---
title: "Styringsdialogmøde Holsted Boligforening den 26. november 2025"
date: "2026-06-11"
created: "2026-06-11"
---

[Hjem](https://vejen.dk/)

                    [Borger](https://vejen.dk/borger)

                    [Bolig, byggeri og flytning](https://vejen.dk/borger/bolig-byggeri-og-flytning)

                    [Bolig](https://vejen.dk/borger/bolig-byggeri-og-flytning/bolig)

                    [Styringsdialogmøder 2024 og 2025](https://vejen.dk/borger/bolig-byggeri-og-flytning/bolig/styringsdialogmoeder-2024-og-2025)

                [Styringsdialogmøde Holsted Boligforening den 26. november 2025](https://vejen.dk/borger/bolig-byggeri-og-flytning/bolig/styringsdialogmoeder-2024-og-2025/styringsdialogmoede-holsted-boligforening-den-26-november-2025)

# Styringsdialogmøde Holsted Boligforening den 26. november 2025

## Tilstede:

Karin Stenum (Chefkonsulent) fra Boligkontoret Danmark, Melina Rasmussen (Chefkonsulent, Selskabsansvarlig) og Bjarne Trøjborg formand for Holsted Boligforening.

 Jens Josephsen (leder af Erhverv & Plan), Tommi Andersen (leder af Regnskab), Dan Jul Mortensen (leder af Borgerservice) og referent Camilla Sindberg Nielsen (administrativ medarbejder i Teknik & Miljø)

 ****  ****

## Siden sidst/aktuelle emner

Generalforsamlingen var livlig, hvilket er en positiv udvikling efter flere stille år. Der er kommet nye medlemmer, som ønsker at se nærmere på driften og optimere processerne. Et centralt emne har været utilfredshed med, at henvendelser skal ske via driftstelefonen i stedet for direkte til pedellen. Generalforsamlingen fremsatte to forslag om at nedlægge ordningen, hvilket skabte debat. Formålet med driftstelefonen er at effektivisere ved at udnytte det eksisterende mandskab bedst muligt. Det er dog vigtigt, at beboerdemokratiet fortsat bliver hørt.

Driftstelefonen er indført som en prøveordning i et år (fra marts 2025 til marts 2026). Projektet skal evalueres løbende. Forventningen er, at viceværterne på sigt selv kan løse opgaver, som tidligere blev bestilt eksternt. Bestyrelsen var forberedt på modstand mod ordningen.

Det er positivt, at 60 beboere deltog i generalforsamlingen. Nogle beboere har givet udtryk for at de gerne vil oprette en afdelingsbestyrelse næste år. Dette har ikke har været tilfældet i 20 år.

Bestyrelsen har haft stort fokus på økonomien. Dispositionsfonden har tidligere bidraget med betydelige midler til vedligehold, da afdelingen ikke selv har haft pengene. For at frigive midler til renoveringer er huslejen steget med over 10 %. Holsted Boligforening har tidligere haft ca. 1 mio. kr. årligt til vedligehold, men pengene er ofte brugt på "nice to have" frem for "need to have". Nu arbejdes der på en mere målrettet vedligeholdelsesplan, men hvor beboerdemokratiet fortsat inddrages i prioriteringen.

Holsted Boligforening har historisk haft meget lave huslejer, hvilket gør stigningen på 10 % forsvarlig. Vejen Kommune ønsker fortsat boliger til lavere budgetter, men boligerne skal være sunde og ikke forfalde – dog behøver de ikke være topmoderne.

Når der mangler afdelingsbestyrelser, er det vigtigt, at hovedbestyrelsen sikrer en god dialog med alle afdelinger.

Driftstelefonen og økonomien har fyldt mest. Der er ansat en ny driftschef, som har brugt tid på dokumentation og planlægning af fremtidige tiltag. Fokus er, at boligerne skal være tidssvarende, og at beboerne skal have råd til at bo der. Der er også sket en stigning i administrationsudgifterne.

## Gennemgang af styringsrapport

- ### Økonomiske tilsyn

Der har været underskud de sidste fem år, og også i 2024/2025. Fra næste år forventes der overskud.

Den tidligere bestyrelse ønskede at bruge den årlige million til bl.a. køkkener og badeværelser. Fremover vil man prioritere større projekter, evt. på tværs af afdelinger, da renovering ved fraflytning er for dyrt.

Huslejestigningen skal give bedre økonomisk styring. Der er ikke alarmerende problemer, men flere områder kræver opfølgning.

Revisor har givet anbefaling om at der henlægges maksimalt til arbejdskapital, da arbejdskapitalen er på et lavt niveau.

Landbyggefonden har stillet spørgsmål om mellemregningsdifferencer til Glejbjerg vedrørende et projekt, der aldrig blev realiseret. Der er planer om at flytte midlerne til et projekt i Holsted.

Der er gæld til Vejen Kommune i afdeling 9 (Blomsterengen) på 1,4 mio. kr. og i afdeling 13 (Åparken) på 3,1 mio. kr., som ikke afdrages. Holsted Boligforening kigger nærmere på det.

Holsted Boligforening ønsker ikke at deres boliger bliver et samlingspunkt for socialt udsatte pga. lave huslejer.

Der ønskes fortsat flere anvisninger fra Vejen Kommune.

Der har været mange fraflytninger, primært naturlig afgang. Udlejningen går dog fint.

- ### Status på boligforeningernes arbejde og udfordringer

## Boligsociale forhold

Vejen Kommune har ansat en boligsocial medarbejder pr. 1/1-2026, tilknyttet Borgerservice. Formålet er at forebygge boligudsættelser. Kommunen ønsker besked allerede ved 2. rykker, så der kan handles i tide.

Boligkontoret har en medarbejder, der yder vejledning for at undgå udsættelser. Hovedbestyrelsen ønsker et tættere samarbejde med kommunen om redskaber til borgerne.

Flere boligselskaber ønsker, at Vejen Kommune begynder at gøre brug af anvisningsretten. Det vurderes, at Vejen Kommune på nuværende tidspunkt ikke anbefaler dette. Vurderingen er baseret på, at der fortsat er ledige boliger på tværs af hele kommunen – og i forskellige størrelser ligesom der stadigvæk er ledige kommunale boliger.

## Fremtidsplaner for foreningen, herunder evt. byggeprojekter.

Der er ønske om nybyggeri af seniorvenlige boliger og byudvikling i Holsted og Glejbjerg. Projekterne er endnu ikke realiseret af forskellige årsager, selvom der er afsat midler fra byrådet. Nu drøftes muligheden for at bygge andre steder. Holsted Boligforening har foreslået at bygge på trælastgrunden, som har en god placering. Vejen Kommune anerkender at projektet kan være relevant og at det er vigtigt at undersøge om der er behov for flere boliger, da der er ledige boliger i boligforeningen. Holsted Boligforening mener at projektet skal tiltrække en ny målgruppe, ikke kun den nuværende venteliste.

I forhold til økonomien kan et forslag være at konvertere Stigbøjlen og Åparken, hvilket giver næsten hele grundkapitalen. Midlerne er afsat til 2026, men kan evt. fordeles over 2026-2027.
 Holsted Boligforening argumenterer for, at projektet styrker effektiviteten og bidrager til kommunens bystrategi. Projektet tænkes som familieboliger med særlige retningslinjer, evt. opdelt i senior- og familieafsnit.

Holsted Boligforening afventer tilbagemelding fra kommunen, hvorefter projektet kan drøftes politisk.

## Eventuelt

Der kommer et fællesmøde for alle boligorganisationer i forår/forsommeren. I må meget gerne byde ind med emner.

## Jens Josephsen

### Teknik & Miljø

### Ring til os

[79 96 61 36](tel:79%2096%2061%2036)

### Skriv til os

[Send Digital Post til planer (som borger)](https://post.borger.dk/send/31e49274-e5ac-4724-851c-d50c72eeea5e/40aaa173-8ded-4a2b-93c7-b1f6b3762a52/)

[Send Digital Post til planer (som virksomhed)](https://virk.dk/digitalpost/new/31e49274-e5ac-4724-851c-d50c72eeea5e/40aaa173-8ded-4a2b-93c7-b1f6b3762a52/)

### Bemærk

                            Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID.  På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.
