Transskription af lydfortælling Vejen-Skodborg

Intro

(Vært på Hærvejen)

Så er jeg snart ved Kongeåen… Og.. her skulle der gerne ligge en rigtig fin shelterplads på den anden side af Frihedsbroen…. Ja, det er vist den der gemmer sig derhenne… Det var godt. Jeg har virkelig også brug for at tage et hvil nu.

Intromusik

(Vært i studiet)

Kender du det, at du efter en lang dag, er blevet træt på den der rigtig gode måde. Hvor du har fortjent at slappe af, fordi du har anstrengt dig. Måske endda trukket dit overskud lige til grænsen.

Når vi rejser, møder vi løbende grænser. Nogle er fysiske, andre psykiske, og nogle er helt konkrete: som et hegn, et byskilt… eller en landegrænse.

På Hærvejsetapen mellem Vejen og Skodborg krydser du i dag én af Danmarks mest kendte grænser: nemlig Kongeåen. Åen her er hverken blandt landets største eller mest imponerende vandløb. Men historisk set har den haft en helt imponerende betydning.

I dag markerer Kongeåen grænsen mellem Syd- og Sønderjylland. Men fra 1864 til 1920 var den selve landegrænsen mellem Danmark og Tyskland. Hvis du vil dykke ned i den historie, kan jeg anbefale dig at lytte til lydvandringen i Skibelund Krat, som du også kommer forbi i dag. I den her fortælling skal vi nu endnu længere tilbage i tiden – til dengang Kongeåen havde en helt særlig grænsefunktion. Den vender jeg tilbage til lige om lidt.

Jeg hedder Stine Elmbæk, og er lokalhistorisk formidler. Imens du bevæger dig fremad, vil jeg tage dig med tilbage i tiden, og dele nogle af de rigtig gode historier, som du den dag i dag, stadig kan se spor af på Hærvejen.

Studehandel og told

Musik

Du har måske hørt, at Hærvejen også kaldes for Studevejen, Drivvejen eller Oksevejen. Men ved du hvorfor? Hvis ikke, så skal jeg fortælle dig det.

I middelalderen og renæssancen hvor Hærvejen havde sin storhedstid som studevej - og her snakker vi altså ca. 1100-1600-tallet - se dér kunne vi her i Danmark ikke bryste os af at producere luksusvarer som sølvtøj, guldsmykker, vin og silke. Derimod havde vi flade marker. Og regnvejr. Men selvom flade marker og regnvejr ikke lyder helt lige så attraktivt som vin og silke, ja så er det altså ikke noget som man skal kimse ad. For med flade marker og regnvejr kan man gro en masse græs og avle kvæg. Og kvæg, se de har alle dage været eftertragtede, fordi de - som vi alle ved - er en kilde til både mælk, tøj, sko… og ikke mindst store, røde bøffer.

Derudover så er kvæg ovenikøbet en vare, som kan transportere sig selv. Hvilket var ret genialt, især dengang lastbilen endnu ikke var opfundet.

Derfor gik enorme flokke af dansk kvæg i middelalderen og renæssancen ad datidens motorvej – Hærvejen – sydpå mod en masse glade købere i Hansestæderne i det nuværende Nordtyskland. Den store kvægforretning som der forgik både inden og udenlands og ikke mindst langs Hærvejen, er altså forklaringen på hvorfor vejen her fik sine tilnavne Studevejen, Drivvejen og Oksevejen. MEN, lutter glade dage, det var det nu ikke for de travle studehandlere. For når de på deres forretningsrejse nåede grænsen ved Kongeåen, så måtte de have penge op af lommen. Mange penge. For her skulle deres kvæg fortoldes.

Og dermed er vi fremme ved kernen af dagens fortælling: Fortoldningen af kvæg ved Kongeåen i renæssancen.

Musik

Hvis du synes at det lyder som et lidt tørt emne, så kan jeg love dig for, at det er alt andet. Historierne omkring studehandlen her fra området er nemlig fulde af drama: Ligefra undertrykkelse af bondestanden, til smuglerier, drab og romantiske bortførelser.

Til at hjælpe mig med at fortælle dem har jeg inviteret Christian Ditlev Rasmussen. Han er historiker på Museum Sønderskov og ved en masse om det her emne.

Sammen med Christian skal vi besøge 3 steder på Hærvejsetapen imellem Skodborg og Vejen. Det bliver din opgave at holde øje med dem, for at få mest ud af oplevelsen. Og nu skal du spidse ører, for de tre steder er: mindestenen der står foran huset på Skodborghusvej 15, Vejen Kirke og naturligvis Kongeåen.

Som du hurtigt vil opdage, så ligger mindestenen på Skodborghusvej 15 ikke direkte på den nuværende Hærvejsstrækning. Du skal faktisk lave en lille afstikker på 500 meter, for at komme helt hen til den. Men det er altså her vores fortælling begynder.

For her stod engang en bygning, som er helt central for vores historie om studehandlen på Hærvejen. Og skulle du ikke have lyst til at gå den lille omvej hen til mindestenen, så kan Christian og jeg nu også sagtens fortælle dig, hvad der står på den.

Så lad springe ud i det. Ud på Skodborghusvej 15 til Christian.

Skodborghus

(Vært på Hærvejen)

Nåh Kristian. Nu står vi her foran Skodborg Hus Vej 15 - foran mindestenen - og vil du ikke starte med at fortælle, hvad der står på stenen?

(Christian)

Jo, på stenen, der står der “Her stod i 6 århundreder det kongelige slot Skodborghus”, og det er jo fordi vi befinder os her på det eneste sted i Vejen Kommune, hvor der har været et fint slot. Der er masser af herregårde i området, men det her er det eneste slot, vi har haft.

(Vært)

Fantastisk!

Der er egentlig ikke rigtig nogen tegn på, at der har været et slot andet end denne her mindesten. Der er en landevej, og så er der sådan forholdsvis fladt. Så hvor har dette slot stået? Har det stået lige her ved stenen, og hvad skal vi forestille os?

(Christian)

Ja, men det kommer lidt an på, hvornår vi går tilbage til. Vi ved ikke helt præcis, hvor de ældste dele har været, men de har nok lagt ude i midten af åen. Og vi ved at i slutning af 1600 tallet, var der både en borg del syd for åen og en del nord for åen, så den har lagt lidt flere forskellige steder.

Men det allerældste spor efter der har været et slot her, stedet, det er faktisk selve åen. Den hed jo i sin tid Skodborg Å, som kommer af det navn. På borgen/slottet her.

Musik

(Vært i studiet)

Mindestenen på Skodborghusvej 15 er altså et minde over det nu forsvundne kongeslot Skodborghus, som lå lige ned til Kongeåen, og som der stadig ligger arkæologiske rester af under landevejen. Ja, hvis du passerer mindestenen, så går du faktisk lige igennem det der engang var slottets gårdsplads.

Musik

Som du måske allerede har gættet, så lagde slottet eller borgen her navn til byen Skodborg. Og som Christian siger, så lagde det muligvis også navn til åen, der igennem mange århundrede altså ikke hed Kongeåen, men Skodborg Å. Det er der ikke mange der ved, men det ved du nu.

Det er fascinerende med navne. For i dem gemmer der sig mange informationer. Vi kan allerede konkludere at Skodborghus må have været et meget betydningsfuldt sted, eftersom det højst sandsynligt lagde navn til både byen og åen tæt derpå.

Men hvorfor mon man placerede et slot her? Langt ude i nowhere? Et kongeslot som ovenikøbet fik lov til at stå i 600 år. Et rigtig godt bud på det, finder vi faktisk også i slottets navn.

(Vært på Hærvejen)

Skodborghus. Kan vi drage noget ud af det navn?

(Christian)

Skodborghus jamen, der er forskellige teorier om det, men noget af det, som der er flest, der tror på, er, at navnet “Skodborg”. Det kommer af det gamle ord for skod, som skulle betyde noget med skat. Så det er altså en beskatningsborg som man anlagde her.

(Vært)

Og hvad er det helt præcis man har beskattet her ved Skodborghus?

(Christian)

Jamen, det man har beskattet i stor stil, det har jo været den her studehandel. Man har jo tjent rigtig mange penge på op igennem middelalderen fra især 1400 tallet og fremefter, på at føre stude fra hele Jylland ned til de tyske markeder til Hansestæderne blandt andet og sælge dem derfra. Og de skulle jo så beskattes.

Så det har højst sandsynligt først og fremmest været en form for told inddrivelse. Og så har der jo nok også været en anden ide om at placere. Hvad skal man sige, nogle militære styrkecentrer ude langs nogle centrale knudepunkter. Der kan man sige, der er Skodborghus jo et virkelig godt kryds mellem den øst vestgående akse mellem Ribe og Kolding og så Hærvejen, der kommer nord sydfra.

Musik

(Vært i studiet)

Hvis du har undret dig over navnet Skodborg, så har det altså ikke noget med hverken cigaretter eller noget som er irriterende at gøre. Medmindre du synes at det er megaskod at betale skat. For det er som Christian siger det som navnet Skod betød på gammelt dansk. Altså skat eller told.

Og alle de skatter og al den told, som man kunne opkræve her hvor Hærvejen krydser den gamle grænse, ja det har sandsynligvis været én af de helt store grunde til at man anlagde et slot, eller en skatteborg netop her.

Det vil nu ikke sige at Skodborghus var det eneste sted, hvor der blev opkrævet told langs Kongeåen. For åen er lang, og tolden indbringende. Ikke mindst i renæssancen.

Da kvægtransporten i renæssancen var på sit højeste, blev der eksporteret helt op til 100.000 kvæg om året. Det er ligeså mange som vi eksporterer i dag. Og det siger ikke så lidt, når både befolkningstallet og transportmulighederne dengang var meget, meget mindre.

Det siger heller ikke så lidt om, de mange penge, som kongen kunne skovle ind på tolden, der i de hårdeste tider udgjorde en hel 1/5 del af køernes værdi.

Musik

Uanset om du politisk stemmer til højre eller til venstre, så går jeg ud fra at du i én eller anden grad har et had-kærligheds-forhold til det med at betale told og skat. Vi bryder os ikke særligt meget om at betale den. Men vi elsker alle de goder som vi alle sammen får ud af at gøre det. For i dag sikrer vores told og skattesystem, at vi kan leve i et velfærdssamfund med en god infrastruktur, gratis lægehjælp, skolegang, ældrepleje og meget, meget mere.

Sådan var det bare ikke i renæssancen. Nej dengang var der ikke meget at vinde, når der skulle betales told og skat. Derfor gjorde de høje toldsatser på studene mildest talt ondt på bondestanden, som ikke havde de bedste vilkår i forvejen.

Ja, toldsatserne på kvæget var faktisk så stort et samfundsproblem i Frederik d. 2.’s. regeringstid at kongens egen mor Enkedronning Dorthea sendte sin søn et brev, hvori hun i befolkningens navn protesterede over tolden. Prøv lige at hør hvad hun skrev. Lad os lige slå et smut forbi hendes gemakker og høre hvad hun skrev til ham:

(Skuespiller som Dronning Dorthea)

Den der tidligere købte 500 Stykker, tør nu ikke vove at købe 100, og så beholder Bønderne deres Kvæg, og der kommer ikke mange ud af Landet. Altså bliver den almene mand pengearm og kan ikke komme på fode. Hvis man kunde blive stående ved den almindelige gamle told, vilde studene gå ud af landet i flokkevis og vor kære søn vilde have fordel ved tolden og de almene undersåtter have stor nytte og bedring ved de mange penge.

Nu ved den store told vil vel kun nogle af de rigeste, for hvem tolden ikke er for høj, have fordel. Men den jævne mand vil svækkes, og dette vil være helt skadeligt for vor søn. Derfor beder jeg, at deres nåde, til eget bedste, vil overtænke sagen og afskaffe denne store told.

(Vært)

Ja, når ens egen mor skriver sådan et brev, så står den altså helt galt til.

Som moderne menneske kan det være svært at forstå at den slags urimeligheder fandt sted, uden at bondestanden gjorde oprør. For den var bare ikke gået i dag. Nej, i dag ville vi stå klar med en hær af advokater, lave højrøstede demonstrationer i gaderne. For ikke at tale om en stjerneregn af sure smileyer på de sociale medier.

Så hvordan kunne Kongen i renæssancen forsvare at han tog så stor en del af bøndernes indtægt, uden at give dem noget til gengæld? Lad os lige høre Christian hvad han har at sige til det.

Musik

(Christian på Hærvejen)

Kongen har jo haft nogle rettigheder i landskabet til evig tid. Og det at opkræve told ved hans grænse, det var jo en af dem. Altså selvom du ejede jorden, og der gik krondyr ind på din jord. Det hedder jo et krondyr, fordi det er kronens dyr. Du må ikke bare skyde en kronhjort på det tidspunkt. Det kan du blive hængt for i værste tilfælde.

Og det samme med danefæ. Hvis du finder noget i værdifuldt jorden, så tilhører det også kongen og så videre. Så det er en del af sådan helt grundlæggende hvad hedder det? Rettigheder som som der er i den måde og være hersker på, på det tidspunkt. Så nej, der er slet ikke nogen undskyldning i det.

(Vært)

Han behøver ikke en grund.

(Christian)

Nej. Nogle af privilegierne, som adelen har haft i 1500 tallet og starten af 1600 tallet. Der har de jo en lang tradition for at være denne her militære klasse, hvor man kan sige - hvis det skal begrundes, så er det jo fordi de er den klasse i samfundet, som forsvarer landet. Hvis der sker noget.

(Vært i studiet)

Okay, måske man som bonde fik lovning på en smule militær beskyttelse fra kongehuset og adlen. Men det var ikke ligefrem noget der fik bønderne til at trække på smilebåndet, når overmagten til gengæld krævede en stor del af den indtægt, som de skulle bruge til at brødføde deres familier.

Og hvad gør man så, hvis ens levebrød bliver opspist af toldopkrævninger fra kongen?

Jo, man får dem transporteret hen over grænsen uden at nogen ser det. Man smugler sit kvæg hen over Kongeåen.

Og det gjorde man så.

Smugleri over Kongeåen

(Vært på Hærvejen)

Når man tænker på ordet smugler i dag, så tænker man nok på en person, som er sådan lidt småkriminel, ikke? Altså, det er ikke en helt god fyr eller god dame, som gør sådan noget. Men smuglerne på det tidspunkt, altså var det helt almindelige ærlige bønder, som bare gerne ville overleve og have til dagen og vejen? Eller hvad det nogen som var lidt ufine i kanten, som gjorde det?

(Christian)

Sandheden er, at det har været rigtig mange forskellige mennesker. Nogle af dem har været helt almindelige bønder, som jo så måske boede i området og skulle krydse denne grænse ofte. Andre gange har det været nogle unge knægte som måske har kunne tjene en skilling på at smugle brændevin over Kongeåen. Vi ved at brændevin har været noget der blev smuglet rigtig meget af ud over stude også eller noget tobak nede sydfra.

Så man kan sige at nogle gange, så har smuglerne smuglet noget dagligdags småsmugleri. Og så er der andre gange, hvor det har været mere et hvad skal man sige økonomiske kriminelle. Altså virkelig nogle kriminelle foretagender, som har spekuleret i at gøre det i stor stil.

(Vært i studiet)

Det var som Christian siger, både professionelle smuglerbander såvel som helt almindelige folk der smuglede kvæg over grænsen. Ja, sågar børn og unge, som bare gerne ville tjene en lille skilling. Men, hvis man blev fanget, så kostede det mere end en skilling. Ja, det kunne faktisk koste én rigtig, rigtig dyrt.

(Christian på Hærvejen)

I 1500 og 1600 tallet var der nogle regler for, at hvis man snød for et vist antal kroner eller rigsdaler, så overgik disse mænd til at være en dødsdømt. Fordi at stude, var så mange penge værd, så var der mange af de her smuglere, som faktisk endte med at blive dødsdømte, når de blev fanget.

Vi ved ikke så meget om dem. Men der er noget, der tyder på, at mange af dem, de er blevet hængt i galger, som man har opført eller ophængt langs Kongeåen, simpelthen fra skræk og advarsel for for de smuglere, som måtte krydse disse ulovlige vadesteder i håb om at spare nogle penge.

Og der har man typisk haft galger i to etager. Og den øverste etage har så typisk været den, der var allermest vanære i at blive hængt i. Og det er jo så typisk der, man hængte de her smuglere.

Musik

(Vært i studiet)

Puha, forestil dig lige at du går langs den smukke å. Fuglene synger og køerne græsser ned til vandkanten som er dækket af siv og vilde sommerblomster. Og pludselig - midt i dette idealbillede af en dansk sommerdag, ser du ham. En mand, som hænger fra en galge. Hans hals er knækket og ansigtet forvredet i en smertefuld grimasse. Og på hans hoved sidder en krage og hakker de få rester, som stadig er tilbage af hans øje.

Det må mildest talt have skræmt smuglerne og alle andre fra vid og sans.

Skulle man tro.

Sagen er bare. At det ikke var nok til at stoppe smuglerierne.

Derfor blev der ansat en række af såkaldte Vadestedsriddere. Lad os lige høre Christian hvad de var for nogle karle.

(Christian på Hærvejen)

Vadestedsridderne - det er jo så de her kontrollører kan vi kalde dem, som patruljerer langs Kongeåen for at sikre, at der ikke er nogen, der smugler ting over Kongeåen. Ja, altså, vi ved, at de her vadestedsriddere, da de bliver indsat, så skal de komme ridende fra Kolding og de skal komme ridende fra Ribe og patruljere langs åen. Og så skal de mødes ved Skodborghus for at sikre sig, at hele strækningen er blevet patruljeret. Og så kunne de returnere til henholdsvis Kolding og Ribe. Og de har været nogle folk, som har været, ikke specielt populære i lokalbefolkningen. De havde ikke særlig store lønninger, men til gengæld så havde de lov til at beholde noget af det, som de konfiskerede fra smuglerne.

Så de har jo også selv været ude med riven. Kan man forestille sig. Og beslaglagt lidt mere, end hvad der måske har været nødvendigt. Og det har ikke gjort dem særligt populære.

Og vi har faktisk også, hvis man går lidt længere op i tid - så er der nogle fortællinger fra 1700-tallet, hvor vi kan høre, at de simpelthen kom i klammeri med lokalbefolkning.

(Vært i studiet)

Det lyder jo ikke så lidt dramatisk… Tre skumle typer, ansat af kongen, som kommer i klammeri med lokalbefolkningen. Jeg ved ikke med dig, men jeg får helt lyst til at høre den fortælling.

Inden vi går videre, så lad os derfor gøre det.

Fortællingen, som du nu skal høre, bygger på retsdokumenter fra starten af 1700-tallet. Men de kunne sådan set lige godt have været fra slutningen af 1500-tallet eller 1600-tallet, som vi har beskæftiget os med indtil nu. For vadestedsridderne blev nemlig indsat allerede i Christian d. 4. regeringstid som startede i 1588 og de var i funktion helt indtil 1760. Vi snakker altså en periode på over 150 år her.

Men da retsdokumenter fra 1700-tallet, ikke ligefrem spændende læsestof, så kunne jeg godt gå hen og blive en smule bekymret om du ville gå og falde i søvn ude på Hærvejen, imens jeg læser dem højt. Derfor får du en lidt mere malerisk version, indtalt af skuespilleren Janus Lynggaard. Handlingen er nu stadig helt sandfærdig. Værsgo Janus og rigtig god fornøjelse til dig som lytter med.

Dramatisering - vadestedsriddere dræber kromanden i Vejen

Musik

(Skuespiller Janus Lynggaard)

Mørket lagde sig tungt og stille over Skodborg Å. Den å, der om dagen snoede sig som en glitrende slange gennem landskabet. Og som efter solnedgang, forvandlede sig til en dyster kontrolzone.

Langs åen kom tre mænd ridende. Det var de berygtede vadestedsriddere Niels Becker, Hans Knudsen og Anders Pedersen. Klædt i sorte læderbukser og højtknappede frakker, patruljerede de bevæbnede den våde grænse. Klar til at konfrontere enhver som trodsede toldloven.

De personer som troede på kongens ret, respekterede dem. Men smuglerne frygtede dem – og lokalbefolkningen hadede dem. For alle vidste at de udnyttede deres stilling, og konfiskerede mere end hvad godt var.

Normalt endte vadestedsriddernes vagt på Skodborghus, men denne aften var anderledes. For denne aften havde de aftalt at mødes på Vejen Kro, med deres kompagnon, Nis Jepsen.

Musik

Da de nåede kroen, flakkede stearinlys dovent i vindueskarmene, og brændevinen flød i stride strømme.

I baren stod kromanden og skulede hadfyldt hen mod dem. De så det, men ignorerede det, og satte sig ved deres ven Nis, som allerede ventede dem med fyldte glas på bordet.

Knapt havde de nået at lægge frakkerne og pistolerne fra sig, før kromanden smed den første optrappende kommentar. Han påstod at Nis havde skåret manken og halen af andres heste.

Det var en absurd og direkte beskyldning om hærværk, som vadestedsridderne derimod ikke kunne overhøre.

Niels, Hans og Anders tog deres ven i forsvar, og snart var krostuen fyldt med bidske ord, spruttende trusler, og splintrede glasskår.

I et raserianfald rejste vadestedsridderen Niels sig og skreg: ”Da skal djævelen regere dig, din hundsfot!”, hvorefter han plantede en lussing på kromandens kinder.

Et modangreb ville være nærliggende, men i stedet trak kromanden sig tilbage til sit kammer med en kammerat.

Vadestedsridderne råbte efter dem og truede med at slå døren ind, hvis de ikke viste sig som mænd. Men alt imens sneg kromanden og hans kammesjuk sig ud ad vinduet. Vennen sprang op på sin hest og red efter forstærkning, mens kromanden gemte sig i skyggerne ved gavlen – bevæbnet med et stykke af et skovlskaft.

Musik

Noget tid efter trådte vadestedsridderen Hans udenfor.

Men i mørket ventede der nu et baghold. Kromanden, hans ven og en flok villige mænd, som var kommet dem til undsætning, sprang frem. Og med et hårdt slag fra skovlskaftet blev vadestedsridderen ramt i hovedet.

Vaklende søgte han tilbage til krostuen.

"Der er folk derude," råbte han. “De, de, de vil slå os ihjel!"

Panikken spredte sig. Vadestedsridderne greb deres pistoler. Ladede dem med fængkrudt. Og gengældte angrebet igennem et åbent vindue.

Et skud rungede gennem natten.

Så endnu ét. Og så lød et skrig lød i mørket.

"Aha! Nu har I skudt mig!" Råbte kromanden udenfor. "Nu kan I gøre med mig, hvad I vil!" Så sank han sammen.

Et øjeblik følte vadestedridderne lettelse – men kun et øjeblik. For denne nat, havde de ikke handlet i kongens navn. Nej denne nat - her på Vejen Kro - var de blot mænd som havde slået en anden ihjel, efter en ophedet diskussion.

Hurtigt stak de deres pistoler i bæltet, og var ude af bagdøren.

Musik

Kromanden blev båret ind. Hans datter Maren så det røde blod trække mørke linjer ned ad hans bukser, og hans store buskede skæg, kunne ikke skjule at han blev mere og mere bleg.

Hendes far var stadig ved bevidsthed og bad hende tilkalde præsten, samt vidner der skulle se hans sår. Kuglen havde ramt ham i hoften. Det var ikke et sted man nødvendigvis behøvede at dø af at blive ramt. Men seks timer efter forstod han, hvad Maren og alle andre omkring ham for længst havde indset – at det ville han.

Da morgenen gryede over den glitrende Å, var kromanden død.

Musik

(Vært i studiet)

Det var fortællingen om de tre vadestedsriddere, som kom i klammeri med lokalbefolkningen og endte med at slå kromanden i Vejen ihjel.

Og nu kunne man tro at historien her er slut. Men der er faktisk lidt mere til den.

Én af de særligt populære smuglervarer på det her tidspunkt, var nemlig ud over studene tysk brændevin. Det blev gemt i Skibelund Krat, som du jo også kommer forbi i dag, og herfra fandt flaskerne sin vej til kælderen i Vejen Kro.

Der er altså noget som tyder på, at Vejen Kro, hvor hændelsen her fandt sted, ikke kun var et beværtningssted, men et skalkeskjul for en mindre oprørsgruppe, som hjalp smuglere med at gennemføre deres planer. Og som selv nød godt af dem.

Brændevinen er bare ét eksempel på det på det.

Et andet og mere interessant eksempel i forbindelse med den her historie er at der - samme nat som kromanden blev slået ihjel - blev ført en stor flok stude hen over Skodborg Å. Det kan vi læse i de historiske retsdokumenter.

Hele optrinnet på kroen, kan altså have være udtænkt som en afledningsmanøvre, hvor kromanden skulle holde vadestedsridderne beskæftiget, imens smuglerne førte studene over åen.

På den måde var smuglernes sejr sikret. Men det altså kromanden livet.

Det her er altså en historie om oprør. Om de modstandsfolk som ikke ville finde sig i kongens urimelige beskatninger af befolkningen.

Mange ville opfatte det som heltemod.

Nuvel, det er måske lige i gråzonen. For at overtræde loven er sjældent en god idé.

Men det er det heller ikke at bo i en urimelig kontrolzone, uden at kæmpe for den retfærdighed, som vi alle sammen fortjener.

Musik

Skodborghus skifter hænder

Nåh, nu skal vi videre i vores fortælling om Skodborghus. For det kan godt være at Skodborghus i mange år var et kongeslot, som havde en primær funktion med at opkræve told og skat af kvæg. Men sådan var det faktisk langt fra i alle slottets dage. Lad os lige høre Christian hvad det var der skete med det gamle kongeslot i 1580.

(Christian på Hærvejen)

Skodborghus har jo været viklet ind i den her toldinddrivelse. Men hvad for en rolle de har haft, det har været lidt forskelligt. Men vi kan se, at slotsforvalteren, som har været på slottet, når kongen ikke har været der, har varetaget slottets vedligeholdelse. Han har også været indblandet i den toldinddrivelse. Der sker så det at kongen i 1580 bytter Skodborghus væk for nogle grunde nord for Kolding, fordi han dér kan samle et stort jagtområde - en vildtbane - så på dette tidspunkt i 1580, så overgår Skodborghus til privat eje. Og der forsvinder den kongelige toldinddrivelsesopgave jo så ved Skodborghus.

(Vært i studiet)

Som Christian siger, så byttede Kong Frederik d. 2. Skodborghus for en herregård ved Kolding, så han kunne udvide sit jagtterritorium. Typisk mænd og deres jagtgeværer, biler og fiskestænger siger jeg bare! Nåh. Herregården ved Kolding var ejet af en Enkefrue Kirstine Uldfeldt, og det var altså hende og hendes børn, som i 1580, blev de nye private ejere af Skodborghus.

Efter deres indflytning ophørte den kongelige toldinddrivelsesopgave sandsynligvis ved slottet, men alle de adelsfamilier som bosatte sig der fremover, har fortsat hjulpet kongen i hans foretagende, ved blandt andet at lægge hus til vadestedsridderne, som mødtes ved Skodborghus for at gøre status på dagens arbejde.

For i renæssancen nærede kongefamilien og adlen tætte relationer til hinanden.

De var en lille indspist flok, som styrede landet, og som ofte besøgte hinanden på deres herregårde og slotte, for at jage, og holde overdådige baller og banketter, hvor man kunne snakke politik og ikke mindst giftermål.

Og nu bliver fortællingen her lidt mere Shakespeare-romantisk.

For den adelsfamilie som flyttede ind i Skodborghus i 1580, bærer nemlig på en helt særlig kærlighedshistorie. En kærlighedshistorie som er blevet genfortalt igennem generationer, fordi den skabte et kæmpe drama i det lokale adelsmiljø.

Lad os lige lade Christian sætte rammen for den.

(Christian på Hærvejen)

Jamen i 1580 bytter Frederik d. 2. stedet til Kirstine Ulfeldt. Og det som hun får dér, det er jo så hele bogen her med de fæstebønder som er under stedet her. Hun er en enkefrue på det tidspunkt. Hun har allerede en søn fra et tidligere ægteskab, Eggert Abildgaard, hedder han. Og da hun otte år senere i 1588 dør, så er det hendes søn Eggert Abildgaard, der arver stedet.

Og han bliver jo så én af de nye herremænd på området. Selv efter at kongen har forladt stedet, og det ikke længere er en kongelig residens, så bliver Skodborghus jo et stort navn i området. Og er i mange år efter et sted hvor adelsslægter kan blive boende.

Og denne her Eggert Abildgård han bliver også vævet ind i hele den lokale elite omkring Kongeåen på det her tidspunkt. Der bliver han gift med Mette, søsteren til den lokale Thomas Juul, som er en af de herremænd, som har rigtig meget jord her ned til Kongeåen.

Og Eggert Abildgaard. Han er højst sandsynlig vokset op sammen med hende her Mette. Og de ender med at forelske sig i hinanden. Fordi på et tidspunkt, da hun skal ud og rejse, der kidnapper han hende.

(Vært i studiet)

Okay, nu stopper jeg dig altså lige Christian. For nu har vi fået halvdelen af historien. Og jeg ved ikke med dig, men jeg vil gerne høre lidt mere om den der bortførelse. Altså om hvordan Eggert Abildgård bortførte Mette Juel. Fortalt på en lidt mere poetisk måde. Denne gang fortalt af den lokale skuespillerinde Majbritt Skovbjerg. Ligesom den første fortælling med vadestedsridderne, bygger den også på gamle retsdokumenter, og er altså for en stor del sandfærdig.

Værsgo Majbritt.

Dramatisering - Eggert Abildgaard bortfører Mette Juel

(Skuespillerinde Majbritt Skovbjerg)

Eggert var 14 år, da han så hende første gang.

Til en banket på Skodborghus, efter at de voksne havde jagtet vildt i Farrisskoven.

Luften var tung af stegt vildsvin, rødvinsånde og røg fra den store pejs, og folk dansede fulde rundt i kæde, og fik stolene til at vælte. Det var ét stort kaos. Fremmed for en dreng på 14. Men for Eggert stod verden alligevel stille - da han fik øje på hende.

Mette Juel – den yngste datter af den stolte slægt på Estrup Herregård. Hun var lys og mild, med øjne som den klare morgenhimmel. Og med en latter, som kunne få selv de travleste herregårdsfolk til at standse op og lytte.

Musik

12 år efter var Eggert en velanset adelsmand. Ejer af det stolte Skodborghus, og en god ven af familien på Estrup.

Man kunne tænke sig, at han ville være et godt parti for Mette, som gengældte hans langvarige forelskelse. Men Mettes familie havde allerede lovet hende væk til en anden. Og sådan skulle det blive ved med at være. For familiens æres skyld.

Det standsede nu ikke Eggert og Mette i at mødes. Skodborghus lå kun 10 km væk fra Estrup Herregård, og det var kort nok til at de efter mørkets frembrud, kunne ses midtvejs, og gemme sig i skovens dybe stille ro.

Hemmelige romancer får nu sjældent lov til at gå ubemærkede hen særligt længe.

Rygterne om deres varme blikke, diskrete møder – og hjerterne, der nægtede at bøje sig for slægtens vilje, krøb fra skoven, over markerne og tilbage ind bag herregårdenes tykke mure.

Snart gik det op for Mettes bror, Thomas Juel, at han måtte gøre noget før romancen blev så stærk at den ville ende i familiens vanære.

Derfor arrangerede han at en karet skulle køre Mette fra Estrup til deres søsters gård på Barritskov. Med alle hendes ejendele. Uden en returbillet.

Gentagne gange forsøgte Thomas at få Mette selv med på ideen. At tale hende til fornuft. Men fornuft er ikke just det som kendetegner en forelsket kvinde - eller mand.

Så i skjul lagde Eggert og Mette deres egen plan.

Eggert skulle kidnappe Mette, på vejen mod Barritskov. Det forløb sådan her:

Musik

Regnen fra natten havde gjort skovbunden tung og blød, og for hvert skridt den tog, sank Eggerts hest ned i mulden. Det var svært for ham at holde den i ro - i skjul bag bøgegrenene. Blodet dunkede i Eggerts tindinger og hele hans krop var spændt som en bue.

Alt var planlagt. Ned til mindste detalje. Bagholdsangrebet. Den ventende hest til Mette. Og vejen væk.

Så kom den. Kareten.

Den gamle vogn med guldkanter og mørkt træ rullede dovent frem ad skovvejen. Hjulene knirkede mod gruset, og læderremmene knagede i rytmiske suk.

I det tidlige morgengry kunne Eggert skimte kuskens slørede silhuet – halv døsig, tung og uvidende.

Så sporede han lydløst hesten frem og gled ind på stien bag kareten. Et skridt. Så et til. Nu nærmede han sig døren med den lille rude – og der, bag gardinet så han Mettes skygge. Nu var der ingen vej tilbage.

Med et kort, hastigt træk red Eggert frem. Hans hest sprang op ved siden af vognen, og med en lynhurtig bevægelse greb han om kuskens krave, så han tumlede bagover, og faldt ned på jorden.

Få sekunder efter galopperede Mette og Eggert sammen ud ad skoven. Væk fra traditionen, væk fra slægtens krav, væk mod friheden.

Skandalen rystede de adelige kredse. Bortførelse uden familiens samtykke – det var en skændsel! Og en skam, som kunne koste familien sin ære og Mette sin arv.

Det var uden tvivl en sag som skulle for retten, og det skulle hendes bror Thomas Juel nok sørge at den kom.

Musik

Retslokalet var koldt og dunkelt, og der lugtede af vådt uldtøj og gammelt pergament.

Bag et par lange dommerborde sad en række stramtudseende mænd, og analyserede den tiltalte Eggert.

I midten sad Thomas Juel. Til hans højre: en embedsmand fra kongens ret. Og til hans venstre: to ældre slægtninge, hvis navne Eggert knap kendte, men hvis øjne lyste af mistro.

"Han tog hende. Uden tilladelse”.

Det var blevet gentaget igen og igen – i anklageskrift, i vidneudsagn, med slægtens viskende stemmer i herregårdenes lange gange.

Så læste en skriver anklagen op:

“… Eggert Abildgaard bortførte ved list og forførelse jomfru Mette Juel på hendes færd til Barritskov. Uden hendes faders, broders og venners vilje. Og førte hende bort, og trolovede sig med hende. Uden samtykke. Mod sæd og skik. Mod agt og lov.”

Ordene faldt som slag i stilheden. Eggert bed kæberne sammen. De vidste intet om, hvordan hun ivrigt havde rakt hånden ud fra kareten, og trofast fulgt ham på sin hest. Nej, der havde ikke været tvang. Kun gensidig kærlighed.

Men den vejede ikke meget i denne sal.

Musik

Så lænede en ældre herre med en mørk kappe sig frem og sagde:

"Har han intet at sige til sit forsvar?”

Eggert trådte et skridt frem mod dommerbordet, og svarede:

“Jeg tog hende, ja. Ikke som en tyv, men som en forelsket mand. Hun kom ikke med tvang, men af egen vilje. Og vi valgte hinanden – i trods mod det, I kalder for skik og ret.”

En mumlen løb langs væggene. Så rejste Thomas Juel sig brat og råbte:

"Så kald da enhver forfører en elsker! Så lad da enhver datter løbe bort til den, der griber hende i mørket og kalder det kærlighed!”

Eggert svarede ikke. Han stod urokkelig. Men så så han det – et skift i blikkene. Et glimt af tvivl. Af forståelse. Ikke fra alle – men fra én eller to. En synlig flig af den sandhed, der var skjult under deres skik og ret. Af noget som bare føltes rigtigt.

Omsider løftede dommeren hånden og proklamerede:

Straffen for en sådan forseelse er, at forføreren skal gøres lige så æreløs som den forførte. Al hans arv skal gives til hans familie. Og dersom de ikke stiller krav derom, da må hans venner det annamme. Hvem der vil. Og det beholde, så længe han lever. Efter hans død skal samme gods tilkomme deres arvinger, og ikke forførerens egne.

Der vil blive givet lejlighed til soning, om Eggert viser anger og ydmyghed. Ellers følger straf efter ret”.

Så slog dommeren hammeren i bordet - og alle kiggede igen på Eggert. Spændte på, om han ville angre sin forbrydelse.

Der gik et par minutter. Så bøjede Eggert hovedet. Ikke i underkastelse, men i erkendelse. Han vidste, at ydmyghed var prisen for at beholde Mette. Så han nikkede og erkendte forbrydelsen. Kaldte det ungdommens fejl. Og gav dem de ord, som de ville høre – for at sikre, at ingen tog Mette fra ham.

Så gik han ud fra salen - rystet, men ikke knækket. For hun ventede derhjemme. Og hun havde valgt ham – som han havde valgt hende. Trods alt.

Musik

(Vært i studiet)

Det var fortællingen om Eggert og Mette.

Men, ligesom fortællingen med vadestedsridderne, så kommer den faktisk også med en finurlig krølle.

For efter en årrække endte hele miseren her nemlig i et forlig. Og på den allermest overraskende og komiske måde.

Der skete nemlig det at Mettes bror Thomas Juul i mellemtiden havde fået et godt øje til Eggerts søster - Maren. Ja, det lyder næsten som en spansk sæbeopera eller en komedie af Ludvig Holberg, ikke. For historien her ender altså med at Eggert og Thomas, giftede sig med hinandens søstre og genskabte venskabet imellem de to familier.

Studehandleren Thomas Juel

Musik

Og hvad har denne romantiske fortælling om Eggert og Mette så egentlig at gøre med vores tema om studene på Hærvejen - ud over at ægteparret boede på Skodborghus, som servicerede de toldinddrivende vadestedsriddere langs Kongeåen.

Jo ser du. Mettes bror Thomas Juel var én af de helt store studehandlere i Danmark. Og ikke på den der bondeagtige måde, hvor man blev rippet for 1/5 del af indtægten på ens kvæg. For Thomas Juel var ikke bonde. Nej, han var en del af adlen, som var fritaget for at betale både told og skat.

Derudover havde han en horde af fæstebønder under sig, som fremavlede en masse kvæg. Det gjorde ham som du nok kan forestille dig, til en meget velhavende mand.

Igennem sit liv blev Thomas Juel ejer af flere herregårde, heriblandt Herregården Sønderskov, som i dag er et herligt lokalhistorisk museum, der emmer af renæssance stil. Der kan jeg virkelig anbefale dig at besøge. Hvis ikke i dag, så skriv det lige i kalenderen.

Musik.

Vejen Kirke

Nåh, Eggert og Mette blev selv boende i Skodborghus indtil deres død. De fik 35 gode år sammen, og de døde med et års mellemrum. Eggert først, dernæst Mette. Ja, man kunne tænke sig at det måske var af hjertesorg at hun døde så hurtigt efter. At hun ikke ville være her uden sin Eggert.

I dag ligger de begravet ved Vejen Kirke. Og deres knogler er faktisk ikke det eneste, som de har efterladt dér.

Igennem deres liv donerede de nemlig en masse inventar til kirken.

Prædikestolen, som stadig er i brug, er ét af dem. På den kan du se de fire evangelister; Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. De er indrammet af de fire kristne dyder: kærlighed, klogskab, tro og retfærdighed.

Hvis man kender familiens historie, som du gør nu, ja, så ved du, at der nok er mere til forklaringen omkring deres donation, end en adelsfamilie, som bare gerne vil vise sin magt og vælde igennem kirkelige attributter.

For kærlighed, klogskab, tro og retfærdighed, ligger dybt i Mette Juul og Eggert Abildgårds selvbillede og handlinger.

Som bønderne trodsede Kongens magtmisbrug og smuglede kvæget henover Kongeåen, ligeså trodsede Eggert og Mette nemlig datidens forventninger og normer. Og med klogskab og list, værnede de om troen på kærligheden og på det som de anså for at være retfærdigt.

Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvem der stod for disse værdier. Så er det ikke noget hverken Eggert eller Mette lægger skjul på.

For hvis du fortsætter hen i kirkens højre korsarm, ja så vil du opdage den gamle altertavle, som bærer to våbenskjolde. Et for Mette Juul og ét for Eggert Abildgaard.

De to som levede i 35 år, sammen, på det nu forsvundne slot Skodborghus.

Outro

Musik

Det var fortællingen fra Hærvejsetapen imellem Vejen og Skodborg. Jeg håber at du nød den, og at du lærte noget om studehandlen på Hærvejen, om kongeslottet Skodborghus, om og ikke mindst noget om Kongeåens betydning som toldgrænse.

Hvis du er interesseret i at høre flere grænsefortællinger fra Kongeåen så kan jeg love dig for at der er mange at finde. Både på nettet og på de lokalhistoriske museer i Syd- og Sønderjylland.

For grænser er spændende. De skaber nemlig spændinger. Spændinger imellem forskellige nationer og familier med forskellige normer, verdensbilleder og målsætninger.

Nogle gange skal vi holde os indenfor de grænser og de rammer, som der er blevet sat for os. For at opretholde ro og orden.

Andre gange, så er det vigtigt at vi overskrider dem. Så vi kan bevæge os frit rundt i verden og blive rigere. Rigere på både indtægten fra vores kvæg, såvel som på nye ideer og ikke mindst på nye venskaber.

Som krølle på halen, vil jeg her efterlade dig med et lille spørgsmål.

Hvilke grænser og rammer mener du selv tjener et godt formål? Og hvilke er simpelthen bare en begrænsning for enten dig, eller nogen som du holder af?

Musik

Til slut skal der lyde stor tak til Christian Ditlev Rasmussen for hans bidrag til fortællingen her samt til Janus Lynggaard og Majbritt Skovbjerg som var vores fortællerstemmer i de to dramatiserede fortællinger.

Jeg hedder som sagt Stine Elmbæk, og jeg ønsker dig en fortsat rigtig god tur her på Hærvejen.

Outromusik