Regulativ for jord

§1 Formål
  • At hindre spredning af forurening.
  • At fremme genanvendelsen af jord, så forbruget af de primære råstoffer begrænses mest muligt.
  • At fastsætte regler for flytning og håndtering af jord, som er affald, og som ikke er omfattet af anden lovgivning.
  • At fastlægge regler for anmeldelse af jordflytning.
  • At fastsætte regler om de kommunale ordninger for jord, som er affald, herunder ordningernes omfang og tilrettelæggelse m.v.
  • At undtage og inddrage områder i Vejen Kommune, der er klassificerede som lettere forurenet efter jordforureningsloven.
§2 Lovgrundlag

Regulativet er udarbejdet i henhold til gældende miljølovgivning, herunder navnlig:

  • Lov om miljøbeskyttelse (miljøbeskyttelsesloven).
  • Lov om forurenet jord (jordforureningsloven).
  • Bekendtgørelse om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord (jord-flytningsbekendtgørelsen).
  • Bekendtgørelse om definition om lettere forurenet jord.
  • Bekendtgørelse om affald (affaldsbekendtgørelsen).
  • Bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v. (affaldsaktørbekendtgørelsen).
  • Bekendtgørelse om anvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder og om anvendelse af sorteret, uforurenet bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen).
§3 Definitioner

De definitioner, der anvendes i dette regulativ, svarer til de definitioner, der fremgår af de til enhver tid gældende love og bekendtgørelser.

§4 Gebyrer

Kommunalbestyrelsen fastsætter gebyrer i henhold til miljøbeskyttelsesloven samt affaldsaktørbekendtgørelsen.

Kommunalbestyrelsen vedtager efter affaldsaktørbekendtgørelsen én gang årligt et gebyrblad, der angiver størrelsen på ovennævnte gebyrer. Gebyrbladet er tilgængeligt på Vejen Kommunes hjemmeside.

§5 Klage

Kommunalbestyrelsens afgørelser i henhold til dette regulativ kan efter affaldsaktørbekendtgørelsen og jordflytningsbekendtgørelsen ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Indskærpelser af regulativet efter miljøbeskyttelsesloven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Efter lov om kommunernes styrelse kan spørgsmål om, hvorvidt kommunen overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder kommunale forskrifter, der er udstedt i medfør af denne lovgivning, indbringes for ankestyrelsen.


Ankestyrelsen beslutter, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag, jf. § 48a i lovbekendtgørelse om kommunernes styrelse.

§6 Overtrædelse og straf

Overtrædelse af dette regulativ straffes efter affaldsaktørbekendtgørelsen og jordflytningsbekendtgørelsen med bøde. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

§7 Bemyndigelse

Kommunalbestyrelsen har bemyndiget Udvalget for Teknik og Miljø til at træffe afgørelser efter dette regulativ, herunder løbende at justere den geografiske udbredelse af de arealer, der er klassificerede som lettere forurenet efter jordforureningsloven.

§8 Ikrafttrædelse

Dette regulativ træder i kraft den 18.01.2024.

Samtidig med ikrafttrædelsen af dette regulativ ophæves følgende:

Regulativ for jord, januar 2012, vedtaget af Vejen Byråd den 7. 02. 2012.

Vedtaget af Byrådet d. 7.11.2023 og endelig godkendt af udvalget for teknik og miljø den 16.01.2024.

Borgmester Frank Schmidt-Hansen                                   Kommunaldirektør Ole Slot

§9 Anmeldelse af jordflytning

§9.1 Anmeldepligten

I Vejen Kommune skal der ske anmeldelse ved flytning af jord, der opgraves på

  • Arealer, der er kortlagte som forurenede
  • Arealer, hvor der er begrundet mistanke om forurening
  • Arealer, der er klassificerede som lettere forurenede = områdeklassificerede
  • Arealer, der er konstateret lettere forurenet udenfor områdeklassificerede arealer
  • Offentligt vejarealer
  • Godkendte modtageanlæg for jord

Den anmeldepligtige jord skal kategoriseres efter jordflytningsbekendtgørelsens bilag 3.

Hvis der under gravearbejdet bliver konstateret yderligere jordforurening, skal den straks anmeldes til Vejen Kommune.

Ren jord, uden for ovenstående arealer, kan altid anmeldes frivilligt, dermed sikres det, at den rene jord placeres korrekt.

§9.2 Hvem gælder ordningen for?

Alle, der flytter jord i Vejen Kommune, har pligt til at følge regulativets bestemmelser, herunder bygherrer, anmeldere, transportører og modtagere.

Det er bygherrens, anmelders og transportørers ansvar, at jord, som er affald, bliver bortskaffet efter Vejen Kommunes anvisning.

§9.3 Hvordan anmeldes flytning af jord?

Link til kommunens digitale jordstyringssystem, Jordweb, findes på Vejen Kommunes hjemmeside. Anmeldelse kan også ske via et anmeldeskema, der finder på borgeronline.dk.

§9.4 Jordhåndteringsplan

Ved større jordflytninger kan det være en fordel at få udarbejdet en jordhåndteringsplan, idet antal jord-prøver ofte kan reduceres. Jordhåndteringsplanen skal godkendes af Vejen Kommune inden jorden flyt-tes.
En jordhåndteringsplan skal indeholde følgende:

  • En situationsplan over lokaliteten med oplysninger om adresse, matrikelnumre, veje og bygninger m.m.
  • En tegning med placering af eventuelle hotspots med beskrivelse af afgrænsning.
  • En tegning med placering af eventuelle nedgravede olietanke og –udskillere eller andre forureningskilder.
  • En geologisk beskrivelse af jordlagene.
  • En tegning der viser, hvor prøver er udtaget / boringer er placeret.
  • Oplysning om størrelsen af det felt, som hver jordprøve repræsenterer.
  • En angivelse af prøvefrekvensen, for eksempel én prøve pr. 30 tons.
  • En beskrivelse af prøvetagningsmetode.
  • En analyserapport fra laboratoriet.
  • En angivelse af kategori/klasse (f.eks. ved farvesignatur) for hver felt.
  • En redegørelse for jordmængder i de forskellige kategorier/klasser

Det er en fordel, at der udarbejdes en graveplan for hvert lag (dybdeinterval), hvor der er udtaget prøver.

Jordhåndteringsplanen skal sendes til Teknik og Miljø, teknik@vejen.dk, senest 4 uger før arbejdet påbegyndes.

§9.5 Kildesortering og kategorisering/klassificering af jord

Borgere, grundejere og virksomheder, der frembringer jord, som er affald, skal sikre, at jorden kildesorteres i forbindelse med opgravning.

Bemærk at jord som minimum skal adskilles i fyldjord og intaktjord ved opgravningen.

Desuden må der ikke ske sammenblanding af:

  • Forurenet (grænseværdier overskredet)
  • Lettere forurenet (kategori 2)
  • Ren jord (kategori 1).

Det vil sige, jorden skal kildesorteres i forbindelse med opgravningen.

Hvis jorden ikke kan henføres til kategori 1 eller 2, rettes henvendelse til Vejen Kommune.

Når der ikke foreligger en konkret viden om forurening i jorden, skal jorden så vidt muligt kildesorteres i følgende fraktioner:

  • Muldjord
  • Bundsikringssand og -grus
  • Jordfyld, fra tidligere jordflytninger
  • Intaktjord

Såfremt jorden indeholder affald f.eks. beton, brokker, tjære, asfalt, tagpap, metal, skærver eller slagger, skal dette sorteres fra og håndteres i henhold til regulativerne for erhvervs- eller husholdningsaffald i Vejen Kommune.

Kan affaldet ikke frasorteres, anvises jorden med affaldet, efter kommunens affaldsregulativer.

Som grundlag for kategorisering skal anmeldepligtig jord analyseres på baggrund af viden om de specifikke aktiviteter, der er relevant for det pågældende areal.

Såfremt der ikke er mistanke om forurening, kan intakt jord, fra områdeklassificerede områder, bortskaffes som ren jord uden analyse af jordprøver. Det samme gælder for intakt jord fra vejarealer.

§9.6 Regler for samlet anmeldelse af flere flytninger fra flere lokaliteter.

Det er muligt at anmelde flytning af jord fra flere lokaliteter til samme bestemmelsessted i én anmeldelse af jordflytninger fra ledningsarbejder eller fra godkendte modtageanlæg, jf. jordflytningsbekendtgørelsens § 8.

Der skal være én anmeldelse for hvert forureningsniveau. Jord fra kortlagte arealer eller jord, der konstateres forurenet ud over kategori 2, kan ikke indgå i en samlet anmeldelse.

Anmeldelsen kan kun dække en periode på op til et år.

Ved en samlet anmeldelse skal anmelder uploade kortbilag eller lignende, der viser, hvor jordflytningerne kommer fra.

§9.7 Slutdokumentation for jordflytning

Slutmodtager skal registrere indvejede jodmængder direkte i anmeldelsen i JordWeb.

§9.8 Jordflytninger, der ikke skal anmeldes

Ved flytning af overskudsjord, der ikke er omfattet af pligten til anmeldelse, skal ejeren sikre sig, at jorden afleveres til en modtager, der har tilladelse til at modtage jorden.

Viser en analyse, at jorden er ren, eller kommer jorden fra et areal uden krav om analyse, kan jorden flyttes til for eksempel et dyrket landbrugsareal som jordforbedring. Det er en forudsætning, at landbrugsarealet ikke er beskyttet efter anden lovgivning, for eksempel naturbeskyttelsesloven. Ved jordforbedringer skal jorden udlægges i et jævnt lag på højst 30-50 cm tykkelse. Arbejdet skal foregå kontinuerligt og det skal normalt være afsluttet inden 6 uger.

Større terrænreguleringer kræver en særskilt tilladelse fra Vejen Kommune.

Jord må ikke placeres på steder, hvor den kan udgøre en miljømæssig risiko, for eksempel i grusgrave, på følsomme naturområder eller i områder med værdifuldt grundvand. Kontakt derfor Vejen Kommune inden jorden flyttes.

§10 Opbevaring af forurenet jord

Borgere, grundejere og virksomheder skal sikre, at jord, som er affald, opbevares på en måde, så der ikke sker forurening til luft, vand eller jord eller opstår uhygiejniske forhold. Det kan for eksempel være i en miljøcontainer.


Det er ikke tilladt at deponere eller mellemdeponere forurenet jord, medmindre der er meddelt tilladelse hertil efter miljøbeskyttelseslovens § 19 eller godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Dette gælder også mellemdeponering med henblik på kategorisering af jord.

§11 Affaldsordning for mindre mængder jord til genbrugspladserne

§11.1 Hvem gælder ordningen for?

Ordningen gælder for alle private borgere, grundejere og virksomheder i Vejen Kommune, der håndterer jord, som er affald.

Ordningen gælder ligeledes for alle virksomheder, der udfører aktiviteter i Vejen Kommune og frembringer jord, som er affald.

§11.2 Beskrivelse af ordningen

Vejen Kommune har etableret adgang til 3 genbrugspladser til modtagelse af jord. Ordningen er etableret som en bringeordning for mindre mængder jord. Der må højest afleveres 1 m3 ren jord fra samme lokalitet.

Har man kendskab til, at jorden er forurenet, kan denne ordning ikke benyttes.

Jord, der indeholder andre affaldsfraktioner, som ikke kan frasorteres, skal bortskaffes efter Vejen Kommunes anvisning.

Vejen Kommune afgør i tvivlstilfælde, om jord skal henregnes til affald og dermed håndteres efter dette regulativ.

§11.3 Adgang til genbrugspladserne

Ordensreglementet for genbrugspladserne skal følges.

Indregistrerede køretøjer med en tilladt totalvægt på højst 3.500 kg samt en trailer har adgang til genbrugspladserne.

§12 Genanvendelse af jord

For at begrænse brugen af primære råstoffer skal overskudsjord i videst muligt omfang genanvendes.

Visse typer af lettere forurenet jord kan genanvendes efter reglerne i restproduktbekendtgørelsen.

Hvis jord ønskes genanvendt, er det et afgørende kriterium, at der er tale om genanvendelse og ikke deponering. Der skal derfor være et formål for anvendelsen af jorden. Det betyder, at der skal foreligge et konkret projekt, hvor der er et dokumenteret behov for de jordmængder, der ønskes genanvendt.

Anden lovgivning, for eksempel krav om miljøgodkendelse, planforhold og naturbeskyttelse, skal opfyldes.

Forurenet jord, der indeholder andre forureningskomponenter end angivet i restproduktbekendtgørelsen eller, som overskrider grænseværdierne, kan også genanvendes. Det kræver dog, at der kan gives en tilladelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 19 eller en godkendelse efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.

§13. Flytning af jord

§13.1 Flytning af jord til godkendte modtageanlæg

Jord, der skal flyttes til et godkendt modtageanlæg, må flyttes umiddelbart efter, at Vejen Kommune har modtaget fyldestgørende udfyldt anmeldeskema vedlagt den nødvendige dokumentation.

Lettere forurenet og forurenet jord, der ikke kan genanvendes til bygge- anlægsaktivitet, skal transporteres til et godkendt modtageanlæg for jordrensning eller deponering. Anlægget foretager den videre håndtering.

Overskudsjord med ukendt forureningsgrad skal transporteres til et godkendt modtageanlæg, der foretager den videre håndtering.

Liste over godkendte modtageranlæg fremgår af JordWeb.

Når jorden bliver afleveret til modtageanlægget, skal anmeldelsesskemaet afleveres sammen med første læs jord.

Hvis den samlede jordflytning udgør mindre end 1 m3, kan jorden afleveres uden anmeldelse eller analyse på de kommunale genbrugspladser, jf. §11, eller på et dertil godkendt modtageanlæg.

Vejen Kommune afgør i tvivlstilfælde, hvilket modtageanlæg der må benyttes.

§ 13.2 Flytning af jord fra godkendte modtageranlæg

Ved flytning af jord fra et godkendt modtageanlæg kan jorden uden analyse kategoriseres som ved modtagelsen på anlægget. Hvis jord fra forskellige kategorier sammenblandes på anlægget, skal jordblandingen kategoriseres som den højeste af de kategorier, der sammenblandes.

Hvis jord fra et godkendt modtageanlæg ønskes kategoriseret lavere end ved modtagelsen på anlægget, skal anlægget dokumentere den lavere kategori med analyser.

§13.3 Håndtering af vejjord fra vejmatriklen

Jord fra vejmatrikler er anmeldepligtigt.

Hvis jorden genanvendes i andre vejprojekter inden for samme vejbestyrelse i Vejen Kommune, skal der ikke ske anmeldelse eller foretages analyser.

Mellemdeponi af vejjord uden for vejmatriklen kræver forudgående tilladelse efter § 19 i miljøbeskyttelsesloven og søges ved Vejen Kommune. Tilladelsen gives under forudsætning af, at håndtering af jorden ikke giver anledning til forurening og at de forskellige affaldsfraktioner skal sorteres på pladsen.

§ 13.4 Flytning af jord i forbindelse med akutte forureninger

Jorden bør staks efter opgravning flyttes til godkendt modtageranlæg. Flytningen skal anmeldes til Vejen Kommune

Jorden kan dog opgraves og flyttes straks til en midlertidig placering i en miljøcontainer eller tilsvarende midlertidig placering med afskærmning fra omgivelserne.

Opgravning og flytning til den midlertidige placering samt den videre flytning skal anmeldes til Vejen Kommune senest 3 hverdage efter flytningen til den midlertidige placering.

§ 13.5 Transport af jord

Transport af jord skal foregå i henhold til gældende regler, så det sikres, at det sker på en miljømæssig forsvarlig måde. Der skal især tages hensyn til jordens aktuelle forureningsindhold og – koncentration.

Spild og støvgener skal undgås.

Inden den anmeldepligtige jord flyttes, har transportøren pligt til at sikre sig, at transporten ledsages af en anmeldelse. Transportøren skal på Vejen Kommunes forlangende forevise anmeldelsen af jordflytningen eller anden dokumentation herfor.

§ 14 Områdeklassificering

Fra 2008 blev byzonen som udgangspunkt klassificeret som et lettere forurenet område efter jordforureningsloven. Kommunerne har mulighed for, efter en konkret vurdering, at undtage og inddrage områder i Vejen Kommune, der er klassificerede som lettere forurenet efter jordforureningsloven.

Den geografiske udbredelse af de områdeklassificerede områder kan ses på Vejen Kommunes hjemmeside. Udbredelsen justeres løbende, for eksempel i forbindelse med lokalplanlægning.

§ 15 Arealer, der er kortlagte som forurenede

Alle forurenede arealer skal som følge af jordforureningsloven kortlægges. Det er regionen, der kortlægger arealerne.

Den geografiske udbredelse af de kortlagte forurenede arealer kan ses på Region Syddanmarks hjemmeside. Arealerne kan også ses på Vejen Kommunes hjemmeside sammen de områdeklassificerede områder.