Skip til hoved indholdet

Fleksibel pasningsordning

Vejen Kommune tilbyder fleksible pasningsordninger.

Ansøg om kombinationstilbud

Forældre tilbydes muligheden for et kombinationstilbud i dagtilbud. Det er et tilbud, der henvender sig til enlige forældre og forældrepar, hvor begge har et dokumenteret arbejdsbetinget behov for pasning udenfor dagtilbuddenes almindelige åbningstid.

Kombinationstilbud skal give jer som familie mulighed for at kombinere en plads i dagtilbud med en fleksibel pasningsordning uden for dagtilbuddets åbningstid. Et kombinationstilbud kan ikke samlet overstige hvad der tidsmæssigt svarer til en fuldtidsplads i et dagtilbud. For at det kan være et kombinationstilbud skal den del, der handler om behov for pasning uden for dagtilbuddet være på mindst 10 timer om ugen i gennemsnit over 4 uger.

Formålet med kombinationstilbuddet er at tilgodese de behov, I som forældre kan have, for fleksibilitet i forhold til at skabe en bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv.

Formålet er videre, at kombinationstilbuddet skal give mulighed for, at dit barn kan forblive i sine vante og trygge rammer i dagtilbuddet og f.eks. blive passet af en for barnet kendt person i hjemmet, når du som forælder har arbejdstider, der ikke kan dækkes af dagtilbuddets almindelige åbningstider.

Den fleksible pasningsordning kan ske ved at du som forælder indgår en aftale med

A) en fleksibel pasningsordning som er selvstændig erhvervsdrivende

B) en fleksibel børnepasser, som du selv ansætter og hermed er arbejdsgiver for.

Det er jer som forældre, der skal ansøge om et kombinationstilbud. I den forbindelse skal Vejen Kommune godkende den fleksible pasningsordning. Det sker på lige fod med godkendelse af øvrige private pasningsordninger i Vejen Kommune. Læs mere om private pasningsordninger

Før du/I vælger et kombinationstilbud skal du/I være opmærksomme på, at en fleksibel pasningsordning adskiller sig fra de muligheder, der betegnes som dagtilbud. Dagtilbud omfatter den kommunal dagpleje og kommunale/private institutioner.

Det betyder, at

  • de støttemuligheder der f.eks. er til et barn med særlige behov i en kommunal/selvejende daginstitution/dagpleje ikke tilsvarende kan finde sted i fleksibel pasning.
  • der ikke stilles de samme faglige krav som til et dagtilbud
  • der ikke er pligt til at stille anden pasning til rådighed ved sygdom, ferie, kurser eller lignende, hvilket betyder at du selv skal finde alternative løsninger når den fleksible børnepasser holder fri
  • Vejen Kommune ikke har forpligtigelser i forhold til kompetenceudvikling og lignende
  • tilrettelæggelse af hverdagen, indholdet og samarbejdet alene er et anliggende mellem den fleksible pasningsordning eller den fleksible børnepasser og forældre.
  • der er en gensidig opsigelsesmulighed af pasningsaftalen. Aftaler der indgås mellem en fleksibel børnepasser/fleksibel pasningsordning og forældre, sker på et privatretligt grundlag, og er derfor gensidig juridisk bindende.
  • der ikke kan ydes økonomisk fripladstilskud til den del, der ikke sker i dagtilbud

Indmeldelse i kombinationstilbud kan tidligst ske fra ansøgningsdato med løbende måned + 1 måned. Det forudsætter, at den fleksible pasningsordning, pasningsaftalen mellem forældre og den fleksible børnepasser samt arbejdsgivererklæring skal være godkendt af Vejen Kommune. Derudover skal barnet være indmeldt i et dagtilbud.

Vælger du at benytte et kombinationstilbud, er det vigtigt at du går i dialog med dit dagtilbud.  Personalet i dagtilbuddet har ansvar for at sikre dit barns trivsel, læring og udvikling i de timer barnet opholder sig der, det er derfor vigtigt at I har et tæt samarbejde om barnet, og personalet kender til dit barns mødetider, så de kan tilgodese dit barns behov i dagtilbuddet.

Det er vigtigt at I sammen får afklaret praksis omkring mødetider:

  • Hvorledes dit barns timer i dagtilbuddet opgøres og registreres
  • Opstår der nye behov for dit barn ud fra den nye pasningsramme– hvordan samarbejdes der bedst om dette?
  • Er der pædagogiske tilbud, som dit barn ikke vil kunne deltage i grundet mødetidspunkter

Er dit barn indmeldt i kommunal dagpleje, skal du gå i dialog med din dagplejer.

Er dit barn indmeldt i vuggestue/børnehave skal du gå i dialog med afdelingens /daginstitutionens pædagogiske leder.

Ønsker I at ansøge om et kombinationstilbud eller har spørgsmål til ovenstående, kan I kontakte Pladsanvisningen via Digital Post

Pladsanvisningen

Børn, PPU & Sundhedspleje

Ring til os

Bemærk

Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.

Denne side er printet den 21-12-2024 00.26

Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.

Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

Hold dig opdateret om Vejen Kommune

Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen


CVR-nummer 29189838

Genveje