Bygge- og beskyttelseslinjer

Skove

Skovbyggelinjen beskytter skovenes omgivelser mod byggeri i en afstand på 300 m fra skovbrynet. Linjen gælder for alle offentlige skove og for private skove over 20 ha dog ikke plantager med juletræer og pyntegrønt.

Søer og åer

Søer og åer er beskyttet mod byggeri, terrænregulering, beplantning mv. i en afstand af 150 m. Beskyttelsen gælder for søer med en vandflade på mindst 3 ha og vandløb med bundbredde på mindst 2 m (ifølge regulativ gældende i 1983).

Kirker

Kirkebyggelinjen sikrer, at der ikke bygges højere end 8,5 m i en afstand af 300 m fra kirken. Kirkebyggelinjen omfatter ikke kirker, der har bymæssig bebyggelse i hele 300 m zonen. Ofte er kirker også omfattet af en kirkeomgivelsesfredning.

Fortidsminder

Synlige fortidsminder som fx gravhøje, voldsteder og runesten er beskyttet af en linje på 100 m fra fortidsmindets yderste kant. I dette område er det ikke tilladt at foretage ændringer af omgivelserne, og de inderste 2 m må ikke dyrkes.

Hvor er der bygge- og beskyttelseslinjer?

Se vejledende kort over bygge- og beskyttelseslinjer i Vejen Kommune ved at følge linket i infoboksen. Kontakt Teknik & Miljø, hvis du er i tvivl eller har spørgsmål.

Hvordan søger du dispensation?

Send en ansøgning til Teknik & Miljø, følg linket i infoboksen. I ansøgningen skal du beskrive projektets størrelse og udseende herunder facadetegninger og et kort, der viser byggeriets placering. Vi kan give dispensation, hvis vi vurderer, at projektet er i overensstemmelse med formålet med bygge- eller beskyttelseslinjen. I de fleste tilfælde vil vi være interesserede i at komme ud og se stedet.

Hvornår må du gå i gang?

Når vi har besluttet, om projektet kan godkendes, er der en klagefrist på 4 uger. Du må ikke gå i gang med et godkendt projekt, før klagefristen er udløbet, og der eventuelt er givet byggetilladelse. Hvis der kommer klager, må du ikke gå i gang, før sagen er behandlet af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Læs mere om klagereglerne på nævnets hjemmeside.

Aktuelle afgørelser offentliggøres på hjemmesiden under "Høringer og afgørelser".