---
title: "Kompensationsberettigende udgifter for voksne"
date: "2025-10-27"
created: "2025-10-27"
---

[Hjem](https://vejen.dk/)

                    [Borger](https://vejen.dk/borger)

                    [Sundhed, omsorg og psykiatri](https://vejen.dk/borger/sundhed-omsorg-og-psykiatri)

                    [Handicap og psykisk sygdom](https://vejen.dk/borger/sundhed-omsorg-og-psykiatri/handicap-og-psykisk-sygdom)

                [Kompensationsberettigende udgifter for voksne](https://vejen.dk/borger/sundhed-omsorg-og-psykiatri/handicap-og-psykisk-sygdom/kompensationsberettigende-udgifter-for-voksne)

# Kompensationsberettigende udgifter for voksne

                            [Ansøg om hjælp til kompensationsberettigede udgifter](https://www.borger.dk/sitecore/content/borgerdk/forside/handicap/hjaelp-i-hverdagen/hjaelp-til-daekning-af-kompensationsberettigende-udgifter-for-voksne)

                        Har du varigt nedsat funktionsevne, kan du søge om hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter

## Læs mere om selvbetjeningsmulighederne

###

                                                 Hvem kan søge om hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter?

Du kan få dækket
kompensationsberettigende udgifter, som er direkte forbundet med en varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis:

- du er mellem 18 år og folkepensionsalderen
- har udsat/opsat din folkepension

Får du førtidspension efter lov om
højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension, kan du
ikke få kompensationsydelse efter servicelovens § 100, medmindre du får kontant
tilskud efter servicelovens § 95 eller borgerstyret personlig assistance efter
§ 96.

Med varigt nedsat funktionsevne
forstås en langvarig lidelse:

- hvis konsekvenser for dig er af indgribende
    karakter i din daglige tilværelse
- som medfører, at der ofte må sættes ind med
    ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.

Det er en betingelse, at de kompensationsberettigende
udgifter er en konsekvens af din nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes
efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven. Du kan få
dækket dine kompensationsberettigende udgifter uanset din boform, dvs. også
selv om du fx bor i bofællesskab eller i botilbud.

Hos Den Uvildige Konsulentordning
på Handicapområdet (DUKH) kan du finde mere information om, hvem der kan søge om
hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter og på hvilke
betingelser.

- [Viden om voksenhandicapområdet - Selvhjælp Kompensationsberettigende udgifter til voksne](https://www.dukh.dk/Selvhj%C3%A6lp/Viden-om-voksenhandicapomr%C3%A5det/Kompensationsberettigende-udgifter-til-voksne "DUKH om kompensationsberettigende udgifter til voksne")

Den 1. september 2025 skiftede den
tidligere merudgiftsydelse navn til kompensationsydelse, og reglerne om
udmåling af hjælpen er ændret. Kommunen har frem til den 1. september 2027 til
at træffe afgørelse efter de nye regler for borgere, som lige nu modtager hjælp
efter de hidtidige regler.

###

                                                Hvor meget kan jeg få udbetalt til hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter?

Kompensationsydelse udmåles ud fra dine sandsynliggjorte eller dokumenterede, nødvendige
kompensationsberettigende udgifter. Det vil sige udgifter, du har grundet din
funktionsnedsættelse, og som andre på samme alder og i samme livssituation uden
funktionsnedsættelse, ikke har eller ikke har så høje udgifter til.

Hvis du har
sådanne udgifter, skal du tage stilling til, om du vil søge kompensationsydelse
efter enten gruppe I eller gruppe II.

De to grupper adskiller sig fra hinanden
med hensyn til:

- kompensationsydelsens størrelse
- om udgifterne skal sandsynliggøres
    eller dokumenteres
- hvilke typer af udgifter der kan tages med i
    sandsynliggørelsen eller dokumentationen.

####
Gruppe I

For at få kompensationsydelse efter gruppe I skal
du sandsynliggøre kompensationsberettigende udgifter på mindst 6.960 kr. om
året svarende til gennemsnitligt 580 kr. om måneden (2026) -
minimumsbeløbet. Alle typer af kompensationsberettigende udgifter kan her medregnes,
uanset om udgifterne er løbende eller enkeltstående.

Så snart det er konstateret, at de
sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter overstiger minimumsbeløbet,
får du udbetalt et standardbeløb på 1.155 kr. pr. måned (2026-niveau) uden
yderligere sagsbehandling.

#### Gruppe II

For at få kompensationsydelse efter gruppe II skal du
dokumentere kompensationsberettigende udgifter på over25.080 kr. om året
svarende til gennemsnitligt 2.090 kr. om måneden (2026-niveau).

Kun
kompensationsberettigende udgifter, som er omfattet af en af følgende kategorier,
kan tages med i dokumentationen:

1. Kost- og diætpræparater
2. Medicin
3. Befordring og driftsudgifter ved befordring i egen bil
4. Forhøjet husleje
5. Fritidsaktiviteter
6. Handicaprelaterede kurser
7. Beklædning
8. El, vand og varme og
9. Øvrige kompensationsberettigende udgifter, hvor den enkelte kompensationsberettigende udgift overstiger 15.675 kr. pr. år svarende til gennemsnitligt 1.306,25 kr. (2026) om måneden.

Når kommunen har konstateret, at de dokumenterede
kompensationsberettigende udgifter overstiger det ovenfor nævnte beløb får du
udbetalt et beløb svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter og
i tillæg hertil et standardbeløb på 523 kr. om måneden (2026).

###

                                                Ansøgning om kompensationsydelse efter gruppe I eller II

Du skal søge og have godkendt din
ansøgning, inden du kan få hjælp til dækning af kompensationsberettigende
udgifter. Ved ansøgning skal du tage stilling til, om du ønsker at søge om hjælp
til dækning af kompensationsberettigende udgifter efter gruppe I eller II.

Kommunen skal vejlede dig i forhold
til din ansøgning, og vejledningen skal være tilpasset din konkrete sag. Vejledningen
skal indeholde oplysninger om betingelserne for at få tildelt ydelsen efter gruppe
I og II, og du skal vejledes om, hvorvidt du bør søge om hjælp efter
henholdsvis gruppe I og II, baseret på de oplysninger om udgiftstype og
-størrelse, som du giver til kommunen.

Når du har ansøgt om
kompensationsydelse efter enten gruppe I eller gruppe II, tager kommunen
udelukkende stilling til, om du kan modtage hjælp efter den søgte gruppe.
Hvis du har søgt efter gruppe II, vil kommunen dog, hvis den konstaterer, at
der ikke er dokumenteret tilstrækkeligt med kompensationsberettigende udgifter
efter gruppe II, men minimumsbeløbet for gruppe I derimod er opfyldt, uden yderligere
ansøgning, udbetale kompensationsydelse efter gruppe I.

Hvis du har fået bevilget
kompensationsydelse efter gruppe I, kan du, hvis der efterfølgende sker
ændringer i de kompensationsberettigende udgifter, fx. ved en stigning over
grænsen til gruppe II, søge om hjælp efter gruppe II.

Din indkomst har ingen betydning
for, om du kan modtage hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter.
Kompensationsydelsen er skattefri

- [Lovguide DUKH -  Kompensationsydelse til voksne](https://www.dukh.dk/Guides-og-Praksisnyt/@14/Lovguide---Kompensationsydelse-til-voksne "Lovguide DUKH -  Kompensationsydelse til voksne")
- [Social- og Boligministeriet om hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter til voksne](https://www.sm.dk/arbejdsomraader/handicap/oekonomisk-stoette/hjaelp-til-daekning-af-kompensationsberettigende-udgifter-til-voksne "Social- og Boligministeriet om hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter til voksne")

###

                                                Ansøg om hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter - Gruppe I

Personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, som kan sandsynliggøre kompensationsberettigende udgifter på
mindst 6.960 kr. om året, svarende til gennemsnitligt 580 kr. om måneden, kan
søge om et standardbeløb på 1.155 kr. pr. måned (2026).

Alle typer af
kompensationsberettigende udgifter – både løbende og enkeltstående - kan tages
med i sandsynliggørelsen, fx udgifter til medicin, kørsel til og fra
uddannelse eller arbejde, håndsrækninger og handicaprelaterede kurser.

###

                                                Ansøg om hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter - Gruppe II

Personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne,
der kan dokumentere kompensationsberettigende udgifter på over 25.080 kr. om
året svarende til gennemsnitligt 2.090 kr. om måneden, inden for bestemte
udgiftskategorier, kan få disse udgifter dækket sammen med et standardbeløb på
523 kr. om måneden (2026). Udgiftskategorierne er

1. Kost- og diætpræparater
2. Medicin
3. Befordring og driftsudgifter
    ved befordring i egen bil
4. Forhøjet husleje
5. Fritidsaktiviteter
6. Handicaprelaterede kurser
7. Beklædning
8. El, vand og varme og
9. Øvrige
    kompensationsberettigende udgifter, hvor den enkelte kompensationsberettigende
    udgift overstiger 15.675 kr. pr. år svarende til gennemsnitligt 1.306,25 kr. kr.
    (2026-niveau) om måneden.

###

                                                Hvor længe kan jeg få hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter?

Kommunen skal alene revurdere
kompensationsydelsen, hvis du selv anmoder om det, fordi der er sket ændringer,
eller hvis kommunen bliver opmærksom på eller får formodning om, at forholdene
kan have ændret sig.

Hvis du ikke længere opfylder
betingelserne, stopper udbetalingen helt, og du modtager ikke hjælpen måneden
efter, at dette er konstateret

- [DUKH om kommunens opfølgning på løbende ydelser efter serviceloven](https://www.dukh.dk/Guides-og-Praksisnyt/@224/Praksisnyt-48---Opf%C3%B8lgning-p%C3%A5-l%C3%B8bende-ydelser "Praksisnyt 48 - Opfølgning på løbende ydelser")
- [Kan jeg udskyde min pension?](https://www.borger.dk/pension-og-efterloen/Dit-liv-aendrer-sig---tjek-pensionen/Naar-du-naermer-dig-pensionsalderen/Din-pensionsalder "Artikel på borger.dk om at udskyde pension")

*Skrevet af Social- og Boligministeriet*

## Lene Beck Kristensen

### Handicap & Socialpsykiatri

### Ring til os

[79 96 64 01](tel:79%2096%2064%2001)

### Skriv til os

[Send Digital Post til Voksne med handicap (som borger)](https://post.borger.dk/send/31e49274-e5ac-4724-851c-d50c72eeea5e/3819e7af-3369-4df9-871c-dd49ae78ea1b/)

### Bemærk

                            Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.
