Tramp ud i historien på den nye Kongeåsti

I 2015 blev en ny vandresti langs åen indviet. Kongeåstien er en trampesti, der går fra den østlige grænse af Vejen Kommune og 67 km langs åen ud til Vadehavet. Heraf ligger 35 km i Vejen Kommune. Underlaget er primært græs, eng, og markveje og enkelte steder asfaltveje med begrænset trafik.

Arbejdet med Kongeåstien blev startet af 5 lokalråd langs Kongeåen i Vejen Kommune i september 2008. I 2013 kom Esbjerg Kommune med i samarbejdet. I alt har ca. 200 lodsejere frivilligt lagt jord til stien.

Det er muligt at gå lange strækninger eller rundture på 3,5-6,8 km. For at krydse Kongeåen er der bygget 6 nye broer med et spænd på ca. 20 m.

Masser af nye faciliteter

Som de store broer er alle andre faciliteter f. eks. shelters, infostandere, kanopladser, handicapfiskepladser, toiletbygninger, bord/bænkesæt mv. arkitekttegnede i forbindelse med Kongeåsti-projektet. Alle elementer er lavet i ubehandlet egetræstømmer, så det matcher naturen i den fredede Kongeådal.

5 steder langs ruten er der bygget nye shelterpladser og på en række udvalgte punkter langs med stien er der mulighed for digitalt at få mere at vide om både historien og naturen. 6 steder er der nemlig digitale informationsskærme med gratis Wi-Fi. Her kan du give dig tid til at læse utrolige historier om skæbner og om livet på begge sider af Konge­åen gennem mange generationer.

Du kan også sejle turen på 50 km i kano fra Andst Bro til Kongeåslusen.

Den historiske å

Fra 1864 til 1920 udgjorde Kongeåen øst for Villebøl landegrænse mellem Danmark og Tyskland, men hele Kongeåen har i mange hunderede år været en grænse for folk nord og syd for åen. Allerede fra 1200-tallet som grænse mod hertugdømmerne mod syd, siden som toldgrænse mellem Danmark og Slesvig (1500-tallet - 1850).             

Kongeåen er Danmarks længste og smalleste fredning og den blev fredet i 1980 fordi man ville forhindre, at åen skulle rettes ud. Et af formålene med fredningen var, at give adgang til offentligheden. Dette formål er nu blevet opfyldt med Kongeåstien.

Der er udgivet en folder om Kongeåstien, og folderen kan hentes i de folderkasser, der er ved alle de digitale infostandere.

Se mere på www.kongeaastien.dk

For yderligere oplysninger kan du kontakte:

  • Arne Madsen, formand for den tværkommunale styregruppe for Kongeåstien på telefon: 40 19 81 53
  • Sally Huntingford, Vejen Kommune på telefon: 79 96 62 72
  • Inge Lise Møller Jensen, Vejen Kommune på telefon: 79 96 62 66