Mountainbikerute i Hundsbæk Plantage

Hundsbæk Plantage er en privatejet skov. Derfor er det noget helt unikt, at der nu er en offentligt tilgængelig mountainbike-rute i skoven.

Det er to cykelklubber - nemlig Askov Mudeaters og Vejen Bicycle Club - der ved frivilligt arbejde, har etableret ruten. De har gravet pæle ned, skruet skilte op og kørt grus ud i trillebøre. Bestyrelsen bag Hundsbæk Plantage har været en aktiv samarbejdspartner i projektet og Vejen Kommune støtter projektet økonomisk. Natur- og Stipuljen har betalt materialerne.

Vær opmærksom på, at det er en privat skov, du er gæst i. De almindelige regler for færdsel gælder altså også her. Læs mere på Naturstyrelsens hjemmeside om regler for færdsel i private skove.

Kør kun på den afmærkede rute - og vis hensyn. Gående og løbere er velkomne på ruten - men de skal gå imod pilenes retning, så gående og cyklister kan se hinanden.

Spænd hjelmen og ha' en go' tur :-)