Færdsel i naturen

Der findes en række regler for, hvordan vi må færdes i naturen.

I korte træk går de ud på at:

  • du må cykle og gå på veje og stier i skovene.
  • i skove ejet af staten og offentlige stiftelser må du også gå uden for stierne, men ikke cykle.
  • du må cykle og gå på alle anlagte veje og stier i det åbne land, også selvom der er opsat skilte med "privat vej".
  • du må færdes til fods på udyrkede arealer, der ikke er indhegnede.
  • du må færdes i randzonerne langs vandløb og søer, hvis der er lovlig adgang fra en vej, sti eller fra et naboareal, hvor der er lovlig adgang til. Du må derfor ikke passere henover en mark (uanset om det er en stubmark eller lignende) for at komme til randzonen. Som udgangspunkt må du heller ikke gå langs et levende hegn eller skel for at komme til randzonen.
  • du må gå langs alle kyster og strande i Danmark.

Husk at hunde skal føres i snor hele året, når du færdes ude i det åbne land, dog skal du på strande og kyster kun føre hunde i snor i perioden fra 1. april - 30. september.