---
title: "Styringsdialogmøde Vejen Boligforening den 5. februar 2024"
description: "Referat"
date: "2024-10-04"
created: "2024-08-16"
---

[Hjem](https://vejen.dk/)

                    [Borger](https://vejen.dk/borger)

                    [Bolig, byggeri og flytning](https://vejen.dk/borger/bolig-byggeri-og-flytning)

                    [Bolig](https://vejen.dk/borger/bolig-byggeri-og-flytning/bolig)

                    [Styringsdialogmøder 2024](https://vejen.dk/borger/bolig-byggeri-og-flytning/bolig/styringsdialogmoeder-2024)

                [Styringsdialogmøde Vejen Boligforening den 5. februar 2024](https://vejen.dk/borger/bolig-byggeri-og-flytning/bolig/styringsdialogmoeder-2024/styringsdialogmoede-vejen-boligforening-den-5-februar-2024)

# Styringsdialogmøde Vejen Boligforening den 5. februar 2024

## Tilstede

Anette Simmelsgaard (forretningsfører), Anne Jørgensen (næstformand),
Sam Sørensen (formand), Torben Leen (inspektør) i Vejen Boligforening.

Jens Josephsen (leder i Erhverv & Plan), Tommi Andersen
(leder i Regnskab), Lise Krabbe (chef for Sekretariat & Borgerservice) og referent
Camilla Sindberg Nielsen (administrativ medarbejder i Teknik & Miljø)

## Siden sidst/aktuelle
emner

I afdeling 12 på
Lærkevej hvor der er 65 boliger, er helhedsplanen kommet i projektering, der
skal renoveres for 80 millioner. Vejen Boligforening forventer at der kommer
nye lejere efter renoveringen, beboersammensætningen vil blive ændret
efterfølgende, da huslejen kommer til at stige væsentligt. Beboerne skal
genhuses, hvilket Vejen Boligforening ikke ser som nogen udfordring, da de nu
begynder at holde boliger ledige til genhusningen.

Vejen Boligforening
er opmærksomme på, at det fortsat er vigtigt at have boliger til rådighed til
de borgere der ikke har mulighed for at betale en høj husleje.

Vejen Boligforening
oplever ikke at Vejen Kommune udnytter retten til at anvise boliger i Vejen
Boligforening nok.

Afdeling 10 på Mågevej
har fået nyt tag på alle boliger.

I Bloksbjergparken
er der sat et dræningsprojekt i gang, da der er problemer med grundvandet. Der
skal søges fonde til at lave et bassin. Det er ikke en nødvendighed, men beboerne
ser det som en god løsning, da der også er ønsker om mere biodiversitet.

Vejen Boligforening
har en strategi om at få flere boliger enten ved at fusionere eller bygge.

Vejen Boligforening
har deltaget i et møde i Bække hvor der er en gruppe der arbejder med alternativ
energi, men har ikke hørt mere til det. Vejen Kommune har givet mulighed for at
man kan søge om en lille pulje penge hvis der er nogle ildsjæle i de små byer
der har ville arbejde videre med fjernvarmeetablering.

Vejen Boligforening
har haft en behovsundersøgelse i forhold til el-ladestandere. Emnet vil blive
taget med på de kommende afdelingsmøder, da boligforeningen ønsker at være
attraktive. Der er et behov, men det er ikke ret stort endnu. Beboerne har
meget delte meninger, da det langt fra er alle der har en bil.

Vejen Boligforening og Vejen Byggeselskab er så småt begyndt
at samarbejde lidt bl.a. ved at tilbyde fælles kurser og lignende.

Der er stadig
afdelinger som ikke har en afdelingsbestyrelse og der er afdelinger som ikke
møder op til afdelingsmøder. Derfor er Vejen Boligforening betænkelig ved at
lægge afdelinger sammen, da man så fjerner det lokale fællesskab. Det er
forsøgt at inddrage beboerne i hvordan man får flere til at møde op, men der
kommer ikke rigtig nogle input. Boligforeningernes Landsorganisation arbejder på
at ændre lovgivningen, om at de overordnede beslutninger fremover skal ligge
hos hovedbestyrelsen. Mens det sociale fællesskab skal styrkes i de enkelte
afdelinger.

## Gennemgang af
styringsrapport

### Økonomiske
tilsyn

- Vejen Boligforening synes ikke man kan regne med de konti der er udvalgt
i styringsrapporten.
- Ifølge rapporten er renovationskontoen rød. Vejen Boligforening mener den
er svær at påvirke, da det er Vejen Kommune der sætter taksterne og der ikke er
andre alternativer. De gør hvad de kan for at få borgerne til at sortere.
- Alle forsikringer har været i udbud, så det område kan der ikke gøres så
meget ved lige nu.
- Vejen Boligforening har lavet synsfunktionen om, så nu kan
boligforeningens egne medarbejdere fremover lave ”pedelopgaver” så der ikke længere
skal bestilles håndværkere til alt.
- Revisionsprotokollen vedr. 2022 for Vejen Boligforening, omtaler at det
er besluttet i bestyrelsen at henlæggelser hæves, samt revisor kommer med
anbefaling om fokus på manglende henlæggelser i de enkelte afdelinger, og
iværksætter tiltag, de fremmødte fra Vejen Boligforening udtaler at de er OBS
på dette.

### Status på
boligforeningernes arbejde og udfordringer

- Glatføremedarbejderne undrer sig over at fortovene rundt omkring ikke er
lige så fine som der hvor boligforeningen rydder. Vejen Boligforening ved
derfor ikke om de er for grundige.
- Vejen Boligforening er blevet mere miljøvenlige, og sprøjter derfor ikke
længere med gift. Men det betyder at beboerne må finde sig i at det bliver mere
grønt og at der er lidt mere ukrudt. Det er ikke alle beboere der er tilfredse
med det.
- Vejen Boligforening har overtaget Vamdrup Boligselskab, som har stået
uden administration i et halvt år. Derfor er der et efterslæb af alt det
administrative. Der bliver ansat 1 medarbejder pr. 1. april 2024. Det hele skal
primært drives fra Vejen, dog med åben i Vamdrup et par timer om ugen.
Ventelisterne fra Vejen bliver slået sammen med Vamdrups venteliste.

## Boligsociale forhold

Der har været lidt
udfordringer med Ahorngade, men der er kommet mere ro på. Der er nogle naboer
der er utilfredse med at det f.eks. roder på nogle altaner, men Vejen
Boligforening ser det ikke som et problem.

Det fungerer godt at
Vejen Boligforening har et nummer til Vejen Kommunes akutteam som de kan ringe
til hvis der er nogle udfordringer.

Vejen Kommune ønsker at indgå dialog med Vejen Boligforening
med henblik på en drøftelse af mulighederne for at blive informeret, når den
(3. rykker) sidste rykker sendes ud til beboere som ikke betaler deres husleje.
I den forbindelse har Vejen Kommune tid til at afdække, hvorvidt det er muligt
at tilbyde borgeren hjælp, inden kravet oversendes til fogeden og dermed bliver
sat ud af boligen. Der pågår p.t. et internt arbejde i kommunen hvor vi
undersøger, hvordan vi internt kan strømline og målrette vores indsats så den
har en mere forbyggende karakter. Målet er således at antallet af udsættelser
ved fogeden bliver minimeret betragteligt. Hvilket i sidste ende vil tilgodese
borgerne, kommunen og de respektive boligforeninger.
Når Vejen Kommune har afklaret de interne muligheder, så vil
de kontakte de enkelte boligforeninger og lave en plan for det fremtidige
samarbejde.

## Fremtidsplaner for
foreningen, herunder evt. byggeprojekter.

Solhusene som er et
seniorbofællesskab i Askov, har været i licitation med nedslående resultat, Det
lå over 25% over rammebeløbet som der må bygges for. Derfor blev det afvist.
Der var positiv stemning for dispensation. Så Vejen Boligforening arbejder videre
på om der kan bygges billigere og skiftes nogle ting ud. Der overvejes at gå
med en alternativ løsning i stedet for fjernvarme for at få priserne ned, da
Vejen Fjernvarme er svære at forhandle med.

Vejen Kommune har
ikke budget til at sætte nye boligprojekter i gang. Der bliver bygget mange
private boliger og derfor er det nødvendigt at se tiden an for hvad der er
behov for. Vejen Boligforening har stadig 5-8 års ventetid på de almene boliger
og mener derfor at der er behov for flere boliger.

## Eventuelt

Vejen Boligforening
ser gerne at der fremover bliver afholdt 2 årlige møder med Vejen Kommune hvor
politikerne deltager på det ene møde.

Da der nu er bygget mange boliger i yderområderne, spørger Vejen Boligforening ind til om der på
sigt bliver indført bybus igen. Vejen Kommune oplyser at det ikke er noget der
er budgetteret med ind til videre.

## Jens Josephsen

### Teknik & Miljø

### Ring til os

[79 96 61 36](tel:79%2096%2061%2036)

### Skriv til os

[Send Digital Post til Teknik & Miljø (som borger)](https://post.borger.dk/send/31e49274-e5ac-4724-851c-d50c72eeea5e/ad5bb159-15a5-4fbc-9e25-e780013ed863/)

[Send Digital Post til Teknik & Miljø (som virksomhed)](https://virk.dk/digitalpost/new/31e49274-e5ac-4724-851c-d50c72eeea5e/ad5bb159-15a5-4fbc-9e25-e780013ed863/)

### Bemærk

                            Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID.  På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.
