Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Kvalitetsstandarder for pasning af døende

Disse kvalitetsstandarder indeholder generel information om borgeres rettigheder og pligter i forbindelse med pasning af døende efter ældrelovens §§ 23-25, dækning af udgifter til sygeplejeartikler m.v. efter ældrelovens § 26 samt medicintilskud efter sundhedslovens § 148.

Formålet er at sikre, at borgeren har mulighed for at dø i eget hjem og ikke påføres udgifter til sygeplejeartikler og lignende, som vedkommende ikke ville have haft under en indlæggelse på sygehus.

1. Plejevederlag

Lovgrundlag

Ældrelovens §§ 23-25.

Visitationsenhed

Myndighed i Ældre & Rehabilitering.

Målgruppe

Plejevederlag kan kun bevilges efter aftale med den terminale borger.
Plejevederlag kan bevilges til en nærtstående til den terminale borger, dette kan f.eks. være:

  • ægtefælle eller samlever
  • søn eller datter
  • far eller mor
  • ven eller veninde

Det er en betingelse for bevilling af plejeorlov til pasning af terminal borger, at borger er terminalregistret og kan først træde i kraft den dag, hvor plejemodtager er terminalregistreret.

Hvordan bevilges plejevederlag

Det er Myndighed i Ældre & Rehabilitering, der træffer afgørelse om plejevederlag, når der er indsendt en ansøgning efter ældrelovens § 23.

Ansøgningsskemaet findes på Borger.dk. Ansøgningen skal underskrives med MitID af både plejemodtager og orlovstager.

Hvis en af parterne ikke har MitID eller ikke har mulighed for at underskrive ansøgningen digitalt, kan der rettes henvendelse til Myndighed i Ældre & Rehabilitering.

Sammen med ansøgningen skal der vedlægges lønsedler for de seneste tre måneder samt en accept fra arbejdsgiver om afholdelse af orloven.

Ansøgning om plejevederlag skal indsendes til den kommune, hvor plejemodtageren er bosiddende.

Der er en forventning om, at den person, der modtager plejevederlag, opholder sig sammen med den terminale borger i det antal timer, der er bevilget plejeorlov.

Myndighed i Ældre & Rehabilitering udarbejder en skriftlig afgørelse med tilhørende klagevejledning.

Hvornår bevilliges der plejevederlag

Der kan bevilges plejevederlag til pasning af borger, hvis:

  • borger er terminalregistreret
  • borger opholder sig i eget hjem
  • hospitalsbehandling med helbredende sigte efter lægelig vurdering er udsigtsløs og levetiden forventes at være kort, oftest 2-6 måneder
  • borger har et plejebehov
  • borgers tilstand ikke kræver længerevarende indlæggelse på hospital
  • borger ønsker at blive plejet i hjemmet
  • borger ikke bor på plejecenter, hospice eller lignende

Ordningen er ikke forbeholdt borgere med særlige sygdomme.

Der foretages vurdering af plejeorloven kontinuerligt - senest 6 måneder efter bevilling.

Muligheden for at modtage kommunal hjemmepleje eller sygepleje bortfalder ikke, fordi der er bevilget plejevederlag til pasning af borger.

Hvor kan plejen foregå

Plejen kan foregå hos den, der er terminal eller hos den, der har plejeorlov.

Dokumentation

I forbindelse med behandling af ansøgning om plejeorlov registrerer Myndighed i Ældre & Rehabilitering relevante oplysninger elektronisk i overensstemmelse med forvaltningslovens regler om notatpligt og databeskyttelseslovgivningen.

Oplysningerne anvendes som dokumentation for, at betingelserne for bevilling af plejevederlag er opfyldt, og opbevares i overensstemmelse med gældende regler om journalisering og opbevaring.

Alle modtagne dokumenter – herunder oplysninger om og fra orlovstager – journaliseres på sagen under den person, der modtager pleje.

Som borger har du ret til indsigt i de oplysninger, vi behandler om dig, jf. databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Du kan til enhver tid anmode om indsigt i din sag.

Sagsbehandlingstid

Ansøgninger om plejevederlag behandles hurtigst muligt og indenfor 1 uge.

Afgørelsen træffes på baggrund af en konkret individuel vurdering og vedlægges klagevejledning.

Størrelse af plejevederlaget

Plejevederlaget udgør maksimalt 1,5 gange den dagpengesats, som orlovstager ville være berettiget til ved egen sygdom efter lov om sygedagpenge. Plejevederlaget kan ikke overstige
den hidtidige indtægt.

Nogle nærtstående har via deres overenskomst ret til at få suppleret plejevederlaget op til fuld løn fra arbejdsgiveren.

Arbejdsgiveren kan vælge at udbetale fuld løn under orlov og i disse tilfælde vil der udbetales refusion til arbejdsgiveren fra Vejen Kommune. Udbetales der ikke fuld løn fra arbejdsgiver, udbetales beløbet til den nærtstående.

Der kan også bevilges plejevederlag, hvis den nærtstående er udenfor arbejdsmarkedet. Her skal man dog være opmærksom på, at plejevederlaget, der udbetales fra Vejen Kommune, er skattepligtigt.

Hvis orlovstager ikke er berettiget til udbetaling med maks. 1,5 gange dagpengesatsen, kan der udbetales et basisbeløb. Basisbeløbet fastsættes og reguleres årligt. Nugældende takst kan
findes på Priser for Ældre og Rehabilitering.

Særlige forhold

Orloven kan deles mellem flere personer, men kan ikke samlet overstige 37 timer pr. uge.

Der kan afholdes orlov med mindre end 37 timer pr. uge og der kan efter nærmere aftale udbetales plejevederlag for et varierende antal timer.

Der kan udbetales plejevederlag, så længe plejeforholdet opretholdes.

Afholder orlovstager ferie under orloven, skal dette oplyses til Myndighed i Ældre & Rehabilitering, da plejevederlaget under ferie afbrydes.

Indlægges den terminale borger i en kortere periode, kan udbetalingen af plejevederlaget opretholdes. Der skal dog altid gives besked til Myndighed i Ældre & Rehabilitering, når plejemodtager ikke opholder sig i eget hjem eller hos orlovstager.

Bevilges borger smertelindrende ophold i op til 3 ugers varighed på hospice, vil der ud fra en individuel konkret vurdering tages stilling til, om orloven kan opretholdes i den givne periode.

Hvis indlæggelse må anses for at være af længevarende varighed, kan dette betyde, at plejervederlaget afbrydes.

Retten til plejevederlag ophører ved plejeforholdets afslutning. Ved den nærtståendes død bevares retten til plejervederlag i indtil 14 dage efter dødsfaldet. Besked om afbrydelse af forløb efter dødsfald gives til Myndighed i Ældre & Rehabilitering.

Klage

Klage over afgørelsen om plejevederlag skal indgives til Myndighed i Ældre & Rehabilitering inden for 4 uger fra den dato, hvor ansøger har modtaget afgørelsen.

På baggrund af klagen foretages en revurdering af den tidligere afgørelse. Ved revurderingen vurderes, om der er grundlag for at give medhold i klagen.

Såfremt der ikke gives medhold, videresendes klagen til Ankestyrelsen.

2. Hjælp til sygeplejeartikler m.v.

Lovgrundlag

Ældrelovens § 26.

Visitationsenhed

Myndighed i Ældre & Rehabilitering.

Målgruppe

Borgere, som ikke får dækket udgifter til sygeplejeartikler mv. på anden vis, kan få dækket
udgiften når:

  • en nærtstående passer en terminal borger efter § 23
  • kommunen varetager plejen helt eller delvis
  • kommunen yder tilskud efter servicelovens § 95
  • et hospice varetager plejen

Hvordan bevilges sygeplejeartikler

Det er Myndighed i Ældre & Rehabilitering, der vurderer behovet og bevilliger artiklerne, hvis betingelserne er opfyldt, jf. ældrelovens § 26.

Der foretages en individuel og konkret vurdering med udgangspunkt i, at den terminale borgerikke påføres udgifter til sygeplejeartikler og lignende, som vedkommende ikke ville have haft under en indlæggelse på sygehus.

Bevillingen foretages uden hensyn til den terminale borgers økonomi.

Hvad kan der bevilges til?

Der kan bevilges til følgende:

  • sygeplejeartikler
  • sondeernæring
  • ernæringspræparater
  • lægeordineret fysioterapi

Dokumentation

Ældre & Rehabilitering registrerer relevante oplysninger elektronisk i overensstemmelse med forvaltningslovens regler om notatpligt og databeskyttelseslovgivningen.

Oplysningerne anvendes som dokumentation for, at betingelserne for bevilling er opfyldt, og opbevares i overensstemmelse med gældende regler om journalisering og opbevaring.

Alle modtagne dokumenter journaliseres på sagen under den person, der modtager pleje.

Som borger har du ret til indsigt i de oplysninger, vi behandler om dig, jf. databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Du kan til enhver tid anmode om indsigt i din sag.


Sagsbehandlingstid

Ansøgninger om sygeplejeartikler m.v. behandles hurtigst muligt og senest inden for 1 uge.


Særlige forhold

Der kan ikke ydes hjælp til dækning af medicinudgifter efter ældrelovens § 26.

Støtte til medicin ydes i stedet efter sundhedslovens § 148 på baggrund af lægeansøgning.

Klagemulighed

Klage over afgørelsen om sygeplejeartikler m.v. skal indgives til Myndighed i Ældre & Rehabilitering inden for 4 uger fra den dato, hvor ansøger har modtaget afgørelsen.

På baggrund af klagen foretages en revurdering af den tidligere afgørelse. Ved revurderingen vurderes, om der er grundlag for at give medhold i klagen.

Såfremt der ikke gives medhold, videresendes klagen til Ankestyrelsen.

Plejevederlag

Ældre & Rehabilitering

Ring til os

Denne side er printet den 03-12-2025 18.08

Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.

Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

Ros og ris til hjemmesiden

Hold dig opdateret om Vejen Kommune

Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen


CVR-nummer 29189838

Genveje