---
title: "Borgmester: Regionalt fodboldcenter i Vejen vil udvikle mennesker og fællesskaber"
description: "Der er debut ved Vejen Idrætscenter, når spaden sættes i jorden fredag 23.10 kl. 14.30 til det første af DBU’s ni regionale fodboldcentre."
date: "2026-10-23"
created: "2026-10-23"
---

[Hjem](https://vejen.dk/)

                    [Presserum](https://vejen.dk/presserum)

                    [Pressemeddelelser og nyheder](https://vejen.dk/presserum/pressemeddelelser-og-nyheder)

                [Borgmester: Regionalt fodboldcenter i Vejen vil udvikle mennesker og fællesskaber](https://vejen.dk/presserum/pressemeddelelser-og-nyheder/borgmester-regionalt-fodboldcenter-i-vejen-vil-udvikle-mennesker-og-faellesskaber)

# Borgmester: Regionalt fodboldcenter i Vejen vil udvikle mennesker og fællesskaber

Der er debut ved Vejen Idrætscenter, når spaden sættes i jorden fredag 23.10 kl. 14.30 til det første af DBU’s ni regionale fodboldcentre. Her løfter DBU sløret for det kommende anlæg på 12.000 kvadratmeter.

Borgmester Christian Lund glæder sig over, at DBU har valgt Vejen som hjemsted for centret, der efter planen står klar i efteråret 2027.

> Det vigtigste i projektet her er ikke murstenene, banerne eller klubhuset, som snart kommer op at stå her. Det vigtigste er de mennesker, der kommer til at bruge stedet. Det handler om børn og unge, der får mulighed for at udvikle sig og få sjove oplevelser gennem fodbolden. Om frivillige og trænere, som kan hente ny inspiration og ny viden. Om klubber, der mødes, samarbejder og løfter hinanden. Og om de fællesskaber, som opstår, når mennesker samles omkring en fælles interesse, siger borgmester Christian Lund.

Det regionale fodboldcenter, der dækker Sydjylland, forventes årligt at tiltrække op mod 20.000 ekstra besøgende til Vejen Idrætscenter.

## Skal skabe værdi langt ud over fodbolden

Centeret skal ikke kun være til gavn for fodboldklubber fra hele regionen. Det er også planen, at anlægget skal bruges af blandt andet skoler og daginstitutioner med fokus på fodbold som leg og fællesskab for børn og unge.

> Det giver ekstra god mening, at anlægget og faciliteterne vil være til gavn for mange – også udover de aktive fodboldspillere. Kommunens skoler, dagtilbud, foreninger og Campus kan også bruge det regionale fodboldcenter til at arbejde med bevægelse, læring, trivsel og fællesskaber, siger Jørgen Thøgersen, formand for Udvalget for Sundhed, Kultur og Fritid.

Også hos DBU er forventningerne til centrets betydning store.

> Fodboldcenteret i Vejen bliver samlingspunkt for mødet mellem fodboldglade børn, frivillige og uddannelse. Jeg er overbevist om, at vi med centeret, der bliver det første af sin slags i Danmark, kommer til at styrke klubbernes, skolernes og institutionernes trivsels- og udviklingsarbejde til gavn for fodbolden og bevægelsesglæden blandt børn i hele regionen. Tak til Vejen Kommune for det gode og stærke samarbejde om projektet, siger DBU-formand Jesper Møller.

Det første spadestik bliver taget af direktør i Den A.P. Møllerske Støttefond, Mads Lebech, DBU-formand Jesper Møller og borgmester Christian Lund, Vejen Kommune.

DBU’s Regionale Fodboldcentre finansieres med 200 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 20 mio. kr. fra DBU, mens kommunerne bidrager med driften.

## Fakta

- Vejen Kommune stiller grunden, fodboldcentret anlægges på, til rådighed for DBU uden beregning i 30 år.
- Fra 2031 afholder Vejen Kommune udgifter til læringsagenten på op til 750.000 kroner årligt. Indtil 2031 afholder DBU udgiften.
- Vejen Kommune afholder udgifter til drift og vedligehold af fodboldcentret. Der budgetteres med 1 mio. kr. årligt til dette, inklusive maskiner og større udskiftninger som fx græstæpper.
- Vejen Idrætscenter får ansvaret for den daglige drift og vedligeholdelse gennem en drifts- og vedligeholdelsesaftale mod et årligt tilskud.

## Fotos

Illustrationer vedhæftet til fri afbenyttelse med kreditering: Keingart/DBU

## Kontaktinformation

Christian Lund, borgmester, 30 52 12 51

![](https://vejen.dk/i/MOLIRIMEDIA/1c1111a4-10f5-4bed-8669-17e91fae104c?width=800)

![](https://vejen.dk/i/MOLIRIMEDIA/7726cc32-5cbd-44fa-ba38-51cdd79fd3ef?width=800)
