’s Paris-aftale om at være klimaneutral i 2035 og reducere udledningen af drivhusgasser med 70 % i 2030. Den opgave har vi brug for, at vi samarbejder med borgere, lokalsamfund, virksomheder med flere om. Det har vi gjort i mange år - og det vil vi fortsætte med.”
I kommunens klimaplan er et af fokusområderne transport, hvor vi vil reducere CO2-udledningen fra transportområdet ved bl.a. at konvertere benzin- og dieseldrevne køretøjer til el, biogas, brint eller andre klimavenlige drivmidler
Vejen Kommune gennemførte i slutningen af 2024 et EU-udbud på befordring af visiteret kørsel af borgere (skolebørn og voksne). Udbuddet var opdelt i to delaftaler – ”skolekørsel” og ”patientkørsel”.
I udbuddet skulle tilbudsgiverne angive hvor meget af den tilbudte kørsel, der kan køres bæredygtigt/fossilfrit. I udbudsmaterialet var der mulighed for en glidende overgang til fossilfri kørsel i en 6-årig kontrakt. Og hvis leverandøren senest medio 2029 var 80% fossilfri gav det mulighed for automatisk forlængelse med yderligere 2 år. I tildelingskriterierne vægtede pris 65% og bæredygtig kørsel 35%.
Tilbudsevalueringen resulterede i, at kontrakten blev tildelt til leverandøren Vojens Taxi Selskab ApS (VTS). VTS bød ind med 100% bæredygtig kørsel fra kontraktens start – 1. august 2025. Så al kørsel fra den dato sker i el-biler. Samtidig afgav VTS den laveste pris.
Vognmand Thomas Schrøder fra VTS udtaler, ”Det var kommunens efterspørgsel om bæredygtig (fossilfri) kørsel og formen på udbuddet der gjorde, at vi gik fuldt ind i at blive elektriske. Vi vil også gerne bidrage til klimaforebyggelse, vi kan set at det er nødvendigt, at vi alle er med til at gøre noget.”
”Den indstilling er et super grundlag for kommunens mulighed for at komme i mål med klimatilpasning.” tilføjer leder af indkøbskontoret Martin Larsen.
Det samlede estimerede årlige vederlag ligger tæt på det vederlag, der betales for den tilsvarende opgave i dag, ca. 13 mio. kr. årligt. Så det bliver heller ikke dyrere, for Vejen Kommune.
Fakta
- Vejen Kommunes klimaplan med tre fokusområder: Landbrug og arealanvendelse, Energi samt Transport. http://vejen.dk/klimaplan
- 4 vognmænd afgav tilbud på opgaven.
- VTS forventer at skulle bruge op til 25 biler til at udføre opgaven, hvor der forventes at 10-12 skal være minibusser med lift.
- VTS planlægger at sætte ladestandere op hos den enkelte chauffør, der har bilen med hjemme om aftenen og kan sikre, at bilen starter ud med 100 % opladning ved vagtens start.
Kontakt
Leder af Indkøbskontoret Martin Larsen, tlf. nr. 79 96 61 32.
Leder af Borgerservice Dan Jul Mortensen, tlf. nr. 21 54 49 80