---
title: "Kvalitetsstandard for særlige behandlingstilbud - Serviceloven §102"
date: "2026-08-20"
created: "2026-08-20"
---

[Hjem](https://vejen.dk/)

                    [Borger](https://vejen.dk/borger)

                    [Sundhed, omsorg og psykiatri](https://vejen.dk/borger/sundhed-omsorg-og-psykiatri)

                [Kvalitetsstandard for særlige behandlingstilbud - Serviceloven §102](https://vejen.dk/borger/sundhed-omsorg-og-psykiatri/kvalitetsstandard-for-saerlige-behandlingstilbud-serviceloven-102)

# Kvalitetsstandard for særlige behandlingstilbud - Serviceloven §102

## 1. Servicelovens § 102 – Særlig behandlingstilbud

Kommunalbestyrelsen kan give tilbud af behandlingsmæssig karakter til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.

### 1.1. Formål

Formålet med tilbud af behandlingsmæssig karakter er at styrke eller kompensere dine funktioner ud fra en rehabiliterende tilgang, så du kan leve et så selvstændigt liv som muligt. Du kan få bevilget behandling, hvis du har en betydelig og varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, og hvis din hjælp ikke kan ydes efter anden lovgivning.

Har du behov for en særlig behandling, kan der bevilges et tilbud, hvis det almindelige behandlingssystem ikke har den nødvendige specialviden eller ekspertise, eller hvis en individuel faglig vurdering viser, at det almindelige behandlingssystem ikke er egnet til at behandle dig.

Det betyder, at tilbud af behandlingsmæssig karakter kun kan bevilges, hvis behandlingen er nødvendig for at bevare eller forbedre dine fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og hvis hjælpen ikke kan gives gennem det almindelige behandlingssystem eller anden lovgivning.

### 1.2. Målgruppe

Du kan være i målgruppen for tilbud af behandlingsmæssig karakter, hvis du er fyldt 18 år og har en betydelig og varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller særlige sociale problemer.

Tilbud af behandlingsmæssig karakter er subsidiære i forhold til anden lovgivning. Det betyder, at mulighederne for støtte efter anden lovgivning altid skal være afsøgt og udtømt, før der kan bevilges et sådant tilbud.

Det er en forudsætning for bevilling, at:

- Behandlingen er nødvendig for, at du kan bevare eller forbedre din fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne
- Behandlingen kræver særlig viden eller ekspertise
- En konkret og individuel vurdering viser, at det almindelige behandlingssystem ikke er egnet til at hjælpe dig

Dit behov for den særlige behandling skal desuden være udredt og dokumenteret, eksempelvis gennem en statuserklæring fra din læge, psykiater, psykolog eller andre relevante samarbejdspartnere.

### 1.3 Hvornår er du ikke i målgruppen?

Du er ikke i målgruppen, hvis du allerede har ret til den nødvendige behandling gennem andre tilbud, for eksempel efter Sundhedsloven.

Bor du i et botilbud, hvor behandlingen indgår som en integreret del af tilbuddet, er du heller ikke omfattet af målgruppen.

## 2. Indholdet og omfang

Tilbuddet bevilges kun, hvis en konkret og individuel vurdering viser, at du har behov for en særlig indsats.

Varigheden af behandlingen fastsættes på baggrund af en individuel vurdering af dit behov, din motivation og dit udbytte af indsatsen. Udgangspunktet er dog et forløb på mellem 6 og 12 behandlinger.

Vi bevilger udelukkende behandling inden for anerkendte og dokumenterede behandlingsformer.

### 2.1 Opfølgning på indsatsen

Ved opfølgning på behandlingen vurderer vi, om formålet fortsat er opfyldt, og om behandlingen fremover helt eller delvist kan varetages af det almindelige behandlingssystem.

I forbindelse med opfølgning, forlængelse eller genoptagelse skal leverandøren indsende en statuserklæring. Erklæringen skal beskrive behandlingsforløbet og det opnåede resultat samt redegøre for formålet med en eventuel forlængelse og for, hvordan behandlingen kan støtte dig i at benytte det almindelige behandlingssystem.

### 2.2. Hvem leverer indsatsen?

Behandlingen kan ydes både i eget hjem og i kommunale boformer.

Valg af leverandør sker i dialog med dig og træffes på baggrund af en konkret vurdering af kvalitet og pris.

Tilbuddet kan for eksempel omfatte behandling inden for følgende områder:

- Psykologbehandling
- Specialpsykiatri
- Ergoterapi
- Fysioterapi
- Tandlægebehandling

### 2.3. Er der egenbetaling?

Du kan ikke få tilskud til følgeudgifter i forbindelse med behandlingen. Følgeudgifter kan for eksempel være transport, kursusudgifter eller forplejning.

Du kan heller ikke få et særligt behandlingstilbud, alene fordi der er egenbetaling eller ventetid i det almindelige behandlingssystem. Dette er vilkår, som gælder for alle.

### 2.4. Oplysningspligt

Hvis der sker væsentlige ændringer i din funktionsevne, dine ressourcer eller dit behov, som har betydning for bevillingen, skal både du og leverandøren give besked til din myndighedsrådgiver i henhold til Retssikkerhedsloven § 11, stk. 2.

### 2.5. Sagsbehandlingstid

Der er en sagsbehandlingsfrist på op til 8 uger fra ansøgning til afgørelse.

### 2.6. Sådan søger du

Du kan søge via http://www.borger.dk ved at sende en sikker besked til os i Voksenmyndighed, Handicap og Socialpsykiatri.

Når vi har modtaget din ansøgning, vil du blive kontaktet af en myndighedsrådgiver. Ved samtalen afdækker din myndighedsrådgiver dit funktionsniveau, dit behov for støtte, din motivation samt dine ønsker i forhold til et tilbud af behandlingsmæssig karakter.

Det kan være nødvendigt, at du giver samtykke til, at der indhentes yderligere oplysninger for at belyse sagen. Hvis sagen indeholder oplysninger, som vi ikke forventer, at du er bekendt med, vil du blive partshørt.

Efter samtalen foretager din myndighedsrådgiver en konkret og individuel faglig vurdering og træffer herefter afgørelse i sagen.

- Hvis din ansøgning imødekommes, modtager du en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning.
- Hvis din ansøgning ikke imødekommes, modtager du en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning. Du vil forud for afgørelsen blive partshørt.
- Ønsker du at klage over afgørelsen, skal klagen sendes til din myndighedsrådgiver senest 4 uger efter, du har modtaget afgørelsen.
- Din myndighedsrådgiver genvurderer afgørelsen inden for 4 uger efter modtagelse af klagen. Fastholdes afgørelsen, videresendes sagen til Ankestyrelsen, som træffer den endelige afgørelse i sagen.
