Information om Master Person Analyse (MPA)

Værktøj

Testen består af et elektronisk spørgeskema, hvor ansøgerens besvarelse giver en beskrivelse af dennes foretrukne adfærd i en arbejdsmæssig sammenhæng.
For at få en bedre forståelse af resultatet bliver ansøgerens besvarelse sammenlignet med en normgruppens besvarelser. Normgruppen består af et repræsentativt udvalg af personer i den erhvervsaktive alder. Der er blandt andet taget hensyn til alder, køn, ledelsesniveau og branche.

Personprofil

Adfærden beskrives ud fra ni adfærdstræk, som kaldes egenskaber. De ni egenskaber er inddelt i tre hovedområder:

  1. Ego drive: Beskriver hvordan personen definerer og opfatter mål, hvordan indflydelse søges og hvordan energi anvendes.
  2. Sociale faktorer: Beskriver hvordan personen foretrækker at vise og bruge sine følelser, hvor meget kontakt personen ønsker at skabe til andre og hvordan personen typisk viser tillid og tiltro til andre.
  3. Arbejdsstil: Beskriver tilgangen til arbejdsopgaver, hvordan beslutninger træffes samt personens interesse for udvikling og nytænkning.

Etik og rettigheder

Ansøgeren skal altid tilbydes en mundtlig tilbagemeldingssamtale, hvor ansøgeren kan få uddybet profilresultatet af en certificeret testtilbagemelder. Ansøgeren skal desuden orienteres om det forløb, som profilen indgår i.
Vejen Kommune tilslutter sig retningslinjerne om testanvendelse i ”Professionel personvurdering i offentlige og private virksomheder”, udarbejdet ar den nationale referencegruppe for personvurdering og udgivet i 2004 af Psykologisk Forlag.

Processen hos Vejen Kommune

Ledige lederstillinger på afdelingschef- eller institutionslederniveau samt evt. ledere i administrationen

Når en stilling på afdelingschef- eller institutionslederniveau samt evt. leder i administrationen skal besættes skal Intern Service – HR kontaktes hurtigst muligt med henblik på at aftale rekrutteringsforløb. Det skal sikres, at ansøgeren behandles etisk forsvarligt gennem hele forløbet, derfor skal det fremgå af stillingsopslaget, at der anvendes personprofil i forbindelse med rekrutteringsforløbet.

Før stillingen opslås

Afdelingen udarbejder stillingsopslag (dato for ansættelsessamtaler og profiltilbagemeldinger skal fremgå).

Lederen kontakter Intern Service – HR for bestilling af profilanalyse og test. Stillingsopslag samt datoer for planlagte samtaler sendes til HR konsulent Helle Holst Rasmussen – hhra@vejen.dk eller Mette Hovmøller – meho@vejen.dk

Hartmanns, der foretager personprofilanalysen, kontakter derefter lederen med henblik på den videre proces. Hartmanns skal have minimum tre dage til at teste

Ved ansøgningsfristens udløb

Ansættelsesudvalget udvælger maximalt to til tre ansøgere der skal have udarbejdet personprofil.

Tilbagemeldingen på ansøgernes profil kan ske til enten hele ansættelsesudvalget eller til lederen (evt. pr. telefon). Dette aftales mellem lederen og den konsulent fra Hartmanns der tester.

Når den endelige ansøger til stillingen er udvalgt skal Intern Service – HR orienteres, og en tredjepartsrapport vil blive journaliseret på medarbejderens personale sag.

Vurdering

I den endelige vurdering af ansøgeren indgår personprofilen som et støtteværktøj med en vægt på 10-15% af det samlede billede. Profilen kan ikke være ”rigtig” eller ”forkert” – men vurderes ud fra de opgaver, der skal løses i det konkrete job.

 

Tilbage til Rekrutterings- og ansættelsespolitik.