Spildevand på landet
I Vejen Kommune er der omkring 4200 ejendomme udenfor de kloakerede områder. Af disse ligger 572 ejendomme i et område, hvor der stilles/vil blive stillet krav om bedre rensning af spildevandet.
De ejendomme, der ikke er tilsluttet offentlig kloak skal på anden måde sørge for, at spildevandet fra ejendommen håndteres så der ikke sker en uønsket belastning af miljøet. Dette indebærer typisk udskilning af bundfældelige stoffer med efterfølgende rensning af spildevandet.
Hvem skal have forbedret rensning?
I særligt udpegede områder i det åbne land stilles der krav om forbedret spildevandsrensning, fordi forskellige stoffer giver problemer i vandløb og søer.
Områderne ses i spildevandsplanen.
Spildevandsløsninger?
Der er flere forskellige typer af spildevandsanlæg. Fælles for dem alle er, at spildevandet skal for-renses i en bundfældningstank. I bundfældningstanken sker en mekanisk rensning. En bundfældningstank skal kunne rumme mindst to tusinde liter spildevand. Tanken skal være meldt til kommunens tømningsordning. Tanken vil normalt blive tømt en gang årligt. Efter bundfældningstanken ledes spildevandet videre til yderligere rensning.
Nedenfor kan du læse om de mest almindelige anlægstyper til rensning af spildevand.
Et nedsivningsanlæg består efter mekanisk rensning af en fordelerbrønd og to eller flere sivedræn. Sivedrænene skal dimensioneres efter vandmængde og jordbundens evne til at nedsive spildevand. Et typisk anlæg består af 2 sivestrenge på hver 15 meter.
Både jordbundsforhold, høj grundvandsstand og afstand til fx drikkevandsboringer kan betyde, at der ikke kan etableres et nedsivningsanlæg på ens ejendom.
Minirenseanlæg er små renseanlæg beregnet til at rense spildevand fra en eller to husstande. De er opbygget som små automatiske anlæg, der renser spildevandet efter samme principper, som kendes fra de store renseanlæg. Det rensede vand fra anlægget ledes efterfølgende til dræn, vandløb eller nedsives.
Der findes også andre typer af spildevandsanlæg fx pileanlæg, beplantet filteranlæg, rodzoneanlæg og samletank.
Hvis du skal søge om
- nedsivningsanlæg
- pileanlæg
- minibiologisk renseanlæg
- skema til færdigmelding
kan du kontakte team vandmiljø og få sendt et ansøgningsskema. Udfyldte skemaer sendes til Vejen Kommune.
Økonomisk trængte grundejere kan få en hjælpende hånd ved kommunens afgørelse med påbud om forbedret rensning af spildevand.
Læs mere på energistyrelsens hjemmeside, hvor du også finder ansøgningsblanketter.
Kirsten Kofod
Teknik & Miljø
Ring til os
Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.
Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.