Skip til hoved indholdet

Den sammenhængende børne- og ungepolitik

Forord

Alle børn og unge skal have de bedst mulige betingelser for at leve og udvikle sig. Det vil vi bidrage til gennem både det generelle og forebyggende arbejde samt gennem den målrettede indsats for og sammen med børn og unge med og uden behov for særlig støtte.

Med denne sammenhængende børne og ungepolitik favner Vejen Kommune således alle børn og unge og sætter fælles retning for alle medarbejdere på børne- og ungeområdet i Vejen Kommune. Dermed markerer den sammenhængende børne og ungepolitik endvidere vores politiske forventning om det fælles ansvar for hele børne- og ungeområdet på tværs af afdelinger, enheder og institutioner.

Den sammenhængende børne og ungepolitik er samtidig også en invitation til samarbejde med øvrige aktører på børne og ungeområdet, herunder frivillige, foreninger mv.

I Byrådet har vi vedtaget fire pejlemærker for arbejdet med alle børn og unge i Vejen Kommune:

  1. Tidlig indsats
  2. Sammenhænge
  3. Forældreskab
  4. Fælles faglighed

Med tidlig indsats har vi dels fokus på, at alle børn får en god start på livet og dels fokus på, at børn og unge med særlige behov får hjælp hurtigt.

Vi har en målsætning om at blive endnu bedre til at skabe løsninger, hvor alle børn, unge og deres familier oplever sammenhæng i deres liv.

Vi vil desuden udvikle indsatser, som understøtter forældrene i at lykkes med forældreskabet.

Børn og unge lever i fællesskaber – ikke i isolerede enheder. Derfor samarbejder vi fælles fagligt med dialog og handling på tværs af kommunale fagområder.

Familien og fællesskaberne har central betydning for og påvirkning på børnene/de unge og omvendt. For hvert af de fire pejlemærker ønsker vi således at skabe muligheder for og sammen med alle børn og unge og deres familier i Vejen Kommune ved at inddrage de fællesskaber, de indgår i. Dét ønske udfolder vi i denne politik.

Den sammenhængende børne og ungepolitik danner den overordnede ramme for en sammenkædning af eksisterende og nye kommunale handlinger indenfor det samlede børne og ungeområde i de kommende år. Første skridt er udarbejdelsen af en handleguide, der skal understøtte, at politikkens pejlemærker bliver udmøntet. Handleguiden bliver et redskab til skitsering af ansvar samt handle- og indsatsmuligheder for de mange aktører på børne og ungeområdet.

Den sammenhængende børne og ungepolitik er udfoldet nedenfor. Det skrevne er imidlertid ikke det vigtige. Det vigtigste er den praksis, vores medarbejdere og samarbejdspartnere på børne- og ungeområde hver dag udlever i Vejen Kommune – sammen med alle børn/unge, deres familie og netværk i øvrigt.

Nu skal tidlig indsats, sammenhæng, forældreskab og fælles faglighed have endnu mere liv!

Med venlig hilsen Formand for Udvalget for skoler og børn Claus Kulmbach Borgmester Egon Fræhr

Indledning

Dette er den sammenhængende børne og ungepolitik i Vejen Kommune. Politikken beskriver den vision, vores medarbejdere hver dag stræber efter at realisere på vegne af og sammen med alle børn og unge i kommunen. Politikken beskriver også det menneskesyn, medarbejderne står på, når de stræber efter at realisere visionen.

I politikken er de fire pejlemærker for arbejdet med alle børn og unge foldet ud:

  1. Tidlig indsats
  2. Sammenhænge
  3. Forældreskab
  4. Fælles faglighed

Den sammenhængende børne og ungepolitik udgør den overordnede politiske ramme for alle tiltag på børne- og ungeområdet i Vejen Kommune. Politikken sætter retning for den daglige praksis og kulturen på børne og ungeområdet. Hvert pejlemærke beskriver vores politiske ambitioner og forventninger til praksis.

Vision

I Vejen Kommune har vi ambitioner i arbejdet med børn og unge! Visionen er at skabe de bedst mulige betingelser for, at alle børn og unge møder verden fulde af gå-på-mod, selvværd, selvtillid og tillid til andre. De skal sikres adgang til udviklende og meningsfulde fællesskaber, der bidrager til deres trivsel og til, at de bliver aktive medborgere.

Menneskesyn i arbejdet med børn og unge

Alle børn og unge i Vejen Kommune har ret til at blive mødt af nærværende og anerkendende voksne. Det er voksne, der inspirerer til fordybelse i nuet samtidig med, at de understøtter trivsel, udvikling og læring.

Alle børn og unge i Vejen Kommune har ret til at indgå i udviklende relationer og meningsfulde fællesskaber. Derfor bliver de mødt af engagerede og ansvarlige voksne. Det er voksne, der gør sig umage for at forstå styrker, potentialer, udfordringer og behov i relationen, fællesskabet og netværket.

Alle børn og unge har ret til fysisk, psykisk og social sundhed. Derfor bliver de mødt af voksne, der er optaget af at styrke børn og unges sundhed. Det er voksne, der både har blik på at understøtte sunde valg hos den enkelte og på at skabe sundhedsfremmende rammer, der hvor barnet/den unge er.

Værdisæt

Vejen Kommunes værdier er:

Nytænkning

  • Vi er nytænkende og ser muligheder

Anerkendelse

  • Vi er anerkendende i mødet med borgere, samarbejdspartnere og kolleger

Sammenhæng

  • Vi skaber sammenhæng på tværs, og sammen med borgerne

Ansvarlighed

  • Vi tager og giver ansvar

Pejlemærker

Tidlig indsats

Tidlig indsats handler i Vejen Kommune både om en god start på livet og om hurtigt at reagere på tegn på mistrivsel.

Det vil vi

  • Vi vil prioritere forebyggelse på alle niveauer omkring og sammen med alle børn, og unge og deres familier.
  • Vi vil bidrage til, at alle børn og unge bliver aktive deltagere i eget liv.
  • Vi vil understøtte, at børn og unge lykkes med eget liv.

Det gør vi

  • Vi handler så hurtigt som muligt.
  • Vi møder alle børn og unge samt deres familier med høje og positive forventninger.
  • Vi arbejder med livsduelighed alle steder, hvor børn og unge er.

Sammenhænge

Børn og unge indgår i mange miljøer i løbet af livet og de vil opleve mange overgange fra et miljø til et andet. Et nyt miljø med nye voksne og nye børn kan være udfordrende - især for børn med særlige behov. Omvendt kan en vellykket overgang være udviklende.

Det vil vi

  • Vi vil, at alle børn, unge og deres forældre oplever sammenhæng på tværs af miljøer.
  • Vi vil, at alle børn, unge og deres forældre møder os som en samlet enhed på tværs af relevante faglige aktører.
  • Vi vil, at alle børn og unges trivsel, udvikling og læring fortsat stiger i de fællesskaber, de indgår i.

Det gør vi

  • Vi lytter til og handler på børn, unge og deres forældres oplevelser, når de står over for og møder et nyt miljø.
  • Alle relevante aktører deltager og samarbejder i en løbende proces om at skabe sammenhæng.
  • Vi udvikler fællesskaber og netværk, der styrker mulighederne for børn, unge og deres forældre.

Forældreskab

Børn er forældrenes. Forældrene er de vigtigste aktører og er rollemodeller for deres børn. I Vejen Kommune tror vi på, at forældre altid gør deres bedste og vil deres børn det bedste. Samtidig kan forældre have brug for understøttelse til at udvikle og styrke deres forældreskab. Sammen med forældrene har vi et fælles ansvar overfor børn og unge

Det vil vi

  • Vi vil i fællesskab løfte alle børn og unge.
  • Vi vil skabe meningsfulde og udviklende relationer mellem forældre og professionelle.
  • Vi vil styrke forældreskabet, når det er nødvendigt

Fælles faglighed

Fælles faglighed handler om at kommunikere, koordinere og inddrage hinandens fagligheder for at udgøre en samlet enhed.

Det vil vi

  • Vi vil sætte barnet/den unge først og derudfra udvikle løsninger på tværs af relevante aktører.
  • Vi vil skabe helhedsorienterede og effektfulde indsatser for og sammen med børn og unge.
  • Vi vil skabe lærende faglige fællesskaber omkring og sammen med børn og unge.

Det gør vi

  • Vi indgår i tværprofessionelle udviklingsrum om arbejdet med børn og unge.
  • Vi er nysgerrige på andres faglighed og insisterende på at finde muligheder sammen.
  • Vi arbejder systematisk og kontinuerligt med opfølgning på samarbejdet.

Sammenhængende børne- og ungepolitik som PDF

Du kan også læse den Sammenhængende børne- og ungepolitik som PDF (ikke webtilgængelig).

Lene Rosenkrans

Børn, PPU & Sundhedspleje

Ring til os

Bemærk

Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.

Denne side er printet den 06-12-2024 09.42

Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.

Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

Hold dig opdateret om Vejen Kommune

Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen


CVR-nummer 29189838

Genveje