Sygepleje

Hvem kan få sygepleje?

Den kommunale sygepleje i Vejen kommune retter sig mod alle personer uanset alder og boform, som har behov for sygepleje.

Hvordan får du sygepleje?

Du får sygepleje ved at din egen læge eller Sygehuset, henviser dig til sygepleje.

Hvilken sygepleje tilbyder vi?

Vejen kommune kan tilbyde hjælp til eksempelvis;  

  • Kompleks sygepleje i forbindelse med livstruende, nyopdaget og/eller svær sygdom
  • Hjælp til medicinhåndtering.
  • Behandling og undersøgelser - f.eks. sårbehandling, pleje i forbindelse med      vejrtrækningsproblemer eller skiftning og pleje at stomi/kateter
  • Psykisk pleje og omsorg
  • Vejledning og rådgivning - f.eks. i forhold til sundhedsfremmende tiltag eller ved nyopdaget sygdom

Hvor kan du modtage sygepleje?

Sygeplejen udføres på kommunens sygeplejeklinikker eller i dit hjem.

Tilbuddet på sygeplejeklinikkerne giver dig mulighed for at være medbestemmende om tidspunktet for sygepleje, men det giver også mulighed for at deltage i sociale aktiviteter på nogle af centrene. 

Du skal selv kunne komme frem til sygeplejeklinikken eller få andre til at hjælpe dig med det.

Kommunen råder over følgende sygeplejeklinikker: 

  • Blomsterengen Sygeplejeklinik, Blomsterengen 42, 6670 Holsted.
  • Brørup Sygeplejeklinik, Fredensvej 3 A, 6650 Brørup.
  • Kærdalen Sygeplejeklinik, Kærdalen 1, 6600 Vejen.

Det er sygeplejersken som sammen med dig vurderer, om sygeplejen skal foregå på klinikken eller i dit eget hjem.

Hvad koster det?

Tilbuddet om lægeordineret sygepleje er uden egenbetaling. Du vil dog skulle betale i forhold til medicin og doseringsæsker, hudplejeprodukter og salver, afføringsmidler, urinkolber, bækkener og tudekopper, skumklude, spisestykker, liggeunderlag, termometer og produkter til personlig hygiejne.

Hjemmesygeplejen træffes dagligt mellem kl. 7.30 - 8.00 og kl. 13.30 - 15.00. Se kontaktoplysningerne i info-boksen på denne side.