August-oktober 2019

Kommunens personalekunstforening KunstVejen er nu klar med nye udstillinger. Udstillingerne er åbne for alle og kan ses i den almindelige åbningstid indtil oktober.

Vejen Rådhus

Ingen udstilling pga. snarlig flytning.

Den sidste udstilling på områdekontoret i Holsted

Sidst i september rykker kommunens medarbejderne fra Holsted ind på det nye rådhus i Vejen. Derfor bliver dette kunstforeningens sidste udstilling på områdekontoret i Holsted.

Her vises der malerier af Doris Jensen fra Kolding. Doris er uddannet væver fra Kunsthåndværkerskolen (nu Designskolen) i Kolding i 1972 og har i mange år hovedsageligt arbejdet med kirketekstiler, både messehagler og udsmykningsarbejder til kirkerum, bl.a. i Kristkirken i Kolding, men er skiftet til akrylmaleri.

Doris Jensen siger om sit maleri:

”Som udgangspunkt lader jeg form og farve lede mig, og på den måde styrer processen en stor del af rejsen mod det færdige resultat. Denne mulighed for at arbejde impulsivt, finder jeg fascinerende, da mit vævearbejde i sin tid, var nødt til at være planlagt til mindste detalje.

Jeg forsøger samtidig, at lade maleriet leve på maleriets præmisser, da jeg synes, det er en enormt spændende metode i min udforskning af, hvad man egentlig kan med maleri” 

Områdekontoret i Brørup

På områdekontoret på Stadionvej i Brørup er det Martin Dybdal fra København, der viser fotoudstillingen ”Nat i København”. Han har fotograferet i mere end 25 år og lavet adskillige fotoudstillinger, og publiceret i bøger, blade, aviser.

Martin Dybdal udtaler om sin udstilling hos KunstVejen:

“Natten både skjuler og afslører. Det uoplyste bliver mørkere, mens lys fremstår klarere, derved skabes både nærhed og afstand, rum og intethed, oplysning og mystik. Stjernerne kommer frem, og åbenbarer uendeligheden. Mennesket føler både kontakt og isolation, afstand og nærhed, håb og tristesse i nattens lys og mørke.”

"Udstillingen “Nat i København” er ikke en udstilling om fotografi. Den handler om den visuelle og emotionelle oplevelse ved at leve i København, og om hvordan sjælen og sindet farves af natlige vandreture gennem storbyen.”

Sundhedscenteret i Brørup

På Brørup sundhedscenter er det Bente Lyhne fra Grenå, der viser maleri og collage.

Bente Lyhne er uddannet i maleri på Århus Kunstakademi i 1989-93 og i Kostumedesign på Hillevi van Deurs modeskole i Kbh. 1974-76. Hun arbejder både med maleri og collage.

Billederne ligger for det meste imellem noget dokumentarisk og abstrakt.

Det kan være tomme landskaber, som vi måske ikke ser i virkeligheden og nu kan projektere vores egne forestillinger ind i, eller en kendt ting i et ukendt rum.

Et billede med titlen 'Stilhedens hav' blev pludselig aktuel i forbindelse med fejring af 50-året for Apollo11 månelandingen. I den forbindelse havde jeg den fantastiske og sjove oplevelse at nogle billeder på Instagram fik et ”Like” af Michael Collins, som var en af de 3 som tog afsted på månefærden, fortæller Bente Lyhne.

Bente arbejder også med collager, hvor elementer kan være foto, stof, blade, ja hvad som helst, som kan indgå med puls og rytme i en visuel dynamik.

Alle er velkomne til at kigge inden for og se udstillingerne. Hvis man skulle få lyst til at købe et af værkerne kan det også lade sig gøre – enten ved at kontakte KunstVejen eller kunstneren selv. Kunstforeningen kan kontaktes på 79 96 62 66 eller via mail: ilmj@vejen.dk. Man behøver ikke være medlem af kunstforeningen for at købe.