Børns typiske krisereaktioner

Der er store individuelle forskelle i børns krisereaktioner. Dette gælder ikke mindst tidligt efter hændelsen. Reaktionerne afhænger bl.a. af børnenes alder.

De mindste børn vil ofte have et konkret syn på eksempelvis døden, og deres spørgsmål kan være meget direkte og konkrete.

Hos børn i mellemgruppen kan de langsigtede konsekvenser forstås, og dette vil ofte ledsages af spekulationer f.eks. det uretfærdige i det skete, selvbebrejdelser, osv.

Reaktioner i teenagealderen vil ofte ligne de voksnes reaktioner, hvor der kan fore- komme stærke følelsesmæssige udtryk, spekulationer over en dybere mening med det skete, etc.

Ofte vil reaktioner i forbindelse med krise komme forskudt, og man skelner derfor mellem umiddelbare krisereaktioner og efterreaktioner.

Umiddelbare krisereaktioner

Almindelige tidlige og umiddelbare krisereaktioner kan være:

  • Chok og mistro
  • Rædsel og protest
  • Apati og lammelse
  • Fortsættelse af aktiviteter som om intet er hændt

Chokreaktioner er en beskyttelsesmekanisme, som gør det muligt at tage det, der er sket, ind lidt efter lidt. Børns evne til at regulere følelser er ikke så godt udviklet som hos voksne, og de vil derfor bruge strategier til følelsesregulering, som naturligt passer til deres alder. Man kan derfor se børn, som benægter det, der er sket, andre vil vise tristhed i kortere perioder, og vil ikke altid snakke om det der er sket. Nogen børn reagerer umiddelbart med angst og rædsel, mens andre bliver apatiske.

Tidsopfattelsen og sanseindtryk vil ændre sig under kriser, og ofte vil bestemte oplevelser, detaljer, lugte, lyde, etc. sætte sig som erindringer hos barnet, og kan plage barnet i lang tid efter i form af mareridt, angst for bestemte situationer, etc. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på alle reaktioner, og være opmærksom på at reaktionerne er forskellige bl.a. afhængig af barnets alder.

Efterreaktioner

De fleste børn som oplever krisereaktioner, vil komme igennem disse uden alvorlige psykiske mén. Efterreaktionerne vil oftest dæmpe sig naturligt over tid, specielt med god støtte fra forældre og andre voksne omkring barnet.

Almindelige efterreaktioner kan være:

  • Angst og sårbarhed i en periode
  • Påtrængende minder
  • Søvnvanskeligheder
  • Sorg og savn
  • Irritabilitet og vrede
Særligt omkring sorg og savn

Sorg og savn kan manifestere sig på forskellig vis:

  • Nogle børn isolerer sig og bliver indesluttede
  • En del børn græder meget, andre græder sjældent
  • Børn kan have perioder, hvor de skifter mellem at virke triste og virke uberørte
  • Vrede og udadreagerende adfærd er almindeligt
  • Skyldfølelse, selvbebrejdelser og skam
  • Svært ved at bevare koncentrationen og opmærksomheden i skolen
  • Kropslige reaktioner
  • Problemer i relation til kammerater

Piger har generelt lettere ved at udtrykke deres reaktioner i ord, mens drenge
oftere bruger mere aktive eller ensomme strategier.