Partnerskaber

Vejen Kommune indgår klimapartnerskaber om at arbejde for at opnå Parisaftalens mål. Det betyder, at der målrettet arbejdes for, at Vejen Kommune - som geografisk område - senest i 2050 er en klimaneutral kommune og har reduceret sin CO2-udledning til netto-nul. Ligeledes skal det sikres, at kommunens store areal bliver robust og modstandsdygtig over for oversvømmelser og andre kommende gener fra klimaforandringer.

Partnerskab med landbruget

Landbrugets lokale organisationer og Vejen Kommune har revideret klimapartnerskabet, der første gang blev underskrevet i december 2021. Via nye initiativer har de forpligtet sig til at arbejde aktivt for at nedbringe CO2-udledningen. Aftalen er yderst konkret. Der skal arbejdes med multifunktionel arealanvendelse, der skal udarbejdes klimaregnskaber på landbrugsbedrifter og produktionen af plantebaserede fødevarer i kommunen skal fremmes.

Ved at sætte fokus på konkrete handlinger og initiativer, kan Vejen Kommune og landbruget i fællesskab fortsætte med at reducere landbrugets drivhusgasudledning.

Fra venstre:
Henrik Pihl Jessen, medlem af Udvalget for teknik og miljø - HC Gæmelke, Jysk Landbrug - Vagn Sørensen, formand for Udvalget for teknik og miljø - Frank Schmidt-Hansen, borgmester - Christian Lund, Spiras  og Henrik Bertelsen, Familielandbruget Sydvest. Sønderjysk Familiebrug var ikke repræsenteret på dagen.

Partnerskabsaftale med landbrugets organisationer (ikke webtilgængelig)

Klimapartnerskabsaftalens tekst

Partnerskab med Vejen Forsyning

Vejen Forsyning er officielt Vejen Kommunes klimapartner. Sammen skal de sikre, at kommunen er robust og modstandsdygtig over for oversvømmelser og andre kommende gener fra klimaforandringer. Der udarbejdes en ressourcestrategi med handlingsforslag til, hvordan vi sammen går i netto-nul i 2030. Vejen Forsyning A/S bakker op om Byrådets klimaambitioner og understøtter implementeringen af kommunens klimastrategi med de virkemidler, som organisationen har.

Vejen Kommunes borgmester Frank Schmidt-Hansen og Vejen Forsynings bestyrelsesformand Jørgen Lastein underskriver partnerskabsaftalen.

Klimapartnerskab mellem Vejen Forsyning og Vejen Kommune (ikke webtilgængelig)

Klimapartnerskabsaftalens tekst

Partnerskab med Kongeå Trailercenter

Kongeå Trailercenter er indgået i et officielt klimapartnerskab med Vejen Kommune. Vejen Kommune har forpligtet sig på at udvikle og gennemføre projekter for at nå væsentlige CO2 reduktioner. Kongeå Trailercenter bakker som privat virksomhed op om arbejdet for at reducere CO2 udledninger og har konkret forpligtet sig til at opsætte solceller på flere af deres bygninger, udskifte al belysning til LED med bevægelsessensorer og erstatte gasfyret med varmepumper. De vil desuden udskifte deres dieseltrucks med el-drevne trucks og de vil opstille ladestandere til el-biler til kunder og ansatte på deres parkeringsplads.

Vejen Kommunes borgmester Frank Schmidt-Hansen og Henrik Staal, Kongeå Trailercenter underskriver partnerskabsaftalen.

Klimapartnerskab mellem Kongeå Trailercenter og Vejen Kommune (ikke webtilgængelig)

Klimapartnerskabsaftalens tekst