---
title: "Flere motorcyklister kommer til skade også i Vejen Kommune"
description: "Politi og Vejen Kommune opfordrer alle trafikanter til ekstra hensyn: Motorcykler overses ofte, og nye tal viser en stigning i lokale uheld."
date: "2026-03-24"
created: "2026-03-24"
---

[Hjem](https://vejen.dk/)

                    [Presserum](https://vejen.dk/presserum)

                    [Pressemeddelelser og nyheder](https://vejen.dk/presserum/pressemeddelelser-og-nyheder)

                [Flere motorcyklister kommer til skade også i Vejen Kommune](https://vejen.dk/presserum/pressemeddelelser-og-nyheder/flere-motorcyklister-kommer-til-skade-ogsaa-i-vejen-kommune)

# Flere motorcyklister kommer til skade også i Vejen Kommune

Politi og Vejen Kommune opfordrer alle trafikanter til ekstra hensyn: Motorcykler overses ofte, og nye tal viser en stigning i lokale uheld.

Foråret er på vej, og motorcyklisterne ruller igen ud på vejene. Det betyder også, at risikoen for uheld stiger. Forårs- og sommermånederne er den periode, hvor flest motorcykelulykker sker – både i Syd- og Sønderjylland og her i Vejen Kommune. Syd- og Sønderjyllands Politi forventer, at motorcykeltrafikken vil være på sit højeste de kommende uger. Derfor opfordrer politiet både motorcyklister og bilister til at udvise ekstra opmærksomhed.

>
> – Det er særligt vigtigt i begyndelsen af sæsonen, hvor motorcyklisterne lige skal have “banket rusten af”. En motorcykel kan hurtigt blive overset – især hvis den kommer med høj hastighed. Derfor bør motorcyklister holde sig til hastighedsgrænserne og vælge synligt tøj. Samtidig skal bilister være ekstra opmærksomme, når de svinger eller kører ud fra sideveje, forklarer Jan Lambertsen, der er vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
>

I perioden 2020–2024 er der registreret 172 motorcykelulykker i Syd- og Sønderjylland. 76 personer kom til skade, heraf 9 dræbt og 56 alvorligt kvæstet.
 I Vejen Kommune ses samme tendens. Her er der registreret 18 motorcykeluheld i perioden 2020–2024, og i 10 af dem kom personer til skade, heraf mistede to personer livet, seks kom alvorligt til skade, og to kom lettere til skade. De fleste uheld sker i landzone, ofte under gode køreforhold, og særligt i sommermånederne.

 Projekt- og trafiksikkerhedskoordinator Anders H. Pedersen uddyber:

>
> – Vi kan genkende de samme mønstre som i resten af politikredsen. Der er både krydsulykker, hvor en motorcyklist bliver overset af en bilist, og uheld hvor hastigheden har været for høj. Desværre ser vi også uheld, hvor føreren har været påvirket af alkohol eller narkotika.
>

En tidligere rapport fra Havarikommissionen (2009) fastslår, at høj fart ofte er en afgørende faktor, og at bilister hyppigt overser motorcykler. Det samme billede går igen lokalt.

 I Vejen Kommune vurderede politiet i tre tilfælde, at motorcyklen kørte over 100 km/t, og i enkelte uheld var føreren påvirket.

 Statistikken viser, at ulykkerne især sker i kryds og på lige vej. 43 procent af alle tilskadekomne motorcyklister i Syd- og Sønderjylland var involveret i eneulykker, hvor for høj fart ofte spiller en central rolle.

>
> – Høj hastighed øger risikoen for at miste kontrollen og gør det sværere for andre trafikanter at vurdere, hvor hurtigt motorcyklen nærmer sig. En kombination af at overholde fartgrænsen og være ekstra opmærksom er derfor helt afgørende, understreger Jan Lambertsen.
>

I Vejen Kommune sker de fleste uheld om eftermiddagen og på hverdage – særligt om fredagen – og primært på det overordnede vejnet.

## De typiske motorcykelulykker:

1. Motorcyklist kører ind i et sving med for høj fart og mister herredømmet.
2. Bilist, der skal svinge til venstre, overser en modkørende motorcyklist.
3. Bilist, der kører ud fra sidevej, overser motorcyklist. Ofte kører motorcyklisten med for høj fart.
4. Motorcyklist er ved at overhale og opdager for sent, at bilen foran er ved at svinge til venstre.

## Gode råd til motorcyklisterne:

- Hold igen med gashåndtaget. Høj fart øger risikoen for alvorlige ulykker.
- Vær synlig. En pangfarvet hjelm og tøj gør det lettere for bilisterne at se dig.
- Få genopfrisket dine køreegenskaber. Efter en lang vinter er rutinen rusten.
- Brug sikkerhedsudstyr som fx hjelm og køredragt med god rygbeskyttelse.

## Gode råd til bilisterne:

- Vær forberedt og hold ekstra øje. Man kan nemt overse en motorcyklist i trafikken.
- Brug god tid på at orientere dig. Brug spejlene og hold øje med motorcykler, der er langt væk. De kan komme kørende hurtigere, end du tror.
- Se dig ekstra for, når du krydser en vej.

## KONTAKT

Jan Lambertsen, Tlf. 2443 2819
 Anders H. Pedersen, Tlf. 7996 6233

 **Foto til fri afbenyttelse:** Vejen Kommune
