---
title: "Kvalitetsstandard for Servicelovens § 107: Midlertidigt botilbud"
date: "2026-04-24"
created: "2026-04-24"
---

[Hjem](https://vejen.dk/)

                    [Borger](https://vejen.dk/borger)

                    [Sundhed, omsorg og psykiatri](https://vejen.dk/borger/sundhed-omsorg-og-psykiatri)

                [Kvalitetsstandard for Servicelovens § 107: Midlertidigt botilbud](https://vejen.dk/borger/sundhed-omsorg-og-psykiatri/kvalitetsstandard-for-servicelovens-107-midlertidigt-botilbud)

# Kvalitetsstandard for Servicelovens § 107: Midlertidigt botilbud

Gældende fra medio 2026, Handicap & Socialpsykiatri, *Gældende fra medio 2026*

## 1. Servicelovens §107 – midlertidigt botilbud

Kommunalbestyrelsen kan tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for det.

### 1.1. Formålet

Formålet med et midlertidigt botilbud er at skabe en fysisk ramme, hvor du, hvis du har en funktionsnedsættelse eller sociale udfordringer, får målrettet hjælp med henblik på udredning, udvikling eller stabilisering af din funktionsevne. Målet er, at du på sigt kan flytte i egen bolig, eventuelt med støtte efter § 85 (socialpædagogisk støtte).

Når du ansøger om et midlertidigt botilbud efter § 107, vurderer vi først, om støtte i egen bolig (jf. § 85 udvidet bostøtte) kan dække dit behov. Det gør vi ud fra en recovery-orienteret tilgang og med respekt for dine håb og drømme.

Et midlertidigt botilbud er som udgangspunkt til dig, der har et støttebehov som ikke kan dækkes i egen bolig med § 85 socialpædagogisk støtte eller § 85 udvidet bostøtte.

Formålene med et midlertidigt botilbud er desuden:

- At give dig et sted at bo, hvor du kan udvikle eller genetablere dine psykiske, fysiske og sociale evner og færdigheder, herunder arbejde med at styrke dine muligheder for at flytte i en selvstændig bolig
- At afklare dit funktionsniveau, dine ressourcer og behov i forhold til fremtidige støtte- og boligbehov
- At afklare fremtidig boform og støtteforanstaltninger samt eventuelle erhvervs- og/eller uddannelsesmuligheder

### 1.2. Målgruppe

Du kan være i målgruppen for et midlertidigt botilbud, hvis du er over 18 år og har en veldokumenteret betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller står med særlige sociale udfordringer, som gør, at du har behov for:

- Et individuelt udviklingsforløb og særlig behandlingsmæssig støtte med henblik på at kunne mestre dit liv
- Et udrednings- og genoptræningsforløb grundet en betydelig nyerhvervet funktionsnedsættelse, hvor det ikke er afklaret, hvilket (bo)tilbud der vil være det rette for dig, og hvor udredning derfor er nødvendig
- At blive stabiliseret, så det herefter kan vurderes, hvilket tilbud der vil passe til dit behov
- Et kortvarigt ophold på et botilbud, hvor det forventes, at du gennem opholdet kan rehabiliteres i et sådant omfang, at du ikke efterfølgende har behov for et botilbud

Velfærdsteknologiske løsninger indtænkes i den måde, vi arbejder sammen med dig i dagligdagen, med det formål at støtte dig i at blive så selvhjulpen og egen-mestrende som muligt i hverdagen.

Afgørende for vores afgørelse om midlertidige botilbud er en vurdering af dine behov efter principperne om mindst indgribende foranstaltning.

## 2. Indholdet og omfang

Vores midlertidige botilbud yder forskellige indsatser, der tager udgangspunkt i at støtte dig i at udvikle en så aktiv og selvstændig hverdag som muligt ud fra en recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang. På handicapområdet arbejder vi ud fra en habiliterende tilgang, og hvis du har psykisk sårbarhed, vil vi støtte dig gennem recovery-processer.

Afhængigt af dine individuelle behov får du mulighed for at videreudvikle og vedligeholde færdigheder inden for nedenstående temaer i voksenudredningsmetoden (VUM 2.0), kombineret med velfærdsteknologiske redskaber og muligheder for selvstændiggørelse:

- Relationer
- Samfundsliv
- Kommunikation
- Praktiske opgaver
- Egenomsorg
- Mobilitet

**Relationer**

- Vi støtter dig i at indgå i samspil og kontakt med andre, deltage i sociale fællesskaber og fritidsaktiviteter samt varetage dine relationer til dit netværk.

**Samfundsliv**

- Vi støtter dig i at udvikle og vedligeholde dit funktionsniveau med henblik på, at du får forståelse for din økonomiske situation og dermed kan administrere din egen økonomi – eksempelvis ved at etablere betalingsservice eller budgetkonto, betale regninger, varetage uddannelse og bolig samt gennemgå, forstå og handle på modtaget post og digital post.

**Kommunikation**

- Vi støtter dig i at udvikle og vedligeholde dit funktionsniveau med henblik på at hjælpe dig med kontakten til offentlige myndigheder, blandt andet gennem træning i brugen af kommunikationsmidler og teknikker som digitale borgerbetjeningsløsninger.
- Vi støtter dig også i at kunne indgå i hverdagens kommunikationsformer, herunder ved at inddrage velfærdsteknologiske og digitale løsninger.

**Praktiske opgaver**

- Vi skaber struktur i din hverdag og støtter dig i at udvikle og/eller vedligeholde dit funktionsniveau med henblik på, at du kan opretholde eller forbedre en livsførelse, der er god for dig. Det indebærer træning og støtte, så du så selvstændigt som muligt kan håndtere oprydning og rengøring af hjemmet, tøjvask og/eller vaskeordning samt indkøb eller bestilling af dagligvarer, eventuelt ved brug af onlineløsninger.
- Rengøring er som udgangspunkt en pædagogisk aktivitet, hvor du er involveret, og den indgår på lige fod med andre aktiviteter i hverdagen.
- Hvis du ikke selv kan deltage i rengøringen, henviser vi til standarden for ældre- og rehabiliteringsområdet. Har du behov for yderligere rengøring, har du mulighed for at tilkøbe dette hos en privat leverandør for egen regning.
- Vi yder ikke støtte til slutrengøring, ned- og udpakning af inventar eller istandsættelse af bolig ved fra- eller tilflytning.

**Egen omsorg**

- Vi støtter dig i at udvikle og vedligeholde dit fysiske og psykiske funktionsniveau med henblik på, at du kan varetage din personlige hygiejne, eksempelvis at børste tænder, blive vasket, spise, drikke, barbere dig og klæde dig på i forhold til årstiden.
- Vi hjælper dig også med at mestre din egen sundhed i forhold til KRAM-faktorerne (kost, rygning, alkohol og motion) samt med at forstå og håndtere spørgsmål om seksualitet på en tryg og faglig måde.

**Mobilitet**

- Vi støtter dig i at udvikle og vedligeholde dit funktionsniveau med henblik på, at du selv kan færdes i det offentlige rum, eksempelvis ved at blive i stand til at anvende offentlige transportmidler.

### 2.1. Ledsagelse

Vi ledsager dig til behandling, når der er behov for det.

Socialpædagogisk ledsagelse til aktiviteter og nødvendige indkøb uden for botilbuddets rammer vurderes og bevilges individuelt af os ud fra dine behov.

### 2.2. Pårørende/netværk

Dit netværk og dine pårørende inddrages i det omfang, som du ønsker.

### 2.3. Ferie

Hvis du er omfattet af målgruppen, har du ret til 4 døgns ferie om året med socialpædagogisk ledsagelse. Du dækker selv dine egne udgifter, mens vi dækker udgifterne til medarbejderne – både løn og ledsagerudgifter. Ferieturene tilrettelægges individuelt og kan derfor erstattes af eller planlægges som dagsture.

Derudover kan du have mulighed for at tilkøbe yderligere ferie eller ture med ledsagelse af kendte medarbejdere fra tilbuddet. Her dækker du både dine egne udgifter og udgifterne til medarbejderens løn og ledsagerudgifter.

### 2.4. Beskæftigelse

Udgangspunktet er altid, at du er i fuld tid i beskæftigelse eller uddannelse 5 dage om ugen, når du bevilges et midlertidigt botilbud.

Der kan dog være hensyn, som gør, at du har behov for reducerede arbejdsdage eller timer. I så fald foretager vi en konkret og individuel vurdering, som danner grundlag for omfanget af din deltagelse.

### 2.5. Sagsbehandlingstid

Der er en sagsbehandlingsfrist på op til 12 uger fra ansøgning til afgørelse. Vi tager dog altid udgangspunkt i din konkrete situation og vurderer, om der er et akut behov for et tilbud.

Inden vi træffer afgørelse, skal din sag forelægges for visitationsudvalget i Handicap og Socialpsykiatri, så vi kan kvalificere det rette tilbud til dig.

Hvis du er i målgruppen for et midlertidigt botilbud, vil du få tilbudt en plads, så snart der er et relevant tilbud ledigt.

Du modtager en skriftlig afgørelse med klagevejledning og information om klagefrist.

Ved bevilling får du tilbud om en handleplan efter Servicelovens § 141.

### 2.6. Målgruppevurdering

Hvis du er i målgruppen for et midlertidigt botilbud, vil det typisk være, fordi dit behov for en særlig indsats er midlertidigt, fordi din funktionsnedsættelse eller graden af den endnu ikke er afklaret, eller fordi dine mere varige behov for indsatser ikke kan fastslås.

### 2.7. Levering af indsats

Hvis du er inden for målgruppen, tilbyder vi dig et botilbud i eller uden for Vejen Kommune, som vi vurderer kan imødekomme dine behov.

Der er ikke frit valg af § 107-botilbud, og det er derfor os i Myndighed Handicap og Socialpsykiatri, der skal sikre, at det valgte botilbud opfylder dine behov for udvikling i sammenhæng med VUM-udredningen. Vi forsøger dog så vidt muligt at finde det rette tilbud i samarbejde med dig.

Interne midlertidige botilbud efter § 107 i Vejen Kommune vil blive taget i betragtning først.

### 2.8. Tilsyn

Det er Det Sociale Tilsyn, der godkender de oplysninger, der er registreret på [www.tilbudsportalen.dk](https://tilbudsportalen.dk/tilbudssoegning/landing/index) om blandt andet leverandørens kompetencer, og som løbende sikrer, at oplysningerne stemmer overens med de faktiske forhold hos leverandøren.

Kun tilbud, der er registreret på [www.tilbudsportalen.dk](https://tilbudsportalen.dk/tilbudssoegning/landing/index), kan indgå i den kommunale forsyning og dermed være relevante for dig. Socialtilsyn Syd fører tilsyn med alle tilbud. Tilbuddet skal arbejde tæt sammen med os i Myndighed Handicap og Socialpsykiatri i et samarbejde med dig.

### 2.9. Opfølgning

Opfølgning sker ved, at vi afholder statusmøder med dig, en medarbejder fra tilbuddet og os i Myndighed Handicap & Socialpsykiatri.

Det første statusmøde afholdes senest 3 måneder efter din indskrivning, og derefter 2 gange årligt for at sikre, at der fortsat er overensstemmelse mellem dine behov og den bevilling, du har fået.

Inden et statusmøde stiller vi krav om, at de interne midlertidige botilbud i Vejen Kommune har udfyldt skemaet 'opfølgning' fyldestgørende som dokumentation i fagsystemet.

### 2.10 Egenbetaling og rådighedsbeløb

Der er egenbetaling for dit ophold både for kost og logi. Beløbet bliver udregnet inden din indflytning. Kost opkræves direkte af botilbuddet, mens logi opkræves af os i Vejen Kommune, Handicap og Socialpsykiatri, via PBS.

Dit rådighedsbeløb i forbindelse med fastsættelse af egenbetaling i tilbud efter Servicelovens § 107 er fastsat til 2.990 kr. pr. måned i 2026. I de følgende år bliver rådighedsbeløbet indeksreguleret efter samme fremskrivningsprocent som uddannelseshjælp.

Betalingsreglerne er fastsat i Social- og Boligministeriets bekendtgørelse om betaling for botilbud mv. efter Servicelovens kapitel 20.

Der gælder særlige regler, hvis du bevarer din egen bolig under opholdet, eller hvis du ikke har nogen indtægt.

## Lene Beck Kristensen

### Handicap & Socialpsykiatri

### Ring til os

[79 96 64 01](tel:79%2096%2064%2001)

### Skriv til os

[Send Digital Post til Voksne med handicap (som borger)](https://post.borger.dk/send/31e49274-e5ac-4724-851c-d50c72eeea5e/3819e7af-3369-4df9-871c-dd49ae78ea1b/)

### Bemærk

                            Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.
