Skilsmisse - hjælp til børn og forældre
En skilsmisse giver ofte store udfordringer for både børn og voksne, og der vil altid være mange følelser involveret, både hos de involverede voksne og børn.
Børnene skal tilpasse sig en ny hverdag og skal lære at navigere i en familie, hvor mor og far ikke længere bor sammen. Det er derfor vigtigt at være opmærksomme på børnene i den proces, som en skilsmisse er, således at de kommer bedst muligt igennem forløbet.
Læs mere om mulighederne for børn og forældre
Omkring halvdelen af alle ægteskaber i Danmark ender i skilsmisse. At mor og far flytter fra hinanden er således et almindeligt livsvilkår, og samtidig en stor livsforandring, for rigtig mange børn og unge.
At forældrene får etableret et godt samarbejde og samtidig har øje for børnenes behov, er de mest afgørende faktorer for skilsmissebarnets trivsel.
Derfor søger mange forældre rådgivning til, hvordan det fælles forældresamarbejde kan styrkes. Det kan eksempelvis omhandle, hvordan I som forældre fortæller om skilsmissen til børnene, hvordan I får etableret et godt samarbejde omkring børnene, eller hvordan I støtter børnene i livet med skilte forældre.
Skilsmisserådgivning er anonym rådgivning, hvilket betyder, at der ikke føres journal. Efter en indledende samtale kan man frit tage stilling til, om man ønsker at komme igen. Det er mulighed for op til fem samtaler.
Hvem kan få hjælp
Skilsmisserådgivning er et anonymt tilbud til forældre i Vejen Kommune med børn under 18 år. Tilbuddet er rettet til forældre, der har besluttet sig for at flytte fra hinanden, og til forældre, der allerede bor hver for sig.
Hvor
Rådgivningen finder sted på Områdekontoret Brørup, Stadionvej 15, 6650 Brørup.
Kontakt
Samtalerne foregår ved psykolog Linnea Faxe. Såfremt I er interesseret, er I velkomne til at henvende jer anonymt på telefon til Linnea på telefonnummer 23 44 09 78. Her kan I bestille en tid til en samtale, samt kort fortælle hvorfor I kontakter os. I kan ligeledes ringe til psykologteamets hovednummer på telefonnummer 79 96 63 57.
Psykologteamet tilbyder at afholde gruppeforløb for børn med skilte forældre i samarbejde med de enkelte skoler i Vejen Kommune. Ønsket er at hjælpe børnene med at håndtere de tanker og følelser, man kan have i forbindelse med, at ens forældre er skilt og understøtte børnenes trivsel.
Skilsmisser er en af de udfordringer, som mange familier møder i dag. For mange børn og unge er familie bruddet forbundet med sorg og mange tanker. Uanset om skilsmissen har været skånsom eller konfliktfyldt, så viser erfaringer, at børnene tumler med spørgsmål, som de kan have god glæde af at få delt med andre i et trygt og neutralt rum.
Samtalegrupperne er tænkt som et forebyggende tilbud. Vi ønsker at give børnene mulighed for at sætte deres livssituation ind i et større perspektiv og give dem konkrete redskaber til at tackle de følelser og tanker, som de går og tumler med. Erfaringer viser, at børn lærer meget af at spejle sig i jævnaldrende og udveksle erfaringer i børnehøjde. At møde andre, der har oplevet noget lignende, kan bidrage til, at børnene ikke føler sig ’alene’, ’forkerte’ eller ’unormale’.
Gruppeforløbene afholdes i samarbejde med de enkelte skoler i kommunen, der er interesserede i tilbuddet. Forløbene afholdes på skift ude på skolerne og ligger i skoletiden.
Linnea Faxe
Børn, PPU & Sundhedspleje
Ring til os
Bemærk
Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.
Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.