Job i Vejen Kommune

Overtandlæge til Vejen kommune

Ansøgningsfrist: 15. december 2019

Vil du være med til at bevare smilet i Vejen Kommune?

Vil du stå i spidsen for en tandpleje med engagerede, dygtige og erfarne medarbejdere og en velfungerende tandreguleringsafdeling, der anvender nyeste teknologi?

Og har du lyst til at prøve kræfter med at være leder i Vejen Kommune?

Så har du nu muligheden for at blive vores nye overtandlæge.

I 2014 omstrukturerede Vejen Kommune tandplejeområdet. Vi har nu en centraliseret tandpleje, hvor hele kommunens tandpleje er samlet på én adresse i en nybygget og indbydende klinik i Brørup. Lokalerne er moderne, lyse og velindrettede. Samlingen og omstruktureringen har været en stor succes. Medarbejdere og ledere har arbejdet målrettet hermed, og har opnået flotte resultater. Vi er faktisk ret stolte af vores Tandpleje.

Vi behandler ca. 9.200 børn og unge samt ca. 200 omsorgspatienter. Der er 34 medarbejdere (6 tandlæger, 1 specialtandlæge, 3 tandplejere, 20 klinikassistenter, 3 administrative og 1 teknikker), som brænder for at sikre borgerne den bedste tandpleje i et velfungerende teamsamarbejde, hvor uddelegering prioriteres. Vi arbejder behovsorienteret med fokus på den forebyggende og sundhedsfremmende indsats.

Tandplejen er organisatorisk placeret i en ny afdeling ”Sundhed & Sammenhæng”, hvis navn signalerer kommunens vision om fælles faglighed på tværs af kommunens instanser. Her er overtandlægen en del af afdelingens ledergruppe, hvor der er gode muligheder for sparring og tværfagligt samarbejde. I Tandplejen vil du som overtandlæge, sammen med bl.a. tandplejens ledergruppe, som består af overtandlægen, specialtandlægen og 3 teamkoordinatorer, få en vigtig rolle i fortsat at udvikle forebyggelses- og behandlingsstrategien i Tandplejen.

Vi vægter trivsel, arbejdsglæde samt gensidig respekt og tillid som grundlag for en god og velfungerende arbejdsplads. Vi tror på at dette også smitter af på tilgangen til borgerne.

Dine kompetencer

  • Du er uddannet tandlæge med stor faglighed og viden indenfor faget
  • Har lyst til at stå i spidsen og sætte retning i en foranderlig tid med mange nye krav
  • Brænder for forebyggelse og sundhedsfremme
  • Har fokus på et gensidigt respektfuldt og tillidsfuldt samarbejde med alle faggrupper
  • Måske har du ledelseserfaring eller så har du stor lyst til at prøve kræfter hermed
  • Er ambitiøs med ønske om at sætte tandsundhed på dagsordenen
  • Har gennemslagskraft og er tydelig og empatisk i din tilgang til andre mennesker
  • Vægter en anerkendende og konstruktiv dialog med alle, både medarbejdere, borgere og samarbejdspartnere
  • Er systematisk, struktureret, en god planlægger og tilrettelægger, så der er plads til både driftsopgaver og udviklingsopgaver i tandplejen
  • Lægger vægt på at skabe trivsel
  • Har et godt humør

Vi tilbyder

  • En spændende stilling i en tandpleje med et fagligt velfunderet personale og med god tandsundhed.
  • En velfungerende tandreguleringsafdeling, som anvender nyeste teknologi og med egen tekniker.
  • Mulighed for selv at have indflydelse på, hvordan stillingen skal defineres i forhold til det tandlægefaglige og det administrative arbejde.
  • Gode muligheder for at bidrage med udvikling af Tandplejen og bidrage til udvikling af det samlede forebyggelsesarbejde på tværs i Vejen Kommune.
  • Engagerede medarbejdere og høj borgertilfredshed.
  • En ledergruppe i Tandplejen, som kan sparre med overtandlægen.

Vi tilbyder desuden lederuddannelse, hvis du ikke allerede har en.

Yderligere oplysninger: Hvis du vil vide mere om indholdet i stillingen og det ledelsesfaglige kan du kontakte afdelingschef Jakob Vejlø på Jakve@vejen.dk eller på mobil 20410735. Hvis du vil vide mere om det tandlægefaglige herunder det mere konkrete indhold, kan du kontakte kst. Overtandlæge Marianne Thisted Mart@vejen.dk eller på mobil 24941422.

Forventet tiltrædelse:  01.03 2020 eller snarest derefter.

Ansættelsesforhold: Løn og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og Ansatte Tandlægers Organisation og principperne om Lokal Løn.

Vi gør opmærksom på, at der forud for ansættelsen vil blive indhentet børne- og straffeattest, og ansættelsen vil være betinget af, at disse er tilfredsstillende.

Ansøgningsfrist: Den 15.12.2019. Send ansøgningen ved at bruge knappen ”Send ansøgning”  og vedhæfter CV samt andre relevante bilag.

Første ansættelsessamtale afholdes i uge 2 2020. Herefter udvælges kandidater til anden samtale, som afholdes i uge 4 2020. Udvalgte kandidater skal deltage i testforløb med Vejen Kommunes HR-afdeling.

 Hvis du har lyst til at vide mere om Vejen Kommunes politikområder: Politikområder              

Hvis du har lyst til at vide mere om Tandplejen: Vejen kommunale Tandpleje

Overvejer du at flytte til Vejen? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på http://flyttilvejen.dk

 

Send ansøgning