Jordforureninger og registreringer

Hvorfor er en grund registreret som forurenet?

Der kan være mange grunde til at en ejendom er forurenet. Her kan du læse om de forskellige former for jordforurening, der kan være registreret på din grund, og du kan se om din grund er registret. 

Skal du bygge eller flytte jord fra en grund, som er forurenet eller lettere forurenet, skal du være opmærksom på, at der gælder en række særlige regler. Læs mere om jordflytning.

Hvad betyder det, at et areal er kortlagt som forurenet?

Er der eller har der f.eks. været benzinsalg, et autoværksted eller et renseri på en grund kan den være forurenet med stoffer, som kan være farlige for mennesker og miljøet. Hvis der er mistanke om forurening på grunden, er den kortlagt på vidensniveau 1 (V1), og hvis der er fundet forurening på en grund er den kortlagt på vidensniveau 2 (V2). 

Det er Region Syddanmark som kortlægger forurenet jord i Vejen Kommune. Du kan let finde ud af det ved at søge på forurenede arealer i boksen "mere information". 

Har du spørgsmål til kortlægninger, kan du kontakte Region Syddanmark. 

Forurenet jord

Vil du bygge på en forurenet grund (V1 eller V2), skal du måske have en tilladelse efter jordforureningslovens §8. Vejen Kommune kan i den forbindelse kræve, at du foretager en nærmere undersøgelse af forureningen og risikoen i forhold til anvendelsen. Hvis byggeriet kræver en §8 tilladelse efter jordforureningsloven, skal Vejen Kommune altid høre Region Syddanmark i forhold til eventuelle vilkår.  

Formålet er at sikre, at den planlagte arealanvendelse eller det planlagte bygge- og anlægsarbejde sker på en miljø- og sundhedsmæssig forsvarlig måde.

Tag altid kontakt til kommunen inden en undersøgelse igangsættes, så kommunen på forhånd kan godkende undersøgelsesoplægget.

Her kan du læse mere om §8 tilladelse til bygge- anlægsarbejde på en forurenet grund. 

Vil du undersøge eller rydde op?

Hvis arealet ønskes undersøgt med henblik på at få arealet ud af kortlægningen, skal Region Syddanmark kontaktes, da de er kortlægningsmyndighed. Det er derfor regionen, der skal godkende undersøgelsesoplæg og en eventuel oprydning. 

Hvad betyder det, at et areal er områdeklassificeret?

Al jord i byzone er som udgangspunkt klassificeret som lettere forurenet. Nogle arealer er dog undtaget. Oversigten over klassificerede arealer er opdateret januar 2016. Se om din ejendom er områdeklassificeret

Husk 50 cm reglen før arealer tages i brug

Arealer må ikke tages i brug til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, kolonihave eller sommerhus, før det er sikret, at de øverste 50 cm jord på ubebyggede arealer er ren eller har en varig fast belægning.

Om- og tilbygning til en- og tofamiliehuse er ikke omfattet af 50 cm reglen. 

Hvis du skal købe eller sælge

Ejendomsmægleren har pligt til at indhente oplysninger om, hvorvidt en ejendom er registreret forurenet. Derudover har sælgeren pligt til at oplyse om en eventuel forurening på ejendommen.

Hvis du vil vide, om en ejendom er kortlagt som forurenet, eller om der er planer om en kortlægning, kan du henvende dig til Region Syddanmark, som står for kortlægning af forurenede grunde i Vejen Kommune.