---
title: "Kvalitetsstandard for Servicelovens § 104: Aktivitets- og samværstilbud"
date: "2026-04-24"
created: "2026-04-24"
---

[Hjem](https://vejen.dk/)

                    [Borger](https://vejen.dk/borger)

                    [Sundhed, omsorg og psykiatri](https://vejen.dk/borger/sundhed-omsorg-og-psykiatri)

                [Kvalitetsstandard for Servicelovens § 104: Aktivitets- og samværstilbud](https://vejen.dk/borger/sundhed-omsorg-og-psykiatri/kvalitetsstandard-for-servicelovens-104-aktivitets-og-samvaerstilbud)

# Kvalitetsstandard for Servicelovens § 104: Aktivitets- og samværstilbud

Gældende fra medio 2026, Handicap & Socialpsykiatri, *Gældende fra medio 2026*

## **1.**  **** **Servicelovens § 104 – aktivitets-og samværstilbud**

Kommunen skal tilbyde aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af deres personlige færdigheder eller livsvilkår.

### 1.1. Formål

Formålet med et aktivitets- og samværstilbud er:

- At sikre, at du får mulighed for samvær og aktivitet
- At du får mulighed for at bruge, udvikle og vedligeholde dine potentialer bedst muligt
- At skabe aktiviteter i hverdagen, der udfordrer og udvikler dine sociale, psykiske, intellektuelle og motoriske færdigheder
- At tilbyde dig aktiviteter med henblik på, at du sammen med andre ligestillede borgere opnår fælles aktiviteter i det omfang, det er muligt

### 1.2. Målgruppe

Målgruppen for aktivitets- og samværstilbud er dig, hvis du er fyldt 18 år. Tilbuddet er til dig, som:

- Har en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer
- Har brug for et dagtilbud for at opretholde eller forbedre personlige færdigheder eller livsvilkår

Hvis du gentagne gange melder afbud til dit aktivitets- og samværstilbud, vil din sagsbehandler tage kontakt til dig og til leverandøren. Formålet er at afdække, hvad årsagen er, og på den baggrund vurdere, om tilbuddet skal fortsætte.

## **2.**  **Indhold og omfang**

Udgangspunktet er, at du deltager på fuld tid i aktivitets- og samværstilbud – det vil sige 5 dage om ugen. Der kan dog være forhold, der gør sig gældende for dig, som betyder, at der er behov for færre dage eller timer. I sådanne tilfælde laver vi en konkret og individuel vurdering, som danner grundlag for omfanget af din deltagelse.

Aktivitets- og samværstilbuddet har fokus på at støtte dig i at opretholde eller forbedre dine personlige færdigheder og livsvilkår. Du får mulighed for at være en del af et fællesskab, opleve dig selv i en sammenhæng og derigennem skabe relationer. Tilbuddet giver dig samtidig en meningsfuld og struktureret hverdag.

Sammensætningen af aktivitets- og samværstilbuddet kan variere i både omfang og form, alt efter dine individuelle behov. Den støtte, du får, bliver tilrettelagt ud fra dine ressourcer, behov og de mål, du har for din deltagelse i tilbuddet.

Tilbuddet skal give dig mulighed for at skabe relationer til andre i samme situation og opleve tryghed i en genkendelig og forudsigelig hverdag. Det skal også støtte dig i at opleve aktiviteterne som en naturlig del af dit daglige liv og give dig vejledning og støtte i sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter.

### 2.1. Sagsbehandlingstid

Der er en sagsbehandlingstid på op til 6 uger fra det tidspunkt, hvor du sender din ansøgning. Hvis vi ikke kan overholde fristen, vil du få besked skriftligt inden fristens udløb samt en dato for, hvornår du kan forvente at få en afgørelse.

Der er ikke frit valg af aktivitets- og samværstilbud efter § 104.

### 2.2 Målgruppevurdering

Du kan ansøge om aktivitets- og samværstilbud via [borger.dk](https://www.borger.dk/) – send din ansøgning til Voksenteamet og mærk den “Ansøgning § 104 tilbud”. Du kan også kontakte os telefonisk og give en beskrivelse af dine udfordringer og eventuelle diagnoser.

Når vi har modtaget din ansøgning, foretager en socialrådgiver en individuel og konkret vurdering. Her ser vi på, om du er omfattet af målgruppen, og hvordan dine behov bedst kan tilgodeses i et aktivitets- og samværstilbud.

Dine mål vil fremgå af en § 141-handleplan, hvis du ønsker at få sådan en udarbejdet. Alternativt vil dine mål fremgå af den bestilling, vi laver i Myndighed Handicap og Socialpsykiatri samt af indsatsplanen, som vi sender til leverandøren.

Når du er visiteret til et aktivitets- og samværstilbud, iværksætter vi tilbuddet hurtigst muligt.

Hvis du får helt eller delvist afslag på det, du har ansøgt om, vil du modtage en skriftlig begrundelse. Sammen med afslaget får du også eventuelle forslag til alternative støttemuligheder og løsninger samt en klagevejledning.

Hvis du får afslag på din ansøgning, har du mulighed for at klage. Klagen skal sendes til den socialrådgiver hos os, som har behandlet din sag. Socialrådgiveren vil derefter genbehandle sagen. Hvis du ikke får medhold, sender vi sagen videre til Ankestyrelsen. Klagen behandles efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

### 2.3 Levering af indsats

Vi kan tilbyde aktivitets- og samværstilbud på handicapområdet samt socialpsykiatriområdet.

Vejen Kommune har følgende interne tilbud til dig, som har et handicap:

- Kærhøj
- Nørrevang
- Veum Dag

Det er et krav, at leverandøren dokumenterer indsatsen løbende og udfylder opfølgningen forud for statusmødet med myndighed.

### 2.4 Egenbetaling

Hvis du deltager i arrangementer, ture m.m., hvor der er udgifter forbundet, skal du selv betale for disse. Det er helt frivilligt at deltage i sådanne aktiviteter.

Vi i Vejen Kommune betaler for transport til og fra dit tilbud, hvis du har en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og er visiteret til et aktivitets- og samværstilbud.

Hvis du vælger at bruge materialer, som ikke indgår i den almindelige produktion, kan der være en mindre egenbetaling for materialerne.

### 2.5 Opfølgning

Som udgangspunkt foretages der en vurdering af dine behov én gang om året og ellers efter behov.

Du og din kontaktperson i aktivitets- og samværstilbuddet følger løbende op på de mål, der er beskrevet i din handleplan. Hvis indsatsen i en periode afviger væsentligt fra handleplanen, er tilbuddet forpligtet til at informere os som visiterende myndighed.

Hvis opfølgningen viser, at dine behov har ændret sig, vil vi revurdere din støtte med henblik på at sikre, at du får den hjælp, der bedst matcher dine aktuelle behov. Hvis der sker væsentlige ændringer i dit nuværende tilbud, har du mulighed for at klage over afgørelsen. Klagen skal sendes til den socialrådgiver hos os, som har truffet beslutningen, og sagen kan derefter indbringes for Ankestyrelsen.

### 2.6 Tilsyn

Leverandøren arbejder tæt sammen med os i myndighedsafdelingen. Hvis der opstår problemer med at levere den indsats, vi har bestilt, eller hvis der er behov for ændringer, giver leverandøren os besked, så vi sammen kan finde den rette løsning.

## Lene Beck Kristensen

### Handicap & Socialpsykiatri

### Ring til os

[79 96 64 01](tel:79%2096%2064%2001)

### Skriv til os

[Send Digital Post til Voksne med handicap (som borger)](https://post.borger.dk/send/31e49274-e5ac-4724-851c-d50c72eeea5e/3819e7af-3369-4df9-871c-dd49ae78ea1b/)

### Bemærk

                            Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.
