Hvad er nøgletal?

Hvad man kan og ikke kan med mellemkommunale sammenligninger

Nøgletal kan således anvendes i flere sammenhænge og ud fra flere synsvinkler. Nøgletal og mellemkommunale sammenligninger bør dog ikke anvendes til automatisk at tilpasse kommunens udgifter til det enhver tid herskende gennemsnit.

Nøgletal bør betragtes som et instrument til:

  • at danne sig politiske overbliksbilleder
  • at gøre politikere og embedsmænd bevidste om, hvordan den økonomiske situation ser ud i kommunen netop nu
  • at give bevidsthed om kommunens udgiftspolitiske prioriteringer
  • at kunne formulere spørgsmål om, hvorfor man befinder sig i den aktuelle situation og om det rimelige heri
  • at identificere områder, hvor nærmere analyser kunne være formålstjenstlige
  • at fastlægge normer, fx for dækningsgrader og personalenormeringer

Nøgleordene for anvendelse af ECO nøgletal er således at give overblik og bevidstgøre om egne muligheder for prioriteringer.

I nogle tilfælde vil nøgletallene desuden kunne bidrage til at svare på dele af spørgsmålene, men nøgletallene alene bør aldrig børe til en beslutning om ændrede ressourcer.

Hvad man ikke bør

Fire ting, man i hvert fald ikke bør gøre:

  1. Stirre sig blind på et enkelt nøgletal
  2. Skære ned eller opprioritere automatisk
  3. Opfatte gennemsnittet som "det rigtige"
  4. Glemme, at der er forskel på kvantitet og kvalitet

De enkelte nøgletal kan ikke læses isoleret, men hænger sammen med andre nøgletal og forhold. Stirrer man sig blind på et enkelt nøgletal, går overblikket tabt, og man risikerer at overse andre betydningsfulde forhold.

Pas på konteringsforskelle

Man skal altid være opmærksom på, at der kan være forskelle mellem kommunerne. Det kan være konteringspraksis eller opgavefordeling. Nøgletallene bør derfor ikke bruges til at skære ned eller opprioritere automatisk, men til at igangsætte nærmere undersøgelser på relevante områder.

Eksempler på forskelle:

  • Kommunernes fordeling af administrative udgifter til fx revision, elever og it kan være forskellige. Nogle fordeler udgifterne på de enkelte institutioner, mens andre samler udgifterne på konto 6.
  • Kommunen kan have valgt at have en højere serviceniveau/udgiftsniveau på et bestemt område og lavere på et andet.

Endeligt bør man ikke glemme, at der er forskel på kvantitet og kvalitet. Nøgletal beskæftiger sig i vid udstrækning med økonomiske forhold. Det er ikke givet, at et højt udgiftsniveau automatisk vil føre til en god kvalitet i servicen, ligesom det ikke er givet, at brugerne vil opleve servicen som udtryk for et højt serviceniveau.