Børns typiske krisereaktioner

Der er store individuelle forskelle i børns krisereaktioner. Dette gælder ikke mindst tidligt efter hændelsen. Reaktionerne afhænger bl.a. af børnenes alder.

De mindste børn vil ofte have et konkret syn på eksempelvis døden, og deres spørgsmål kan være meget direkte og konkrete.

Hos børn i mellemgruppen kan de langsigtede konsekvenser forstås, og dette vil ofte ledsages af spekulationer f.eks. det uretfærdige i det skete, selvbebrejdelser, osv.

Reaktioner i teenagealderen vil ofte ligne de voksnes reaktioner, hvor der kan fore- komme stærke følelsesmæssige udtryk, spekulationer over en dybere mening med det skete, etc.

Ofte vil reaktioner i forbindelse med krise komme forskudt, og man skelner derfor mellem umiddelbare krisereaktioner og efterreaktioner.

Umiddelbare krisereaktioner

Almindelige tidlige og umiddelbare krisereaktioner kan være:

• Chok og mistro
• Rædsel og protest
• Apati og lammelse
• Fortsættelse af aktiviteter som om intet er hændt

Chokreaktioner er en beskyttelsesmekanisme, som gør det muligt at tage det, der er sket, ind lidt efter lidt. Børns evne til at regulere følelser er ikke så godt udviklet som hos voksne, og de vil derfor bruge strategier til følelsesregulering, som naturligt passer til deres alder. Man kan derfor se børn, som benægter det, der er sket, andre vil vise tristhed i kortere perioder, og vil ikke altid snakke om det der er sket. Nogen børn reagerer umiddelbart med angst og rædsel, mens andre bliver apatiske.

Tidsopfattelsen og sanseindtryk vil ændre sig under kriser, og ofte vil bestemte oplevelser, detaljer, lugte, lyde, etc. sætte sig som erindringer hos barnet, og kan plage barnet i lang tid efter i form af mareridt, angst for bestemte situationer, etc. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på alle reaktioner, og være opmærksom på at reaktionerne er forskellige bl.a. afhængig af barnets alder.

Efterreaktioner

De fleste børn som oplever krisereaktioner, vil komme igennem disse uden alvorlige psykiske mén. Efterreaktionerne vil oftest dæmpe sig naturligt over tid, specielt med god støtte fra forældre og andre voksne omkring barnet.

Almindelige efterreaktioner kan være:

• Angst og sårbarhed i en periode
• Påtrængende minder
• Søvnvanskeligheder
• Sorg og savn
• Irritabilitet og vrede

Særligt omkring sorg og savn

Sorg og savn kan manifestere sig på forskellig vis:

Nogle børn isolerer sig og bliver indesluttede

• En del børn græder meget, andre græder sjældent
• Børn kan have perioder, hvor de skifter mellem at virke triste og virke uberørte
• Vrede og udadreagerende adfærd er almindeligt
• Skyldfølelse, selvbebrejdelser og skam
• Svært ved at bevare koncentrationen og opmærksomheden i skolen
• Kropslige reaktioner
• Problemer i relation til kammerater

Piger har generelt lettere ved at udtrykke deres reaktioner i ord, mens drenge oftere bruger mere aktive eller ensomme strategier.

 Efter en krise/traumatisk hændelse og særligt efter dødsfald er det væsentligt, at børn får mulighed for at deltage i ritualer som led i deres bearbejdning af det, de har oplevet. Ritualer giver børn mulighed for på en stærk og meningsfuld måde at udtrykke det, som de føler i forhold til det, der er sket. Disse ritualer omfatter bl.a. begravelsen, som det anbefales at børnene deltager i. Af andre ritualer kan nævnes; mindehøjtideligheder, at holde et minuts stilhed, besøg på stedet, hvor ulykken fandt sted, markering af årsdagen, mv.

I forhold til begravelse er det vigtigt at barnet altid ledsages af en voksen, som bar- net har tillid til, og som kan støtte barnet under forløbet. Ved små børn bør denne voksen være barnets forældre, men ved ældre børn kan det også være en klasse- lærer eller pædagog. Før begravelsen bør barnet være forberedt på, hvad der skal ske, at der synges sange, at præsten holder tale, etc. Ved begravelsen kan barnet med fordel udtrykke sin sorg meget konkret, f.eks. ved at medbringe blomster.

Hvis barnet har været meget tæt knyttet til den døde, kan det at se den afdøde være med til at gøre det uvirkelige virkeligt. Man bør dog inden dette valg, lave en grundig vurdering af, hvorvidt det enkelte barn kan rumme denne oplevelse, herunder vurderer om den afdøde er tilredt på en måde, som kan virke traumatiserende på barnet.

I enkelte tilfælde kan et barn – eller voksen – være så berørt af hændelsen i så lang en periode efter denne har fundet sted, at det er nødvendigt at følge op på hændelsen gennem psykologsamtaler.