Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Referat fra møde i Trafiksikkerhedsudvalgets den 29. august 2024

Deltagere:

  • Vagn Sørensen Formand, Teknik og Miljøudvalget
  • Niels Therkildsen Næstformand, Teknik og Miljøudvalget
  • Martin Kristiansen ,Syd- og Sønderjyllands Politi
  • Dennis Holst ,Syd- og Sønderjyllands Politi
  • Gerda Eskesen Landdistriktsudvalget
  • Jørn Mårtensson, Ældrerådet
  • Niels Peter Gregersen, Dansk Handicapråd
  • Karin Bork, Vejen og Omegns Kørelærerforening
  • Anne-Mette Dalgaard, Sundhed og Sammenhæng, Vejen Kommune
  • Maiken Friis Krüger, Kommunikation og kampagner, Vejen Kommune (referent)
  • Mie Naaman Brøchner, Vej og Park, Vejen Kommune
  • Anders H. L. Pedersen, Vej og Park, Vejen Kommune

Afbud fra:

  • Henning Hansen, Syd- og Sønderjyllands Politi
  • Anders Borg Hallen, Syd- og Sønderjyllands Politi
  • Jan Bruhn, Ribe Amts Vognmandsforening
  • Pernille Dalsgaard Bøss, Skole, kultur og Fritid, Vejen Kommune
  • Gitte Højmark, Skole, kultur og Fritid, Vejen Kommune
  • Annette Rix Nissen, Vej og Park, Vejen Kommune
  • Anne Mette Helstrup Jensen, Vej og Park, Vejen Kommune
  • Marie Bøttcher Christensen, Landdistriktskonsulent, Vejen Kommune

Pkt. 1: Velkomst ved formanden

Formanden bød velkommen til mødet.

Gerda Eskesen afløser Helge Hansen (Landdistriktsudvalget)

Pkt. 2: Godkendelse af dagsordenen

Dagsordenen for mødet blev godkendt.

Pkt. 3: Godkendelse af referat

Referatet fra mødet d. 7. marts 2024 blev godkendt uden bemærkninger.

Referater fra Trafiksikkerhedsudvalget.

Pkt. 4: Siden sidst

VS orienterede om, at det desværre har været nødvendigt at udskyde enkelte projekter, som der ellers var afsat midler til, til 2025.

Budget 2025 er i øjeblikket i fuld gang med at blive forhandlet. Det bliver et endnu strammere budget end tidligere.

Pkt. 5: Større planer og anlægsarbejder

MNB fortalte om et par større anlægsprojekter, som enten er udført eller er undervejs, samt status for arbejdet med tilgængelighedsplanen og det forestående arbejde med at revidere cykelruteplanen.

MNB orienterede bl.a. om, at projektet ved Torvet i Askov er afsluttet, ligesom også sideudvidelse af Estrupvej og Kærvej er det. Vejen Kommune projekterer i øjeblikket på cykelstiprojektet mellem Brændstrup og Gram. AHLP fortalte, at der i foråret har været afholdt borgermøde med stort fremmøde i Gram Fritidscenter.

Tilgængelighedsplanen ventes sendt i offentlig høring i løbet af efteråret 2024.

Cykelruteplan 2021-2024 revideres i løbet af efteråret 2024. NT foreslår, at det drøftes om bynære projekter bør have højere prioritet end stiprojekter i landzone.GE: Støtter op om, at sikre skoleveje bør prioriteres.NPG: Der er mange, der cykler mellem Rødding og Brændstrup, og mellem Rødding og Sdr. Hygum. Knap så mange på den nye sti mellem Rødding og Hellet.
VS: Der er mange nuancer, der skal vurderes, når der skal prioriteres midler til cykelstier.
MK: Det er også vigtigt, at der er cykelstier til ældre. Flere ældre cykler rigtig meget.
AHLP: Det er en svær balance, om det er cykelstier i åbent land eller i byer der bør prioriteres højest. Der er selvfølgelig flere brugere af stierne i byerne, men omvendt vil vi også gerne tænke grønt og have flere til at vælge cyklen som transportmiddel mellem byerne. Det er med elcyklen blevet lettere at vælge cyklen til på de længere ture.
AHLP: Foreslår at der i planen tages stilling til, om det i Vejen Kommune skal tillades, at lille knallert (knallert 30) kører på cykelstier i eget tracé.
Der er bred enighed om, at knallert 30 bør køre på cykelstierne.
AHLP: Det bør også overvejes, om forslag til nye 2 minus 1 veje fortsat skal være indeholdt i planen, idet Sydog Sønderjyllands Politi i øjeblikket ikke giver tilladelse til nye 2 minus 1 veje – politiet afventer en afgørelse i en sag fra Fyns Politi. Politiet har efterfølgende meddelt at det alene gælder nye 2 minus 1 veje i åbent land, hvor hastighederne ikke kommer langt nok ned.

Pkt. 6: Kampagner 2024

a) Nationale kampagner

AHLP orienterede om årets kampagner fra Rådet for Sikker Trafik. Vejen Kommune støtter op om kampagnerne. Der opsættes vejkantplakater og udsendes pressemeddelelser. Følgende kampagner er hhv. i gang / på vej:

  • Børn på vej (skolestartskampagne) – kører i uge 33-35 – DH fortalte at man bl.a. har udført to hastighedskontroller ved Askov-Malt Skole med hhv. 25 og 16 sager, og en enkelt ved Højmarkskolen med 70 sigtede.
  • Pas på mig (skolepatrulje-kampagne) – kører i uge 36-38
  • Kør Cykel når du cykler (uopmærksomhedskampagne målrettet cyklerne) – kører i uge 39-41

Politiet bakker op om de forskellige kampagner og forsøger at komme ud i politikredsens kommuner og til de skoler, hvor det kan lade sig gøre.

b) Regionale kampagner

Narkokampagne 2023

Narkokampagnen med klovne events gentages i september 2024. Der er indgået aftale med 3 influencere, som besøger forskellige events, ungdomsuddannelser og gå-i-byen steder i Syd- og Sønderjylland. I Vejen Kommune besøger en af influencerne Vejen Gymnasium og nattelivet en fredag aften. Influencerne genbruger hættetrøjerne og deler duftfriskere udformet som klovneemojis ud.

DH præsenterede lidt statistik vedr. narko- og spirituskørsel i perioden 2019-2024. Antallet af sager med narko-/spritkørsel er hen over perioden faldende. I 2019 var der således 149 sager (uheld / kontroller), i 2023 81 sager og i 2024 til dato 35 sager.
KB: Bemærker at det ikke er mange narko- og spiritussigtede, der generhverver deres kørekort. Det er primært sigtede i sager med vigepligt eller fart, der generhverver. Ses er på et samlet Syd- og Sønderjylland er det fortsat politiets vurdering, at der tages langt flere for narko end for sprit.

Til næste møde i Trafiksikkerhedsudvalget forsøger politiet at trække data om, hvor mange sager de har med kørsel i frakendelsestiden, og hvilke stoffer der registreres i Vejen Kommune.

Årets Refleksdag

Der er igen indkøbt slap wraps (reflekser) til alle elever i 0. og 1. klasse. Uddeles igen af elever fra 5. klasserne, som fungerer som refleksambassadører.

Vindertegningen fra sidste års tegnekonkurrence hænges op på alle skoler i kommunen. Der afholdes igen en tegnekonkurrence.

c) Lokale kampagner

Årets trafikdag

Der er blevet evalueret på sidste års pilotprojekt – Årets Trafikdag - på Grønvangskolen, hvor alle elever i 0.- 6. klasse arbejdede med trafik. Temadagen var en stor succes og alle skoler er derfor på årets netværksmøde for færdselskontaktlærere blevet opfordret til at afholde Årets Trafikdag.

Hele 4 skoler har efterfølgende meddelt at de i løbet af efteråret 2024 afholder Årets Trafikdag – Andst Børnecenter, Skodborg Børnecenter, Bække Skole og Grønvangskolen.

Trafiksikkerhedsudvalget anbefaler at ’Årets Trafikdag’ fremover gennemføres på alle skoler i Vejen Kommune.

Trafikcafé for 8. klasser

Gentages i år den 19. september 2024 kl. 9-14. Programmet er det samme som i 2023, hvor Syd- og Sønderjyllands Politi, Sikker Trafik Live og Cykeldrengene deltager.

Alle kommuneskoler og 3 af 4 friskoler deltager i år – ca. 500 deltagere!

Trafikcaféen bør gentages igen i 2025. Desværre er det fremover ikke længere muligt at få en gratisdag i Troldesalen. Det kan derfor være nødvendigt at spare forplejningen (sandwich og brikjuice) væk.

Trafikcafé for seniorer

Det besluttes, at der skal forsøges gennemført en trafikcafé for seniorer i løbet af november 2024. Dette bl.a. grundet de mange uheld i 2024 med personer ældre end 70 år.

Idéer til indhold: En læge, der kan fortælle, hvad der sker med krop og hjerne, når man bliver ældre.

Der inviteres til planlægningsmøde i løbet af september. Ældrerådet inviteres til at deltage i planlægningen.

Afholdes i år i Brørup, Holsted eller Rødding i 2024.

Pkt. 7: Sortpletanalyse 2029-2023

AHLP præsenterede sortpletanalysen, som efterfølgende blev debatteret. De udpegede kryds er som altid besigtiget og det er vurderet om trafiksikkerheden i første omgang kan forbedres vha. billige tiltag som eksempelvis afmærkning eller manglende drift og vedligehold af oversigtsarealer.

NPG: Handicaprådet har lige siden signalanlægget blev ombygget til en rundkørsel kritiseret udformningen.

KB: Undrer sig over at man må køre 50 km/t på den nordligste del af Nørregade. Den anbefalede 30 km/t zone i Søndergade i Vejen kan måske også laves i Nørregade i Vejen.
AHLP undersøger, om hastigheden på de sorte strækninger Nørregade og Øster Allé i Vejen kan reduceres.

Pkt. 8: Uheldsanalyse

AHLP præsenterede uheldsanalysen, som efterfølgende blev debatteret.

Der er bl.a. registreret mange uheld i 2024 med personer ældre end 70 år, samt med spiritus. Spiritusuheldene er primært registreret i forårs- og efterårsmånederne, og altså ikke i de perioder, hvor politiet traditionelt har fokus på spritkørsel. Antallet af alvorligt tilskadekomne og dræbte er også højere end i de foregående 4 år, hvorfor målsætningen om at reducere antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne ikke længere følges.

AHLP: De mange uheld med ældre mennesker kan skyldes, at ældre i dag er mere mobile end tidligere, man er længere på arbejdsmarkedet og de store årgange.
KB: Det kan også skyldes, at der ikke længere er krav om lægeattest for at få fornyet kørekortet.

AHLP sender uheldsstatistikken til DH, så de kan bruge den til planlægning af eksempelvis fremtidige spritkontroller. AHLP foreslår, at politiet foretager spritkontroller ifm. fredagscaféer / fester på ungdomsuddannelserne. Tidligere blev kommunerne bedt om at melde disse datoer ind til politiet.
AHLP frygter, med baggrund i et oplæg til en tidligere trafiksikkerhedskonference, at rigtig mange unge mennesker kører hjem fra festerne i en landkommune, som Vejen Kommune.
KB: Oplever at der holder rigtig mange biler parkeret på p-pladsen ved Vejen Gymnasium ifm. gymnasiefester.

Pkt. 9: Bordet rundt

MK: Der er et godt samarbejde mellem politi og kommune.

DH: Har tidligere nævnt problemer med street race på Energivej i Holsted. Det har desværre ikke vist sig muligt at etablere hastighedsdæmpende tiltag. Der har heldigvis ikke været registreret nævneværdige problemer hen over sommeren. Til gengæld har der været kørt en del på Industrivej Vest i Vejen. Her har der været en dialogbaseret løsning, så der er forholdsvis ro i øjeblikket.

NT: Ønsker generel evidensbaseret viden i forhold til, hvordan statistikkerne udarbejdes og behandles.

AHLP: Knallerter – opdragelse af knallertkørere om at de skal tage hensyn til andre, der færdes på cykelstier.

Politiet fortæller, at det allerede i dag er en del af knallertundervisningen.

GE: Opfordring til, at græsset, der bliver klippet, ikke ryger for meget ud på cykelstierne. Generelt er cykelstierne ikke så vedligeholdte.
MNB: Det er en stor udfordring i forhold til de nedbørsmængder vi får lige nu. Hun tager det med til driften.

Pkt. 10: Anlægsprojekter 2023 / 2024

MNB fortalte kort om de større anlægsprojekter i Vejen Kommune.

NPG: Undrer sig over, at man ikke starter med at ombygge stitunnellen.

Ombygning af stitunnellen er tænkt ind i projektet, men afventer bl.a. eventuel statslig støtte fra pulje til tilgængelighed ved stationer.

Projekterne kan ses i præsentationen.

Pkt. 11: Evt.

Intet.

Pkt. 12: Næste møde

Næste møde afholdes d. 6. marts 2025 kl. 15.00-17.00 i Vejen.

Anders Pedersen

Teknik & Miljø

Ring til os

Denne side er printet den 14-11-2025 11.23

Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.

Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

Ros og ris til hjemmesiden

Hold dig opdateret om Vejen Kommune

Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen


CVR-nummer 29189838

Genveje